Som dansk barn i sluthalvfjerdserne, var det muligt at åbne for monopol-tv’et og se nogle tv-serier, der på mange måder gjorde et stort indtryk. I 1980 kunne man således på dansk tv både opleve den fremragende Doctor Who føljeton The Ark in Space (1975), den amerikanske tv-film Farlig Planet (org. Killings at Outpost Zeta - fra 1980) og (selv om det ikke har været muligt at google sig frem til det eksakte årstal) så må det også været omkring 1980, at DR viste den første Norske science-fiction serie nogensinde; Blindpassasjer (1978).

Fælles for de tre historier var, at de på samme måde som Ridley Scotts Alien (1979) og Carpenters The Thing (1980) – blandede science fiction-fortællinger med en række gyserelementer. Doctor Who skulle nedkæmpe en knæleragtig parasit kaldet ’the Wirrn’, der langt ude i fremtiden har inficeret dele af resterne af menneskeheden, som i et desperat forsøg på vor overlevelse er rejst ud i rummet, efter jorden er blevet ubeboelig. På den ’forbudte planet’ fandt besætningen på dt rumfartøj som var landet på Zeta ud af at der på denne ellers tilsyneladende golde planet fandtes en slags levende sten, der begyndte at suge livskraften ud af dem en efter en og i Blindpassasjer har et eller andet mystisk væsen sneget sig med på hovedpersonernes rumskib efter besætningens besøg på robotplaneten Rossum. Mens besætningsmedlemmerne har ligget i kunstig dvale har væsenet tydeligvis erstattet en af dem med en biologisk identisk kopi.

Nu er en sådan blanding af sci-fi og horror ikke ny. Tænk blot på klassiske 50’er-fortællinger som Invasion of the Body Snatchers, Them, The Thing from Another World eller lignende, men det var som om at sluthalvfjerdserne og startfirserne bød på en række historier, der alle skildrede beretninger om uhyggelige snigangreb fra rumvæsener. Selv om både Doctor Who episoden og måske i særdeleshed Zeta er ret hjælpeløse når man genser dem i forhold til de visuelle effekterne, så er det faktisk ret overaskende hvor forholdsvis vellavet Blindpassasjer er. En serie, der kan genses ved at besøge til NRKs hjemmeside.

Har du dog lyst til at opleve et helt nyt bud på denne fortælling, så er muligheden der nu. Det norske forlag Vigmostad & Bjørk har nemlig udsendt en tegneserieudgave af Blindpassasjer. En tegneserie der er baseret på Jon Bing og Tor Åke Bringsværds manuskript til tv-serien, men som – heldigvis vil flere nok mene – har valgt et noget andet udtryk end den brungule, futuristiske 80’er-æstetik som man husker fra tv-serien.

Historien er til gengæld meget genkendelig. Den læser, der vil anklage Kapellets skribent for at ødelægge for meget af handlingen i beskrivelsen tidligere, bør vide, at hele ideen med at den såkaldte ’biomat’ (der er den mystiske skabning, som har været i stand til at genskabe et af rumskibets besætningsmedlemmer ned til mindste detalje) allerede afsløres i den første tredjedel af historien. Det som bliver fremdriftselementet er naturligvis den tiltagende paranoia, der opstår mellem de enkelt besætningsmedlemmer. For hvem er det mon af dem, som er der er blevet udskiftet?

Det er ikke den eneste dramatiske begivenhed som mandskabet på Marco Polo oplever. Undervejs i fortællingen støder de også på et mystisk spøgelsesskib, der tilsyneladende også er blevet offer for en lignende ’biomat’ og for at stresse besætningen endnu mere, beslutter deres overordnede at sende en intergalaktisk torpedo i retning af deres fartøj. Et missil som vil tilintetgøre deres skib og besætningen, med mindre det lykkes dem indenfor kort tid at få identificeret og neutraliseret truslen.

I Sigbjørn Lilleengs streg bliver denne historie fortalt meget effektivt. Selv om der er elementer i tv-serien som ikke er med i tegneserien, så er der også elementer i tegneserien, der ikke optræder i tv-serien. Det siger nærmest sig selv at iscenesættelsen og ’effekterne’ i tegneserien er langt bedre, end det NRK kunne levere tilbage i ’78. I den tegnede version er der også blevet plads til nogle mere vovede sexscener og et mere broget figurgalleri end de fem meget hvide skuespillere, der indtager rollerne i NRKs tv-serie.

Inntrenger som tegneserien er kommet til at hedde, er spændende fortalt, ganske fint tegnet og selv om den er i short/hvid, så er lykkedes fint at genskabe den stemning af mistro og paranoia som kendetegner originalen. For et mere moderne publikum, der er blevet flasket op med mange af de sci-fi gysere som er lavet efter 1978, kan det godt være at Inntrenger byder på en historie, der måske ikke i lige så høj grad skræmmer sin læseren. Uanset hvad, så leverer Inntrenger en velfortalt rumfabel, der sagtens kan nydes af den læser der blot holder af genren, eller der ligesom undertegnede har et passioneret, nostalgisk forhold til gamle sci-fi-gyserfortællinger.