Over aftensmaden i Billefamilien, blev der forleden dag diskuteret forskellene mellem ’graphic novel’ og ’tegneserie’ – og selv om debatten om disse ’forskelle’ i nogen grad var præget af hvad de to yngste drengebørn var blevet fortalt i skolen, så sluttede vi vist af med følgende konklusion: der er ingen grund til at bruge udtrykket ’graphic novel’ når man bare kan sige ’tegneserie’. Til nøds kan ’graphic novel’ måske benyttes om de særlige typer af tegneserier, der leverer en sammenhængende fortælling i romanlængde, normalt skabt af enten samme tegner/illustrator eller gennem et tæt pararbejde mellem forfatter og tegner.

For hvad angår de måder som forskellige tegnere vælger at organisere deres individuelle billedrammer på, hvad selve indholdet i historien byder på eller for den sags skyld, hvilken genre historien er, kan ikke rigtig være parametre. Som før nævnt her i Kapellet insisterer undertegnede på at benytte betegnelsen tegneserie, når man møder fortællinger, der gennem en kombination af billeder med tilhørende talebobler og tekstbokse formidler en sammenhængende historie. Når det så er sagt, så findes der også tegneserier, der lige som den gode roman, formår at fortælle en fin, rørende og meget anderledes historie i tegneserieform. Værker, der gør at man efter endt læsning sidder med følelsen af, at man har fået en litterær oplevelse og ikke ’bare’ har fordrevet tiden.

En sådan læseoplevelse karakteriserer En dag - altid, en udgivelse som i 2021 blev belønnet med en af Frankrigs mest celebre tegneseriepriser, nemlig Uderzo-prisen for bedste album (bemærk at denne pris også arbejder med betegnelsen tegneseriealbum i stedet for ’graphic novel’, og de folk må da om nogen vide, hvad det er de snakker om – red.). Uderzoprisen er en pris, der har taget sit navn efter Asterix’ mesterlige tegner. Det er også særdeles velfortjent, for En dag – altid er både en ustyrligt flot tegnet og opfindsomt fortalt historie om en livslang romance mellem to elskelige særlinge.

En af de ting, der springer i øjnene, idet man begynder at læse den, er, at tegneserien starter med kapitel tyve for så at bevæge sig så baglæns til kapitel et. Det skal i den sammenhæng nævnes at de enkelte kapitler (med undtagelse af det allerførste/allersidste) er fortalt i en mere normal fremadskridende kronologi, ellers ville det med garanti have udfordret læseren i unødig grad.

Da vi møder hovedpersonerne Ana og Zeno, som historien drejer sig om, er de begge tæt på pensionsalderen, og idet man fortsætter ens læsning, vil man opleve at de to hovedpersoner for hvert kapitel bliver yngre og yngre, indtil vi når til det sted, hvor læseren er vidne til deres allerførste møde.

Dette er dog ikke en form for tegnet Irréversible, for ud over den ’baglæns’ struktur, så handler En dag – altid om det, man med et engelsk mundheld fortæller om ’the one who got away’. Man er vidne til at de to hovedpersoner til trods for gensidig kærlighed lever hver deres liv adskilt fra hinanden. Ana får både mand, karriere og barn, alt imens Zeno farer verden rundt i forsøget på at få færdiggjort hans doktordisputats i fysik. Hans videnskabelige undersøgelser kredser i øvrigt om en teori han har om muligheden for at få tiden til at gå baglæns. Hans tese er på den vis konkret spejlet i den måde tegneserien fortæller sin historie på. Læseren har dog ikke nødig at frygte lange passager med kvantemekaniske tekster eller lange, komplicerede forklaringer, for da Zeno endelig føler, at han er klar til at præsentere sine teser, formår han (og ikke mindst tegner/forfatter Jordi Lafebre) at gøre de videnskabelige tanker ganske håndgribelige og visuelt tydelige for såvel læseren som for de, der skal afgøre om Zeno skal tildeles et doktorat.

Ana forbliver modsat sin flamme i hjembyen, hvor vi følger hendes liv både som hustru og mor men også som borgmester i byen. I fortællingens start, altså kronologisk set på et tidspunkt, hvor hun er gået på pension, og hvor hun har overladt posten til en irriterende og slesk yngre mand, ser hun tilbage på sit liv. I trit med at læseren føres længere og længere tilbage i Anas liv, oplever vi både, hvordan hun fører valgkamp, og hvordan hun er involveret i at bygger en bro i hjembyen. Det kan måske forekomme trist, hvis du tænker, at du skal bruge tid og energi på at overvære kommunalt anlægsarbejde og diskussioner offentlige ansatte imellem, men lige som Zenos eventyrlige rejser er såvel de sirlige, levende tegninger og teksten så tilpas præcis og interessant, at man gribes af det, der udfolder sig. Disse dyk ned i figurernes liv er nemlig alle med til at tegne et portræt af dem hver især men også som par.

Nu tænker du måske, hvorfor skal jeg bruge min tid og penge på en fortælling om uforløst kærlighed, brobyggeri og doktordisputatser, når der nu findes så mange andre spændende historier i tegneserieland, men grunden er enkel: En dag – altid er en fremragende tegneserie! Den emmer af fortælleglæde, er opfindsomt sat sammen, og så er den utroligt flot tegnet og farvelagt.

Det lykkes LaFebre at skabe en historie om to mennesker, så de to hovedpersoner kommer til at fremstå som virkelige mennesker i stedet for streger på papir. Det er kort sagt en historie, der i al sin gribende enkelthed – og kompleksitet - er et smukt formidlet og vedkommende livsforløb, hvis budskab må være, at uanset hvor gammel man er, så er muligheden for kærligheden altid til stede, såfremt man altså tør kaste sig ud i det. Det virker ingenlunde som om, vore to hovedpersoner vælger at sørge over al den tid de aldrig fik sammen, men i stedet fokuserer de på den tid som de, måske, måske ikke, stadig har til gode.