Valhalla – i nye hænder / Carlsen / 96 sider
Tekst: endnu flere forskellige, ill: Mange forskellige
Anmeldt 3/12 2019, 08:45 af Torben Rølmer Bille
Fri leg med kendte figurer
Fri leg med kendte figurer
« TilbageEr man tegneseriefan, så er det næppe undgået ens opmærksomhed, at den måske bedst kendte danske tegneserie Valhalla i 2019 fylder 40 år. I den forbindelse har Carlsen ikke kun genudsendt alle de klassiske albums i en stor, flot samleboks, men samtidig er der udkommet et hyldestalbum, fyldt med både information om tegneseriens tilblivelse men primært en række tekster, illustrationer og korte tegneserier, hvor andre kunstnere giver deres bud på fortællinger med Thor, Loke, Røskva og alle de andre velkendte figurer.
Det er helt tydeligt at alle bidragsyderne i både tekst og tegninger har svært ved at holde igen med de rosende superlativer, men det er der heller ingen grund til for Valhalla er jo næsten kanonisk læsning. Alle danske børn, unge og gamle med respekt for dem selv kender jo Valhalla. I den forbindelse er der også flere af de nordiske tegnere, der ikke kan lade være med at gøre grin med det faktum, at det skulle blive danske tegneserieskabere, der endte med at lave fortællingerne om vore gamle guder og alle deres eventyr.
Det virker som om at bidragsyderne alle sammen har fået tildelt enten en eller to hele sider til hyldestalbummet, og selv om det hele godt kan forekomme som en pose meget blandede karameller ved første øjekast (indsæt selv en Odin-vist hér), så er stort set alle biddragene nogen, der både er interessante at se på og nyde. For selv om der naturligvis er mange nuancer i blandt de mange indslag, så er der ingen, der bliver hverken ligegyldige eller visuelt kedelige.
Både grafisk og måske især indholdsmæssigt bydes der på alt fra John Kenn Mortensens to sorte sider (der lige så godt kunne være illustrationer til en bog om nordisk mytologi end en hyldest til Peder Madsen og resten af slænget bag Valhalla) til Niels Roland, Anders Westerberg samt Morten Hesseldahl og Henrik Rehrs historier, der alle har det til fælles, at de benytter de velkendte figurer i opdaterede, nutidsversioner.
I det hele taget er både opfindsomheden stor og de individuelle stribers grafiske udtryk lige så afvekslende som de tegnere og forfattere, der har ydet deres del. Der er i sandhed forskel på Jan Lööfs velkendte stive stil og Flemming Andersen, der tegner alle figurerne som optrådte de i Anders And & Co.. Det er også muligt at opleve ordløse, ekspressive streger, hvor man selv skal tolke på billederne, som hos eksempelvis Peter Kielland-Brandt, til Natalia Batistas manga-agtige streg. Nogle i sort/hvid, andre i fuldfarve, men langt de fleste ganske interessante at nærstudere.
En af de mest rørende indslag, efter Kapellets mening, er Bjarne Hansens dobbeltsider. Her bliver den aktuelle frygt for klimaforandringerne omsat til en slags helt håndgribelig Ragnarok, og det er både smukt, trist og ikke mindst vældigt poetisk formidlet gennem tekst og tegning.
Selv om denne slags antologiudgivelser i sagens natur er en gang meget blandede bolcher, hvor selvsagt ikke alt falder i alles smag, og hvor de enkelte serier alle er så korte, at der ikke er plads til komplekse handlingsforløb, så er der sikkert også noget for din smag.
Om ikke andet er albummets første biddrag lavet af Henning Kure og Peder Madsen ikke til at komme udenom. Seriens hovermænd har da også fået lov til at boltre sig over mere end to sider og skaber deres helt egen fortælling om, hvordan de to i sin tid fik lidt hjælp med at skabe deres enestående værk.
Valhalla i nye hænder er et både varieret og flot hyldestalbum, der ud over at hylde den hidtil mest væsentlige danske tegneserieserie viser spændvidden blandt nordiske tegnere, illustratorer og ikke mindst deres indimellem ganske personlige forhold til Valhalla. Sagt på en anden måde: Et must for alle fans og helt bestemt et kig værd, hvis du har lyst til at opleve, hvor mange talentfulde og kreative kunstnere, der har ladet sig inspirere af serien.