Den franske tegneserietegner Riad Sattouf skriver sig i disse år ind i historiebøgerne med den enorme, selvbiografiske krønike, Fremtidens araber, hvor fjerde bind nu foreligger i en smuk, dansk oversættelse af Francois-Eric Grodin.

Sattouf er født i 1978, og da bogen dækker perioden 1987-1992, bevæger vi os fra barndom til ungdom, en tematik som er central i bogen. Den gryende interesse for det kvindelige køn, det mere komplicerede sociale liv, samt udskiftning af interesser og meningsorientering fylder godt op. Det er både elementært og livsnært beskrevet, og sympatien for lille Riad er stadig skyhøj.

I familien er forholdene stadig komplicerede. Den megalomane, syriske fader med en doktorgrad i historie har fået job i Saudi-Arabien, hvor den franske moder nægter at flytte til. I oliestaten erhverver faderen sig en voksende religiøsitet, der endelig giver ham den anseelse blandt andre arabiske mænd, som han har higet efter hele livet. Mens moderen tager sig af Riad og hans to brødre, leder hun uden held efter arbejde. Derfor er de økonomisk afhængige af faderen, men hans nærige overførsler gør livet besværligt. Samtidig er han lunefuld, dukker op uanmeldt uden for semestrene og med sin racistiske og misogyne tilbøjeligheder er den næste konflikt aldrig langt væk. I skolen er Riad udfordret af det komplicerede sociale spil, men hans gryende tegneevner giver ham en overhånd i visse sammenhænge. Overgangen fra smukt barn til uskøn teenager er dog hård.

Faderen abonnerer på en panarabisme, som blandt kommer til udtryk ved en stærk sympati med Saddam Husseins invasion af Kuwait. Det efterfølgende nederlag i Golfkrigen er dog en streg i regningen, og faderen vakler i sin politiske og religiøse tro. Hans velsmurte tungebånd giver ham dog store problemer, og han ender med at sætte sig selv i en uoprettelig konflikt med det saudiske regime. Han mister job og opholdstilladelse og må vanæret rejse til Frankrig, hvor alt eskalerer. Til slut i bogen foretager han et grotesk valg, som har været i gære hele bogen igennem, og som spiller dramaturgisk perfekt op til bind fem.

Dette nærværende bind er nok det bind, jeg har været mest opslugt af. Det har suget mig ind med sin stramme fortælleform og sine eksistentielle, familiære, politiske og religiøse tematikker. Sattouf komplicerer ikke komplicerede ting unødigt, men lader en rolig og simpel fortælleramme udfolde de nævnte emner. Stregen er simpel, men stadig med mange nuancer i personkarakteristikkerne, selvom miljøbeskrivelsen kan være næsten overdrevet simplificeret. Af og til er der lidt megen tekst, hvor en stærkere tillid til billedformidlingen kunne ønskes, men generelt er der en god balance.

Summa summarum er, at formen holdes, og energien i værket er stadig høj. Vi ser frem mod bind fem!