Mest læste
[Tegneserieanmeldelse]

1 - Tegneserieanmeldelse
Fimbulvinter
2 - Tegneserieanmeldelse
En dyne af sne
3 - Tegneserieanmeldelse
Batman – Bogen om Nattens Ridder
4 - Tegneserieanmeldelse
Når jeg ikke er til stede
5 - Tegneserieanmeldelse
Det kinesiske værelse
6 - Tegneserieanmeldelse
Goliat
7 - Tegneserieanmeldelse
Einherjar
8 - Tegneserieanmeldelse
Mimbo Jimbo
9 - Tegneserieanmeldelse
Kakofonia
10 - Tegneserieanmeldelse
Flere Post-It monstre

Den store krimi-quiz / Carlsen / 46 sider
Tekst: Werner Wejp-Olsen, ill: Werner Wejp-Olsen
Anmeldt 3/10 2017, 16:29 af Torben Rølmer Bille

Hyggelige krimimysterier


Hyggelige krimimysterier

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Den danske tegnserietegner og illustrator Werner Wejp-Olsen er sikkert kendt af langt de fleste. Det er ham, der har stået bag Momsemor (der bl.a. har kørt i Basserne) og han har også været afløser på Jan Lööfs serie Felix på eventyr. Langt de fleste kender dog sikkert ’WOW’ (som han underskriver sine tegneserier med) for Krimi-quiz der, så længe undertegnede kan huske, har været bragt i forskellige ugebalde.

Før sommerferiens start i 2017 udgav Carlsen Den store krimi-quiz og Kapellet beklager den sene anmeldelse, for bogen ville have været rigtig god at stikke ungerne på bilens bagsæde, da familiens bilferie blev skudt i gang. Til gengæld kan man så glæde sig over, at bogen sagtens kan indkøbes og benyttes i andre sammenhænge, for selv om nogle af gåderne virker næsten umulige at løse, så er langt størstedelen både sjove og udfordrende.

Formlen er altid den samme. På en enkelt side oplever vi den lidt for tykke inspektør Danger og hans forsigtige assistent blive tilkaldt til et gerningssted. De to begynder at se sig omkring på gerningsstedet og afhører indimellem potentielle vidner. I den sidste ramme på siden proklamerer Danger, at han ved, hvem gerningsmanden er, spørgsmålet er så om du, der har læst tegneserien, også har fundet de ledetråde, der kan afsløre den skyldige.

Kan man ikke selv finde løsningen, så er den trykt på hovedet (så den bliver lidt vanskelig at læse) under hver enkelt kriminalgåde. I den nye udgivelse er der 40 af slagsen. Langt de fleste løsninger er afhængig af, at man nærstuderer tegningerne, hvor der er ledetråde til gådens løsning. F.eks. kan der være objekter der mangler eller pludselig er blevet flyttet på, der kan være mistænkte, der afslører sig selv gennem deres påklædning, eller lignende. Andre gange så bliver man nødt til at benytte sin logiske sans og baggrundsviden for at finde frem til løsningen.

Selv om langt de fleste krimi-quizzer sagtens kan løses ved egen hånd, så er der indimellem også enkelte mysterier der kræver at læseren har en meget specifik forhåndsviden. Eksempelvis er der sag nr. 10, (og her følger en spoiler) hvor Danger skal finde frem til en kriminel der udgiver sig som politimand og den skyldige viser sig at være den betjent, som tanker sin politibil op på en tankstation. Her er løsningen, som der står skrevet, at ”politiet bruger ikke offentlige tankstationer, da alle patruljevogne får fyldt tanken op hver morgen på politiets egen tankstation”. Muligvis er dette almen viden, men ikke her i husstanden.

Dette er dog ikke et enestående tilfælde, for flere mysteriers løsning afhænger i samme grad, af læser-detektivens viden om f.eks. hospitalsvæsnet eller geografi. Dette er dog ikke en egentlig anke mod bogen for langt de fleste gåder kan sagtens løses ved blot at bruge sin sunde fornuft og evne til at se nøje efter Wejp-Olsens hyggelige tegninger.

Det er ikke første gang, at Krimi-Quiz’er bliver udgivet i samlet form. Så vidt Kapellet er orienteret er der flere gange tidligere (f.eks. i 2003) kommet lignende samlinger. Det kunne i den forbindelse være fedt, hvis forlaget fik fat i rettighederne til at trykke alle krimi-quiz mysterier i et eller flere store samlebind, for den meget produktive bagmand har lavet virkelig mange af disse. Den ville være en glimrende gave til alle de der er vilde med formatet og som har lyst til at løse gåderne, enten på egen hånd eller sammen med familien (for selv om der er rovmord og overfald, så er det stadig så uskyldigt gengivet, at man skal være endog meget sensitivt anlagt for at blive traumatiseret af disse tegnede forbrydelser).

Dette ønske udråbt fra Kapellet skal dog ikke påvirke vurderingen af Den store krimi-quiz, for lidt har også ret, og de gåder, der præsenteres er både finurlige og fine, selv om enkelte – som nævnt er nærmest umulige at ræsonnere sig frem til, selv hvis man anser sig selv for at være en garvet lænestolsdetektiv. Så har du en opdager i maven, eller har du bare lyst til at bede dine børn om at lægge iPad’en eller controlleren væk et stykke tid og kaste sig over en god, gammeldags analog leg, hvor man samtidig bliver kognitivt udfordret, så er de hundrede kroner som bogen koster, givet ganske godt ud.

Forrige anmeldelse
« Fremtidens araber 3. En barndom... «
Næste anmeldelse
» Spirillen – Viva Palombia! »