Der virker nærmest som perfekt timing, at det sjette samlealbum med den gæve galler Asterix, udkommer samtidig med at de 32. Olympiske lege netop er blevet skudt i gang i Tokyo. De to historier, som er inkluderet i denne seneste udgivelse er nemlig dels Romernes skræk og dels albummet Olympisk Mester. Dette er muligvis et tilfælde, men hører du til typen, der bliver lidt frustreret over al den sport, der fylder tv- og alle andre medier her til sommer, så har du nu igen muligheden for at tilvælge Asterix som et bedre alternativ.

Da Kapellet i sin tid anmeldte det allerførste samlebind gik noget af kritikken på, at den ganske omfangsrige tekst, der er placeret som indledning før selve tegneserierne begynder er god men også ret omfangsrig. Hvis redaktørerne havde valgt at beskære den kraftigt (en fem-seks sider i stedet for 30+ pr. album), så ville der måske kunne være plads til et tredje album i hver udgivelse. Denne observation holder - til dels - stadig vand, men når det så er sagt, så er disse ”behind the scenes”-sekvenser også ganske interessante. De vil appellere til både Asterix-nørden, som ellers mente at vide alt om serien og for alle os andre, der måske slet ikke kender meget til den måde, tegneserien har udviklet sig på, er produktionshistorien, de historiske facts som skaberne har baseret deres fortællinger på, samt de mange mere eller mindre skjulte referencer, som makkerparret Uderzo og Goscinni placerede undervejs sjove at blive gjort opmærksomme på.

I det omfangsrige informationsmateriale fortælles foruden alt det overnævnte om seriens udvikling i en turbulent periode i historien, for Olympisk Mester er (lige som det andet album i samlingen) fra 1968 og falder således sammen med ungdomsoprør og politisk tumult. Samtidig var Asterix på dette tidspunkt den mest succesfulde tegneserieudgivelse i Frankrig. Det fortælles eksempelvis, at selveste Hergé flere år senere skrev og ønskede tillykke, da Olympisk Mester havde solgt flere eksemplarer end Flight no. 714 til Sidney - det første nye Tintinalbum i fem år, som også udkom i 1968.

Selv om humoren, der hos Asterix altid har været holdt i en sober og jovial tone, godt med nutidens øjne kan forekomme en smule tam, så er det fantastiske ved denne serie jo den nærmest tidsløse, uskyldige stemning. Det er jo også en tegneserie henvendt primært til den yngre læsegruppe – og hvor mange har mon ikke lige som undertegnede første gang stiftet bekendskab med det game Rom eller Antikken via netop Asterix? Figurerne og tegnestilen er i denne anmelders optik blevet moderne klassikere.

Uderzos tegnestil og måske især farvelægningen er stadig svært imponerende. Dette handler både om de mange fine, pastelagtige, glidende overgange i baggrundene på enkelte tegninger, såsom at himlens blå ikke bare er en dækkende ensblå farve, men en række nuancer af blå. Studerere man baggrunde og forskellige objekter vil man også opdage, at disse står mere effektivt frem på siden takket være en minutiøs og effektiv farvelægning. Man kan kun spekulere på, om dette også har været tilfældet i magasinet Pilote, som Asterix optrådte i, før han kom i albumform, men i disse genoptryk kan man i al fald ikke blive andet end begejstret over, hvor flot det samlede grafiske udtryk er.

Den første af de to albums, der er inkluderet i samlingen, er Romernes skræk. Muligvis er dette ikke det stærkeste album i serien, for selv om det i introduktionen præsenteres som en slags detektivhistorie, hvor både Asterix og Cæsars udsendte forsøger at finde et særligt skjold, som gallerhøvdingen Ventcingetorix overleverede til romerne efter et slag, så er det ikke selve fortællingen, der er styrken. Faktisk er de tilhørende noter, der bl.a. forklarer baggrunden for de mange kul- og vinhandlere som optræder, de historiske facts om slaget ved Alesia eller for den sags skyld fakta om de romerske bade, rigtigt interessante. Til trods for at det 11. album i rækken, ikke er et af de allerbedste, så er både de veloplagte tegninger, de mange fjollede romerske navne og alt det andet, man forbinder med Asterix, der stadig.

Olympisk mester er i kontrast en meget mere klar og velfortalt Asterixhistorie. Selv om titlen muligvis afslører slutningen, før man når den, så er det morsomt at følge med i landsbyens mænd, der alle drager til Grækenland som på et antikt krydstogt, for at støtte op om Asterix og Obelix, der er deres udvalgte atleter ved de Olympiske Lege. Sjovt er det også, at der i løbet at historien italesættes det usportslige ved at indtage trylledrik (læs: med andre ord doping, før det var et begreb), for hvordan skal det monstro lykkes vore venner at vinde en medalje, hvis de ikke må få hjælp fra Miraculix?

Som de øvrige albums i serien, er dette selvsagt et ’must-have’ for alle Asterixfans, og er du ikke startet med at samle nu, så er det da bare med at komme i gang, før det bliver for dyrt at komme i gang. Det syvende samlebind kommer allerede til september 2021. Albummet er flot trykt på tykt papir og fint indbundet, hvilket bør være en garanti for, at du virkelig kan skamlæse Asterix igen og igen, uden at dette på sigt får siderne til at falde ud.

At læse Asterix er som at møde en kær barndomsven (forudsat at du altså læste Asterix som barn) men ud over den nostalgiske faktor, så er Kapellets udsendte faktisk overbevist om at nye generationer af tegneserielæsere også de næste mange, mange år vil påskønne de mange fine historier om den gæve galler og alle hans venner.