Selv om langt de fleste af David Walliams’ børnebøger er hyggelige, opbyggelige og selvfølgelig også præsenterer sine læsere for pruttejokes og ulækre scener, så er der også et par af dem, der bedst kan beskrives som egentlige gyserhistorier i børnehøjde. Eksempelvis er Frygtelige Faster ret tæt på en klassisk victoriansk gyser med gotiske overtoner og Dæmontandlægen en lidt mere spiselig udgave af 80’er B-filmserien .

Den seneste udgivelse på dansk fra Walliams’ pen falder i samme kategori som de to førnævnte gyselige fortællinger. Til trods for at mandens øvrige bøger er henvendt til et ungt publikum, så er det ifølge denne kapellans bedste overbevisning ikke alle børn, der vil tage lige godt imod den. Faktisk kan man nemt forestille sig at der findes empatiske, følsomme børn, der godt kan blive reelt skræmt af nogle af de scener som optræder i bogen. Til gengæld kan man også have en hypotese om at disse børn næppe selv ville vælge en bog med en titel Rotteburger.

Hører du selv eller dine unger derfor til de typer af læsere, der holder af groteske scenarier og scener der kan virke både frastødende og decideret ulækre, så er Rotteburger en bog der vil falde i god jord. Nu kan det måske lyde som om Walliams har begået en regulær splatterroman, men der har heldigvis også sneget sig en sund portion (sort) humor og medmenneskelighed ind i historien.

Walliams’ bog er oprindeligt fra 2012, og var på den led den der blev forfattet umiddelbart efter Gangsterfarmor som var den første af hans bøger som kom på dansk. I Rotteburger møder vi vanen tro et barn fra meget fattige kår. Denne gang hedder hun Sofie. Hun har det slet ikke nemt. Hendes far er deprimeret og tilbringer det meste af døgnet på den lokale pub for at drukne sine sorger over ikke længere at arbejde på isfabrikken. Hun har også en fesen stedmor – Melissa – der både er luddoven og som bestemt ikke elsker Sofie. Når Sofie skal i skole fra den skumle, forfaldne boligblok som hun bor i, får hun dagligt en snotter i hovedet af Tina Trods, skolens værste bølle der også bor her. Sofie har derfor et liv der er fyldt med modgang.

Den eneste glæde vores hovedperson har, er hende elskede hamster, men inden der er gået ret mange sider, dør hamsteren under mystiske omstændigheder og Sofies liv synes derfor at have vendt sig fra slemt til uudholdeligt. En aften opdager hun dog noget, der pusler på værelset. Det viser sig at være en babyrotte, som Sofie tager til sig og begynder at træne, idet den er meget lærenem. Af frygt for hendes nye kæledyrs ve og vel, beslutter pigen sig derfor at tage dyret med i skole. Dette bliver starten på en drabelig fortælling om udnyttelse, dyremishandling og som titlen antyder, mad lavet af gnavere.

Hvis man udelukkende har ovenstående beskrivelse at læne sig op ad, lyder Rotteburger muligvis som en usædvanlig voldsom omgang, men takket være Walliams’ veloplagte fortællevis, hvor grusomhederne konstant krydres med humor og morsomme, groteske beskrivelser af fjollede voksne, samt Tony Ross’ fine illustrationer, ender Rotteburger med at være både en spændende og veloplagt børnebog, der sikkert vil begejstre de læsere, der i forvejen holder af forfatterens fortællestil.

Rotteburger er en af de mest dystre og (u)hyggelige af Walliams’ bøger. Den har ikke helt lige så mange lydefterlignende ord som man ser i nogle af de øvrige og da det er en af de tidlige børnebøger er den heller ikke fuld af fjollede fodnoter eller henvisninger til den fiktive Walliamsencyklopædi som flere af de senere udgivelser. Det gør heller ikke så meget i denne anmelders optik. Til gengæld optræder Raj, kioskejeren, der er med i stort set alle Walliams’bøger med i flere kapitler, selv om han ikke just er vildt begejstret for netop rotter, uanset om de er fuldvoksne eller som Sofies helt lille og nuttet.

Rotteburger er vildt underholdende til trods for sine mange klamme scener og ubehagelige figurer. Det er en bog der vil blive læst i rekordfart og som selvfølgelig også har en slutning der, vanen tro, er forløsende positiv og opbyggelig i kontrast til de mange sekvenser med dyster uhygge, som læseren rives igennem. Den får derfor – lige som stort set alle andre af Walliams’ bøger – en stor anbefaling herfra.