Tegneseriemediet kan mangt og meget. Eksempelvis kan man opleve surréelle, udsyrede historier , genreblandinger og selvfølgelig superheltehistorier, men tegneserien har i de senere år ligeledes budt på flere og flere realistiske, selvbiografiske værker. Denne type af historier synes til gengæld nærmest helt utænkelige, havde det ikke været for Will Eisners banebrydende En kontrakt med Gud

Selv om enkelte tegneseriefans måske vil mene, at tegneseriemediet egner sig særligt godt til ekstravagante visuelle manifestationer og fortællinger, der afvikles med de størst mulige armbevægelser, så er det altså også muligt at formidle nostalgiske hverdagshistorier. Her på kapellet har vi eksempelvis tidligere set på såvel En dyne af Sne https://kulturkapellet.dk/tegneserieanmeldelse.php?id=2 eller Cool Valley – Ukendt brændpunkt https://kulturkapellet.dk/tegneserieanmeldelse.php?id=241, der begge havde udgangspunkt i nogle amerikanske tegneserietegneres barne- og ungdomsliv.

Christer Bøgh Andersens Sangen, vi ikke kendte kan faktisk godt minde lidt om de to førnævnte titler, idet han hér forsøger at genskabe erindringen fra sommeren 1990. Et par dage som tydeligvis har haft en stor betydning for ham personligt. Tegneserien er rigtigt fint men også lidt karikeret tegnet. Det grafiske udtryk higer ikke efter realismen. Men denne hyggelige tegnestil passer virkeligt godt til den fortælling, der præsenteres. Idet man sætter sig for at genskabe hverdagssituationer fra en hedengangen sommer, så ville det også virke sært hvis stilen var ekspressionistisk og flamboyant.

At læse Sangen, vi ikke kendte kan godt minde lidt om at droppe ned i en Søren Kragh-Jacobsen-film, transporteret til starthalvfemserne. I al fald forekommer flere af tematikkerne, der optræder ganske ens. Vi oplever hovedfigurens første spirende forelskelse, den usikkerhed som kan opleves i overgangsfasen fra barn til voksen, hvor vanskeligt det kan være at komme i kontakt med det andet køn, hvordan han opfatter hans familiemedlemmers forhold til hinanden og meget mere. Det hele er krydret med en tilpas mængde nostalgi, der aldrig forfalder til det patetiske eller navlepillende samt en fortælling, der afvikles i et roligt, meget behageligt tempo.

Som nævnt er det, der skildres, en både troværdig og realistisk familiesituation. Vores hovedperson – Jannick på 15 - bor sammen med sin bror Nis og mor et sted i Jylland. Søsteren Karen ringer og fortæller, at hun kommer hjem fra sit ophold i Paris. Hun blev smidt ud af gymnasiet året forinden og valgte at tage udenlands som au-pair. Dette blev hun dog hurtigt træt af, så hun har i stedet under opholdet arbejdet på en café sammen med en veninde. Veninden Camilla får lov til at komme med hjem til familien, og Jannick bliver nærmest straks interesseret i søsterens spændende veninde.

Fortællingen er dog ikke fyldt med de store dramaer. Vi er med på indkøb, når Jannick tager en tur til stranden med Camilla, eller når børnene vil tjene lidt penge ved at plukke jordbær hos en bekendt af familien. Vi får undervejs også blik for at lillebror Nis er lidt speciel. Ville historien have foregået i dag, var der sikkert stillet en mere præcis diagnose, men i 1990 er han blot ’en enspænder.’ Læseren får også indblik i at, der er en del spændinger mellem Karen og moderen.

Sangen, vi ikke kendte er en form for tegnet ’slice of life’, hvor læseren bliver smidt ind i en families liv på godt og ondt, og den stopper næsten lige så abrupt, som den begynder. Du skal som nævnt ikke forvente ikke de store dramaturgiske eller visuelle udskejelser, men i stedet et ganske velfortalt og realistisk brudstykke af hverdagen i en typisk dansk familie anno 1990.

Det fine ved udgivelsen er netop at den på den ene side er lidt naiv i stregen, men samtidig også befriende usentimental og på udsatte steder ganske poetisk især i den måde den – uden at vise dette alt for direkte – skildrer vores hovedpersons oplevelser i den uge hvor Camilla var gæst hos dem. En erindring om de sommerdage, der stadig i dag betyder meget for ham. Som han spørger Camilla om et sted ”Tror du også, vi vil huske hinanden om tyve år”, hvortil hun svarer ”Joh. Det tror jeg da. Hvorfor skulle vi ikke det?” Måske har hun glemt ham, men Sangen, vi ikke kendte synes at være et ret håndgribeligt bevis for, at han i al fald aldrig har glemt hende.