Kapellet knuselsker John Kenn Mortensen. Hvad enten han skriver børnebøger i en stil der i Kapellets optik overgår Dennis Jürgensens klassiske børnegysere , illustrerer andres værker eller blot tegner sine flotte, detaljerede monstre, så er det svært ikke at være begejstret for mandens evner udi det gotiske, grumme og groteske.

Nu er den tegneserie som Hr. Mortensen skabte i forbindelse med 2018s Copenhell-festival; Fribryderen udkommet i en flot lille udgave så alle os, der var forhindrede i at deltage i sommerens metalbrag også kan begejstres. Det er jo trods alt Mortensens første ”rigtige” tegneserieudgivelse, og hvilken en!

Fribryderen er en helt klassisk Faust-lignende fortælling, som starter in medias res. Faktisk var anmelder helt bjergtaget, da han åbnede op for den første dobbeltside. Den præsenterer læseren for situationen. Et lydløst ”wow” blev formet ved synet af den dunkle, skeletale færgemand, der er i færd med at fragte vores hovedperson, den forhenværende fribryder, der udelukkende optræder med sit brydernavn; Forhammer, over kulsort vand, til en mystisk ø i det fjerne. Han har ingen idé om, hvor han er, eller hvordan han er havnet i denne noget fremmedartede situation, men i flere flashbacks, afsløres i løbet af de 72 sider sammenhængen.

Det skal vise sig at Forhammer har indladt sig på at lave en aftale med selveste fanden. Sikkert med inspiration fra Alan Parkers Angel Heart hedder djævelen i fribryderen Louis (men efternavnet Cypher får man aldrig hér). Mod at aflevere sin udødelige sjæl som pant, giver djævelen vor hovedperson evnen til at vinde alle sine kampe. Prisen er dog høj, for det er de sidste timer af Forhammers liv som læseren hér er vidne til. Alting har sin pris, især når man har indvilliget i at lave en aftale med Fanden selv.

Som Jakob Stegelmann skriver i sit forord, så er den eneste figur i John Kenn Mortensens seneste værk, der ser nogenlunde normal ud ovennævnte Louis. Bag det skæve smil og det nydelige jakkesæt, gemmer den virkelige ondskab sig. Denne nydelige herre, der dog mod fortællingens slutning også blotter sylespidse tænder og små horn, er skildret i skærende kontrast til de ofte plagede uhyrer, som tegneren helt tydeligvis har en forkærlighed for.

De der kender John Kenn Mortensens stil, har nok allerede luret at mandens første tegneserie også er både voldsom, vild og blodig, til trods for at hele herligheden er holdt udelukkende i sort og hvid. Mortensens helt unikke stil er ikke til at komme udenom, for det vil være muligt at slå op på nærmest hvilken som helst side og opleve, at man nemt genkender tegnerens meget sirlige, særegne streger. Det er meget muligt, at der i andre sammenhænge ikke er megen bevægelse i mandens billeder, men Kapellet kan godt love, at der er masser af action i Fribryderen.

Slægtsskabet med Copenhell lader sig heller ikke benægte. Eksempelvis er størstedelen af de lydord, som benyttes undervejs skrevet, så de ligner logoet til et black metal band, men det samme er også tilfældet til allersidst, hvor John Kenn Mortensen takker de mange mennesker, der har været involveret i projektet. Så er du eksempelvis interesseret i, hvordan det ville se ud hvis førnævnte Jakob Stegelmann var et metalband, så har du blot nødig at bladre op på udgivelsens sidste sider.

Fribryderen er hurtig læst og er hverken dybsindig eller filosofisk. Den er i stedet et hurtigt, men et vildt fix både hvad angår fortælling og niveauet af voldsudøvelser. Den bør naturligvis stå fremme til skue hos alle fans af John Kenn Mortensen, men mangler du en advents- eller julegave til (barne)barnet, der insisterer på at gå i sorte t-shirts med dødningehoveder på, så tøv ikke længere. Fribryderen er herligt voldelig, sorthumoristisk morsom og så er den fabelagtigt tegnet. Igen, som det har været tilfældet siden den første lille bog medPost-It Monstre, kan Kappellets udsendte slet ikke få armene ned af bar begejstring.