Den norskfødte tegneserieskaber Steffen Kverneland imponerede undertegnede tilbage i 2016 med det tegneseriemonument over Edward Munchs liv og levned. Her beviste Kverneland, at han både er en meget dygtig tegner, formidler og en, der tilsyneladende ikke er bange for at lægge en masse hårdt benarbejde i sine værker.

Her i foråret 2021 er der så kommet en ny tegnserie fra Kverneland men denne gang en tegneserie, der er langt mere personlig end Munch. En frivillig død er også en form for biografi, men denne gang handler det ikke om en verdenskendt kunstner men derimod om Kvernelands egen far og ikke mindst om faderens selvmord.

Ordet ’selvmord’ er i følge denne anmelders meget subjektive vurdering, næppe et emne, der får folk til at ligge i kø udenfor butikkerne for at være en af de heldige til at sikre sig de første eksemplarer, før de bliver udsolgt. Til gengæld er det desværre også en gerning, der får en direkte indflydelse på mange menneskers liv: De, der vælger selvmordet, påvirkes selvsagt, men i lige så høj grad står de familiemedlemmer og venner, der er ladt tilbage med en masse uafklarede spørgsmål og mulig selvbebrejdelse over enten ikke at have kunne forhindre gerningen, eller også kan de have følelsen af ikke at have været i stand til at gribe ind, før det kom så vidt.

Det er netop dette sidste aspekt, som bliver den røde tråd i Steffen Kvernelands tegneserie. I en skøn blanding af arkivfotos, illustrationer med forskellige teknikker og blandinger mellem disse, fortæller han historien om faderen, der en dag helt uventet kørte hen på sit arbejde, forbandt bilens udstødningsrør til en haveslange og førte denne ind gennem vinduet til førersædet, hvor han selv satte sig oven på at hav tømt en halv flaske vodka. Da faderen dør, er Steffen 18 år gammel.

En frivillig død handler selvfølgelig om faderens selvmord, men det er i lige så høj grad en portrættegneserie, der handler om forfatteren selv. Det er helt tydeligt at mærke, idet man læser tegneserien, at forfatteren har gjort sig mange tanker om begivenheden, selve gerningen, og selvsagt den måde faderens selvmord har påvirket hele familien på.

Steffens far havde en baggrund i flåden, og havde hænderne skruet godt på. Han var opfinder, og i løbet af tegnserien får læseren præsenteret nogle af de ting, som han fandt på og de meget ambitiøse projekter han kastede sig over i hjemmet og ved familiens sommerhus. Samtidig med at vi får sønnens indblik i faderens tilværelse, får man også leveret et meget ærligt portræt af forfatteren selv. Dette sker i de sekvenser, hvor han mindes sin egen barndom og ungdom, og hvor han funderer over de ligheder der er med sin egen rolle som far. Steffen viser og nævner også flere gange de genstande, som dagligt minder Steffen om faderen, måske mest tydeligt det arbejdsbord, som han arvede, og som benyttes når han skaber sine tegneserier.

At hukommelsen kan drille bliver der også plads til, for selv om masser af tegningerne er baseret på eller ligefrem er tegnet ovenpå private arkivfotos, så er der også sekvenser som bevidst italesætter vanskeligheden ved at tænke tilbage. Eksempelvis er der lige i starten en dyster gengivelse af netop faderens bil parkeret i lagerhallen ved arbejdet. En helsidestegning viser en blå Volvo, der dog et par sider senerehen bliver ændret til en rød, idet vor forfatter kommer i tanker om, at bilen mått være en anden, når han tænker på hvilket år faderen begik selvmord. Dette er selvsagt et kunstgreb, for det tager jo tid at tegne den slags, men i stedt for blot at præsentere en finit version af historien, vælger han at vise den, som han selv husker den. Dette sker flere gange undervejs, men det er også en vigtig måde at håndtere ’sandheden’ på, for ret beset, så formes den jo i særdeleshed af den måde, vi erindrer tingene på, og ikke nødvendigvis i et 1:1 i forhold til den empiriske virkelighed.

Det er ville være unfair at betragte En frivillig død som et personligt terapiprojekt, der lige som Kartarsis, primært fungerer som en måde at få nedfældet og konkretiseret de tanker, forfatteren har gjort sig i et forsøg på at komme videre i sit liv. Kvernelands tegneserie har måske også et aspekt af dette, men primært er den et både smukt og dystert erindringsportræt af en far, der tydeligvis havde en masse problemer, som han sloges med, men som størstedelen af familien ikke blev delagtiggjort i.

En frivillig død er en bog, der kommer til at handle om vigtigheden af at kommunikere, selv indenfor familien, om de problemer, vi alle slås med. Hvis vi blivr i stand til at snakke ærligt sammen, så kan det være at det måske ikke ender helt lige så tragisk som det gjorde i Kvernlands familie.

Psykisk uligevægt er heldigvis slet ikke så tabubelagt i dag, som det var dengang tegneserietegneren og denne anmelder var unge. Ikke desto mindre, er En frivillig død et både komplekst, personligt og interessant indspark i denne debat. En tegneserie, der nemt vil kunne anvendes i undervisningssituationer eller blot som et vedkommende, fascinerende og visuelt interessant portræt af en på overfladen opfindsom, hårdtarbejdende mand, der i sidste ende tabte kampen mod sine indre dæmoner.