Tredje bind af Riad Sattoufs selvbiografiske tegneserie-epos samler handsken op, hvor vi slap sidst. Familien er ubehjælpeligt fanget i den triste landsby, Ter Maaleh, hvor moderen nu har fået nok af det traditionelle, konservative, syriske miljø. Hun vil tilbage til Frankrig eller som minimum en større by som Damaskus eller Aleppo. Faderen arbejder stadig som professor ved universitetet, men ellers er han stadig mest stor i munden. Han vil egentlig gerne give sin hustru, hvad hun drømmer om, men hensynet til de traditionelle værdier, hvor særligt moderen – altså Riads farmor – står for en konservativ udlægning af islam og muslimsk kultur, overskygger hele tiden muligheden for at stige op i samfundets klasser. Han forsøger at omgå sig med ”store mænd”, men det virker ikke rigtigt. For når der endelig er en fisk på krogen, så indgår familien på komisk vis mest i de riges sfærer som en form for bestikkelse, så faderen lader rigmændene bestå universitetseksaminerne, uden at de har læst en side.

Riad går nu i en drengeskole, hvor han pga. sine lyse lokker er et oplagt mobbeoffer, hvorfor han redder sin røv ved at agere dydsmønster og derfor konsekvent undgår tæv fra den diabolske lærer. Læreren elsker at spanke drengene med en kæp, men Riad ved, at dengser går fri. Derhjemme lærer Riad om tandfeen og julemanden. Sidstnævnte figurerer ikke på de andre syriske drenges fantasihimmel, men de er pivmisundelige, når Riad igen-igen har fået noget spændende legetøj af den mærkelige skæggede mand, der kun kan lide artige børn.

Til forskel fra tidligere bind er samfundsbeskrivelsen denne gang nedtonet. Vi hører knapt så meget om militære konflikter, om præsident Hafiz al-Assad, om panislamisme osv. Til gengæld er Riad nu ved at være så stor, at hans egen dannelse agerer en mere interessent reference i fortællingen. På den måde er forskydningen hen imod et mere snævert biografisk fokus faktisk glimrende. Det ses fx i den udførlige debat mellem Riad og hans fætre omkring omskærelse. Riad er ikke omskåret, for faderen er moderat muslim, og moderen billiger det ikke, men fætrene er begyndt at anlægge mere radikale træk, hvorfor de frygter, at Riad ikke er omskåret, fordi han er jøde – og det ville jo være værre, end hvis han var den Onde selv. Heldigvis kan Riad blive oplyst om, at også jøder er omskårne, hvorfor forhuden ikke kan agere dokumentation i den etniske debat.

Sattoufs streg er stadig den samme. Farvelægningen skifter mellem kølig blå og kølig rød, men det er den sorte streg, der klart bærer billederne. Tekstmassen er stadig massiv, og selvom der er en fin synergi mellem tekst og billede, så synes jeg, at billederne godt kunne holde til at stå mere for sig selv. Til slut afsløres det, at faderen har fået job på universitetet i Riyadh, Saudi Arabien. Derfor annonceres det samtidig, at der kommer et bind fire, så vi kan med glæde se frem til fortsættelsen på historien om den blonde araber og hans kommende indtrædelse i puberteten.