Med Gud taler ud har Jens Blendstrup begået intet mindre end en fantastisk bog. Med lige dele glæde, sorg, stolthed og undren mindes han over 148 sider sin afdøde far Uffe ”Gud” Blendstrup, tidligere psykolog, alkoholiker, familiefar og inspirator – alt sammen op til læseren. For billedet af denne Gud er ikke så ligetil. For Blendstrup selv er der ingen tvivl om, at hans far har betydet meget for ham (hvilket også ses i hans forfatterskab, læs bare Bombaygryde), og han nærer stor sympati for en mand, der i hele denne bog om sin søns barndomsminder kun optræder ædru få gange.

Vi møder familien Blendstrup i de allerseneste 1960’ere, da de netop har købt hus i Risskov få kilometer fra Århus. I flyttevognen sidder den svenskfødte mor, Gerd Lillian, tre brødre, lille Jens i en kommodeskuffe, og bag rettet sidder ingen ringere end Gud. En form for villavejs-Gud, som Blendstrup i anden sammenhæng har kaldt sin far, der citerede bibelvers, når hans sønner faldt og slog sig, i stedet for at komme plaster på. Vi følger Gud igennem hverdag og fest og underlige idéer og impulser, der skal afprøves i det lille Blendstrupske hjem. En passage lyder:

Gud har fået et pragtfuldt bånd med Peter Kreuder der spiller Franz Lehar med Ebba-rytme. Det gør naturligvis sit til at Gud ikke kan gå i seng. Han har siddet i nærved fire dage og holdt sin egen Ebba-rytme til Ebba-rytmen, på pladen. Vi har altså at gøre med dobbelt Ebba-rytme, som er Guds specialitet. Uden at bruge store ord kalder Gud den for Universets urrytme. Store æg bliver klækket til den. Verdner og Romerriger vokser…

Romanen, eller punktromanen om man vil, består af Blendstrups minder om faren, korte eller lange historier, der hver og en fortæller deres del af det hele, og som river læseren med, så man griner højt af Guds jordhule-bunker i baghaven og græder af hans strubekræft. Nogle historier (eller billeder, som de på sin vis også er) strækker sig over flere sider, mens andre kun er et par linjer, for eksempel denne her:

Gud er ædru. Og det slår Guds yngste søn at Gud er et alvorligt menneske når han er ædru.

Denne bid er fra den sidste del af bogen, hvor Gud har fået cancer og derfor er holdt op med at drikke af helbredsmæssige årsager. Her bliver Gud, som citatet fortæller, en mere alvorlig mand, der ikke har tidligere tiders vildskab og krøllede hjerne. Bogen følger med og bliver mere melankolsk, og det menneske, den tyran og drukkenbolt, som man er kommet til at holde helt af, er nu blevet en skygge af sig selv, og man føler med familien, da Gud dør efter tre dage på hospice.

At skrive bogen har virket som en art terapi for Blendstrup, der efter den altoverskyggende fars død opsøgte en psykiater (ikke en psykolog da en sådan ville minde ham om faren), klædte sig i faren Herlufsholm-jakke og drak igennem. Nogle af teksterne, cirka en 50 stykker, blev dog en kende for personlige og blev skåret ud i processen. Sproget er præget af korte, præcise sætninger, der lader meget stå tilbage til egne forestillinger og meninger om rigtigt og forkert. Med andre ord går Blendstrup ikke ind og fortolker eller kommenterer sin egen barndom, men lader den stå alene og bizart idyllisk som en slags ” Far til fire på formiddagsdruk.”

Har man en gang hørt Jens Blendstrup læse højt af sine bøger, kan man ikke undgå at læse Gud taler ud med Blendstrups karakteristiske stemme, med den dialekt man får af at vokse op i et sommerhus i Risskov få kilometer fra Århus.