Det er svært at holde fast i en begyndende vinterdepression, når der i indgangen til november dukker en tegneserie op i ens postkasse som forlaget uopfordret har sendt afsted. Ud over at modtage en flot tegneserie, så viser det sig tillige at det er historie skrevet af Benni Bødker, der måske kendes bedst for hans mange gode fantasyfortællinger for ungdommen (og hans gendigtning af klassiske eventyr ). I næste nu går det op for anmelder at den tilmed er tegnet af selveste Rune Ryberg, der har haft en kometagtig karriere gennem de seneste få år. Når tegneserieanmelderen så begynder at læse og inden ret længe finder ud af at historien mest af alt ligner noget som H. P. Lovecraft kunne stå bag, så er det godt nok svært ikke at føle en vild begejstring buldre gennem systemet.

Denne begejstring blev også fastholdt gennem hele læsningen – og genlæsningen - af albummet, for her præsenteres læseren for en historie om en mystisk videnskabsmand, der – som titlen antyder – har skabt sin egen assistent. De opholder sig begge i Victoriatidens London, som jo er en nærmest perfekt ramme om en historie som denne. Ikke alene er det en tid fyldt med brostensbelagte gader, tåge og mystik, men det er også en tid hvor det finere borgerskab gik op i spiritistiske seancer, esoteriske selskaber, det gamle Ægyptens mysterier og alskens overtro. Perfekte elementer til en historie som denne.

Da læseren første gang møder Dr. Harryhausen (er det monstro en reference til special effects-guruen Ray Harryhousen? – red.), arresteres han for at forstyrre den offentlige ro idet han højlydt fører en samtale med et mausoleum. Efter at politiet har ført den gode doktor bort, åbnes graven og ildrøde tentakler vælter ud.

Inden længe finder man ud af at der tydeligvis masser af aktivitet i ærterplanet – en slags farlig, parallel dimension, hvor mareridtsvæsener kæmper med hverandre om at krydse over til vor verden. Harryhausens lille hjælper er som en af de få figurer i tegneserien der er i stand til at se disse skrækindjagende væsener, hvis da ikke den gode doktor sørger for at tænde for det elektriske felt der får dem til at trække sig tilbage. Det er i den forbindelse svært ikke at tænke tilbage på Lovecrafts The Beyond (eller måske især Stuart Gordons filmversion af denne novelle), som jo netop drejede sig om an professor der havde opdaget at man kunne åbne en port til en parallel monsterdimension, ved hjælp af en slags elektrisk spænding.

Dramaet spidser til da Harryhausen og dennes skabning tager til en seance i et hemmeligt selskab. Først er de vidne til at en eventyrer pakker en mumie ud som han angiveligt har fundet i Shambala i Tibet. Væsenet bag bandagerne virker slet ikke fra denne verden og selv om Dr. Harryhausen efterfølgende forsøger at forpurre en seance, idet han mistænker de der har iværksat den for at være fupmagere, ændres hele situationen pludseligt til dødelig alvor. Et ritual bliver udført som potentielt har revet en flænge mellem Æterplanet og Harryhausens fysiske virkelighed.

Slangeilden er det første bind i denne historie og selv om del 2 ikke er udgivet endnu, så teaser albummet til allersidst med, at historien fortsættes i Flammeherrene – et album som Kapellet selvsagt brænder efter at få fat i.

Det kan godt være at d’herrer Ryborg og Bødker har skulet til både Lovecraft, Mignola og andre kunstnere, der knuselsker Cthulhuide historier om hemmelige selskaber, magtfulde mystikere (er der nogen der ringet efter Alistair Crowley?), pseudovidenskab og ikke mindst kosmisk terror. Det fungerer også hér, for Bødker og Ryborg er helt tydeligvis lige så pjattede med de muligheder sådanne rammer kan danne for medrivende og stemningsfyldte fortællinger, som den nørdede læser af deres tegneserie er.

Desuden synes matchet mellem Bødkers prosa og Rybergs genkendelige streg at være lidt af en genistreg. De to synes virkelig at komplimentere hinanden. De der har læst Rybergs tidlige tegneserier, vil vide at han både rummer det mere karikerede og det alvorlige og i den seneste udgivelse, bliver det til en skønsom blanding af de to. Så er du også vild med tentakler, så er der bestemt ingen vej udenom Homunculus.