I anledning af Luc Bessons stort anlagte filmatisering af Linda og Valentin, som mange anmeldere af uransagelige ikke brød sig om, men som nærværende anmelder faktisk fandt anmeldelsen helt igennem herlig har Cobolt genudgivet de to albums, som er den primære inspirationskilde for Bessons film, nemlig De tusind planeters imperium og Skyggernes ambasadør.

Det kan godt være at det forekommer en anelse overflødigt at skrive anmeldelser om tegneserier der har været tilgængelige på det danske marked siden starten af 1970erne, men ikke desto mindre følte Kapellet et vist ansvar da de dukkede op under vore hvælvinger, for kulturformidling handler ikke udelukkende om at beskrive hvad der sker lige nu, men også om at give vore læsere information om en så bred en vifte af kulturtilbud som muligt. Derfor kan der i princippet godt være enkelte stakler blandt de, der færdes på vor side som endnu ikke har stiftet bekendtskab med Linda og Valentins vidunderlige verden. Dette forsøger vi derfor at råde bod på hér.

Selv om det egentligt var Storbyen der druknede som anses for det første ”rigtige” album i serien om de to rumrejsende var det med De tusind planeters imperium at man for alvor oplevede den første flig af det enorme univers som makkerparret Christin & Mézirès i løbet af over 43 år og 21 albums (med mindre man regner specialudgivelser og diverse amlinger med) udfoldede for deres læsere. Som nævnt i biografanmeldelsen af Valerian and the city of a thusand planets er det dog ret begrænset hvor meget historien i dette album har til fælles med filmen med den samme titel.

Det første der slår læseren idet man får albummet i hånden er at udgivelsen ikke længere bærer titlen Linda og Valentin men Valerian. Dette er sikkert gjort i et forsøg på ikke at forvirre nytilkomne. Heldigvis hedder makkerparret Linda og Valentin i selve historien (i stedet for Laurelin og Valerian, som de hedder på originalsproget). Et aftageligt klistermærke på forsiden minder også læseren om, at den har en direkte forbindelse til den nye film.

Nyudgivelsen er trykt i det store, velkendte albumformat og forsynet med stift bind, der umiddelbart gør den meget indbydende. Det næste, som man opdager er hvor friskt tegningerne fremstår. Det er som seriefan ellers ganske normalt at tegneserieudgivelser fra 1970’erne, set gennem en nutidig optik, fremstår som et produkt af dens samtid, men det er ikke helt tilfældet her. Takket være Jean-Claude Mézirès sikre streg og Evelyne Tran-Lés eminente farvelægning af løjerne, er det visuelle førstehåndsindtryk så friskt og fascinerende som det var første gang man lånte albummet med hjem fra det lokale folkebibliotek.

I De tusind planeters imperium er først og fremmest en fortælling om et oprør. Et oprør mod ”De vidende”, en mærkværdig samling af rustning- og kappeklædte figurer, der har etableret dominans i flere solsystemer i galaksen. Linda og Valentin får derfor kontakt til en modstandsbevægelse, ledet af handelsmanden Elmir, der har informationer der muligvis kan sikre en sejr mod disse undertrykkere.

En af fortællingen centrale mysterier er selvsagt hvor disse mystiske overherrer kommer fra og hvad deres motivationer for at underkaste sig så mange forskellige folkeslag, racer og planeter. Om oprøret lykkes og hvor ”De vidende” stammer fra, skal selvsagt ikke afsløres her.

Til allersidst i albummet er der inkluderet en række sider, der både forklarer hvordan seriens tegner og forfatter mødtes og indledte deres samarbejde, men også om seriens indflydelse på George Lucas’ Star Wars film. Det er også bemærkelsesværdigt hvor mange elementer, både indholds- og udtryksmæssigt de to har til fælles. Ikke dermed sagt at Star Wars kan anklages for at være egentlig plagiat af Linda og Valentin, men snarere at der er ganske mange sammenfald mellem de to universer.

Både tegningerne og til dels også historien har fint stået imod tidens tand, men man i fortællingen måske godt fornemme den bagvedliggende kulturkritik som man godt kan læse ind i hovedhistorien. Dette handler ikke kun om proletariatets oprør mod en stor, magtfuld overmagt, men lige så meget om at levere en morale om at uanset hvem det er der i sidste ende får styringen, så korrumperer magt selv de der har de bedste intentioner.

De tusind planeters imperium er en skøn læseoplevelse. Anmelder husker dog ikke Linda og Valentin som lige så teksttung, som tilfældet er her, men til gengæld var der mange nuancer i fortællingen som kom frem ved dette gensyn. Mest imponerende var dog det visuelle udtryk, der cementerer at J. C. Mézirès er en fantastisk tegner, der både har en unik streg og en opfindsomhed, der gør at den verden som skildres føles på én gang vidunderlig fantasifuld og realistisk helstøbt.

Så hvad enten du er gammel fan, eller aldrig har læst serien før, så er dette et fantastisk album, der kan læses igen og igen – og det bør man, for man opdager hele tiden nye detaljer i tegningerne og elementer i fortællingen, som man muligvis ikke var opmærksom på før.