En sort/hvid tegneserie med titlen Tabte somre, der handler om et par engelske agenter, der i 1927 har fået til opgave at overvåge en fyr, der måske/måske ikke har tænkt sig at myrde Nils Bohr og Albert Einstein ved en kongres i Bruxelles, lyder på papiret muligvis ikke som noget, der kan generere det helt stort drama. Disse fordomme bliver dog hurtigt bragt til skamme, idet man begynder læsningen.

En af de virkelig fine ting ved denne tegneserie er, at den giver sig god tid til at fortælle sin på én gang enkle og komplekse historie. Det er ikke en af de tegneserier, der er fyldt med masser af tekst, i stedet gives der god plads til tegningerne, der er ret stemningsfyldte, og så passer det monokrome udtryk virkeligt fint til såvel historien og den tid, den udfolder sig i.

Når vi er i færd med at tale om tegneseriens grafiske kvaliteter, bliver anmelder nødt til at anmærke, at selv om tegner Johan Töws er ret god til både at organisere billedrammer, finde interessante kompositioner, så er han desværre ikke helt så ferm til at gengive ansigter. Det er ikke noget problem undervejs i læsningen at genkende de enkelte aktører, men indimellem forekommer altså især ansigterne og deres proportioner desværre lidt usikkert skildret.

De to hovedfigurer - MI6 Agenterne William og Andrew - kunne ikke være mere forskellige. Andrew er familiemenneske og bryder sig grundlæggende ikke om forandring, William er single og synes at tilfældigheder er blandt livets de helt store gaver.

Studerer man forsiden af Tabte somre, vil man lægge mærke til at en pose pomfritter udgør en stor del af billedet, og dette er selvsagt ikke tilfældigt. De dybstegte kartoffelpinde bliver nemlig et symbol på de mange forskelle, der eksisterer mellem vore to hovedpersoner. Andrew foretrækker at få sine fritter fra samme sted hver gang. På den måde kan han være sikker på, at køkkenet laver dem præcis, som han kan lide dem. I kontrast er William meget mere interesseret i at få sine fritter fra steder, der konstant eksperimenterer med forskellige sorter af kartofler og olie, for på den måde at blive overrasket fra gang til gang.

Det kan måske synes banalt, men de to agenters diskussioner om bl.a. fritter kommer, selv om de måske ikke just handler om kvantefysik, til at afspejle den måde som de to førnævnte fysikere, som vore hovedpersoner skal forhindre det mulige drab på, diskuterer i deres felt. Dette bliver endnu mere tydeligt, hvis man giver sig til at læse det efterord som Ulrich Bisk Hoff, kvantefysiker ved DTU, har skrevet til sidst i bogen. Det er dog ikke kun pomfritter, de to ser forskelligt på, for idet de bruger en hel del tid sammen finder de også ud af flere ting, som de både har til fælles, men som de også har ret forskellige holdninger til.

Fortællingen starter dog et helt andet sted, for William og Andrews tur til Bruxelles opleves som et længere flashback, der starter idet Andrews kone i 1937 nævner ”den der sommer, du ved nok”. Det er helt tydeligt at Andrew ikke helt har været sig selv siden 1927 og det er jo præcis det som titlen Tabte somre er en reference til.

Hvad der konkret skete for ti år siden, skal du selv opleve ved at læse tegneserien, men Kapellet kan da godt gå så langt at berette, at idet man når til fortællingens ret så voldsomme klimaks, så forstår man godt at Andrew siden sin tophemmelige tur til Belgien har haft så svært ved at smile hjerteligt. Desuden kan han jo heller ikke, opgavens tophemmelige natur taget i betragtning, tale med nogen som helst om den begivenhed, der i sådan en grad har præget ham. De to agenter måtte i Bruxelles træffe en svær beslutning, selv om ingen af dem med sikkerhed kunne vide om det var det rigtige at gøre. Dette dilemma spejler selvsagt også de paradoksale teorier, som ifølge kvantefysikken godt kan eksistere samtidigt .

Tabte somre skal ikke betragtes som en historisk tegneserie, for selv om fortællingen om Bohr og Einsteins møde er faktuelt, så er vore agenter og det formodede snigmord det næppe. I stedet skal tegnserien ses som en fortælling, der på overfladen fortæller historien om to mænd, deres forskelligheder og de vanskelige valg de bliver nødt til at træffe. Tager man som allerede nævnt et spadestik dybere, så kan fortællingen samtidig læses som en fiktiv introduktion til de diskussioner, Einstein og Bohr havde i deres samtid, og på den vis ender helhedsindtrykket faktisk med at være rigtigt vellykket.