Den amerikanske tegneserieforfatter Charles Burns skaber meget særegne ting. På overfladen er hans tegninger en smule stive og minder allermest om klassiske amerikanske ungdomstegneserier fra 50’erne, men begynder man at læse i dem, opdager man hurtigt at indholdet er meget forskelligt fra disse.

Sidst Burns dukkede op i kapellet, var det med hovedværket Sort Hul, der for alvor åbnede nærværende anmelders øjne for tegneren. Her blandede han hvad der mest af alt mindede om en socialrealistisk fortælling med mørke, overnaturlige elementer, så slutresultatet blev en slags magisk realisme.

Denne tendens fortsætter han i Kuben, som er den anden del i en trilogi. Første del X’et ud, der ligeledes er udgivet af forlaget Fahrenheit. Coveret til den første del i serien bringer straks den tegneserieinteresserede på sporet af Tintin, for det ligner umiskendeligt en LSD-variant til coveret på Den mystiske stjerne, for selv om hovedpersonen Doug indimellem ligner en sorthåret version af vores Belgiske journalistven, så er det langt sværere for Doug – og dermed også læseren - at holde styr på sin virkelighed.

Doug er sengeliggende. Hans før så lange hår er blevet klippet og han har en forbinding i den ene side af hovedet. Læseren må gå ud fra, at der er sket noget med ham, men præcis hvad vides endnu ikke. Muligvis bliver det først afsløret i tredje bind i serien, Sukkerkranie.

I albummene optræder der hele tre versioner af Doug. En hvor han har langt hår, en hvor han har en kraftig forbinding og endelig en hvor forbindingen er blevet til et par plastre og hvor hans ansigt mest af alt ligner den maske som ”langhårsversionen” af Doug plejer at iføre sig, når han læser sine cut-up digte op i den lokale undergrundsklub. Dette kan måse godt lyde meget forvirrende, men det giver særegen mening når man læser tegneserien, for det er på den måde læseren selv kan skelne mellem fortælleplanerne.

Umiddelbart så er den langhårede version af Doug den som repræsenterer fortiden, hukommelsen, den unge mand, som forsøger at navigere sig gennem den svære ungdom og finde sit ståsted i tilværelsen. Ham med den store forbinding er den Doug, som er sengeliggende efter den hændelse, som læseren endnu ikke er blevet informeret om, og endelig er den mest karikerede Doug (ham med plastrene) den figur der bevæger sig rund i den udsyrede, utrygge og ganske uhyggelige verden som sandsynligvis dukker op hver gang han drømmer, eller mister bevidstheden.

Denne verden er befolket med skræmmende væsener, øglelignende væsener der sætter Doug til at arbejde som en slags drone på Kuben, en bygning der udefra ligner en mellemting mellem en kernekraftværk og en Aztekerpyramide, hvor en række kvinder ligger i senge som en slags rugemødre. Hvad de er i gang med at producere, kan man kun gisne om.

For at gøre det hele endnu mere underligt, så griber fortid, nutid og drøm konstant ind i hinanden, så eksempelvis fotografier som ”fortids-Doug” kiggede på pludselig bliver levende i ”drømme-Dougs” verden. Historien afbrydes ofte af visuelle blackouts, der indikerer at der skiftes virkelighedslag, men nogle steder synes også den sengeliggende ”nutids-Doug” at opleve sære ting, hvor drøm, fortid og nutid pludselig blandes sammen.

Ud fra beskrivelsen her, kan Kuben og forgængeren X’et ud måske lyde så tilpas kompliceret og mystisk, at der er fare for at læseren bliver hægtet af, men det bør man ikke blive, selv om materialet er mere svært tilgængeligt end det man er vant til. Det er nok ikke helt tilfældigt at ”fortids-Doug” læser cut-up poesi op, for Dougs fragmenterede og subjektive virkelighed som læseren her får et unikt indblik i giver, lige som hos Burroughs og Gysin, en sær form for mening, hvis man bare lader sig flyde med i strømmen og accepterer at alle tre planer faktisk på en måde er det samme.

For selv om fortællingens struktur er meget mere kompleks, så har Kuben grundlæggende samme grundtone og fokus som forgængeren Sort Hul. De sætter på hver sin måde fokus på den svære ungdom med alle de valg, fravalg, fristelser og forvirringer som den byder på, en ungdom der i dette tilfælde bliver gjort ekstra svært at håndtere, når nu vores hovedperson har svært ved at genkalde sig præcist hvad der er sket og når disse erindringer konstant glider over i en form for hallucinogen udgave af samme historie.

Kuben er en virkelig spændende og udfordrende læseoplevelse for et voksent tegneseriepublikum. Det er også en udgivelse der kræver at man først anskaffer sig X’et ud da fortællingen ellers vil falde fra hinanden. Den kan på denne måde ikke stå alene. Der er også al mulig grund til at få fat i begge albums og naturligvis det tredje, når det forhåbentlig snart foreligger, for selv om Burns både kan forekomme kryptisk og alt for udsyret, så har han faktisk rigtigt meget på hjerte. En masse væsentlige pointer om rodløshed, erindring og ikke mindst den svære ungdom, som han formidler på en ganske unik, ubehagelig og svært fascinerende vis.