Som faste læsere vil vide så drages Redakteuren ofte af det skæve, det usædvanlige og bizarre. Af selvsamme grund virkede det indlysende at få fingrene i Gaute Heivolls Estragons Historier – Rottefængeren fra Sorø. Først og fremmest fordi den er gennemillustreret af en af Kapellets yndlingstegnere John Kenn Mortensen, men sekundært fordi det er starten på en serie børnebøger, der tager udgangspunkt i de syv dødssynder.

Som hyggeprotestant er dødssynderne måske det der fylder mest i hverdagen, og det skal da også indrømmes at den første association anmelder fik var til David Finchers Se7en. Ikke desto mindre skulle det blive interessant at se hvordan ”Frådseri” kunne danne grundlaget for en børnebog og endda en bog, der ifølge pressematerialet blev fortalt af rotter. Endelig lå der også en udfordring i at læse teksten på norsk, for den er desværre endnu ikke til at få i dansk oversættelse. Det skulle dog vise sig at være langt nemmere end troet, for med undtagelse af enkelte ord, er det en bog som langt de fleste danskere (og deres børn) nemt ville kunne orientere sig i.

Kapellet kan ellers kun håbe på at bogen også bliver udsendt på dansk, for det vil være en bog, der vil gøre alle fans af Mortensen glade. Dette er ikke kun fordi hans illustrationer er så fine, men også fordi historien også minder meget om dem man finder i mandens egne bøger (f.eks. De Utilpassede, Turen gennem Midnatsskoven eller Små onde svin - som også fortjener al mulig ros med på vejen, selv om den har sneget sig udenom Kapellets sider). Så når man begynder at læse Rottefængeren fra Sorø vil man opdage, at der er et perfekt match mellem forfatter og tegner. Gaute Heivoll og John Kenn Mortensen er tilsyneladende skåret af samme læst, idet de bevæger sig rundt i nogle groteske, gotiske universer befolket af underlige væsener, der fortæller os hemmeligheder.

Designet af bogen er virkeligt labert lavet. Alle siderne, inklusive det stive bind der omgiver dem, har fået en slags brun patina, der gerne skulle ligne at dette er en udgivelse, der har flere år på bagen, frem for en der er udkommet i 2018. Dette hjælpes også godt på vej af tegningerne, der er mindst lige så stemningsfulde som prosaen.

Der er en rammefortælling omkring hovedhistorien. I den besøger den lokale organist, med det noget besynderlige navn Siful, sin gamle ven Estragon. Det er der i og for sig ikke noget besynderligt i, bortset fra at de begge er var-rotter – altså rotter der kan antage menneskelig skikkelse. Så efter at have låst kirken af, smutter Siful uset gennem en hulmur hen til vennen Estragon, der bor hér. Under dette første besøg hos Estragon, fortæller værten en grum historie om dengang han – efter at være kommet på afveje – endte hos en meget bister og bitter bedemand, der led af et indædt had til netop rotter og en stor kærlighed til penge.

Først piler Estragon i rotteform rundt i bedemandens hus og opdager adskillige rottefælder, men også at Glambek, som bedemanden hedder, møjsommeligt stryger alle de pengesedler han tjener og gemmer disse i en af hans opmagasinerede kister i kælderen. Estragon antager menneskeskikkelse og ved list får han overtalt Glambek til at ansætte ham som rottefænger. Tal lige om at sætte ulven til at vogte får. Selvfølgelig vil Estragon ikke fange rotter, han er derimod utroligt betaget af alle pengene – ikke fordi de repræsenterer en form for værdi, men fordi de ganske enkelt både dufter og smager helt fantastisk for en rotte.

Mere af fortællingen skal selvsagt ikke afsløres i dette forum, men lad det bare være sagt, at det naturligvis ender i lidt af en katastrofe. Det er ikke særligt svært at få betegnelsen ”frådseri” til at passe på historien idet den med al tydlighed viser det groteske i at give sig til at spise penge. Så denne bogs læser skal altså være beredt på at det er en ganske vild og sorthumoristisk fortælling, der sikket ikke vil falde i alle læseres smag. Forsøger man at finde et overordnet kristent budskab i historien, skal man virkelig lede længe, for der prædikes på ingen måde i løbet af Heivolls fortælling. Til gengæld nævnes der undervejs velkendte historiske figurer som eksempelvis BS. Ingemann, muligvis for at få historien til at virke mere jordbunden, eller for at forankre den i tid som den err sta til at foregå i.

Der er også en længere passage i bogen som er direkte kvalmende ulækker, hvad der nærmere bestemt sker her skal naturligvis heller ikke afsløres, men sig ikke at Kapellet ikke advarer den sarte læser. Til gengæld passer både den og den generelle tone utroligt fint til John Kenn Mortensens tegninger. Hvad enten det er forfatter og tegner, der selv har fundet sammen, eller forlaget der har skabt forbindelsen, så virker det nærmest som en genial idé med dette samarbejde.

Estragons Historier – Rottefængeren fra Sorø er hurtigt læst, mærkelig på den fede måde og så er den fyldt med stemningsfyldte tegninger. Hvad enten du holder af bizarre fortællinger (der er lige så fornøjelige at læse som de er at læse højt), af moralske fortællinger, der ikke skorter på dødsfald eller uforklarlige hændelser eller bare har lyst til at læse en udsyret fabel om emnet frådseri, så har du ikke nødig at lede længere. Kapellet håber på at der snart kommer en ny historie fra Estragon, for der er noget helt særligt, mærkværdigt og sært dragende ved det univers, som skabes hér.