Her I Kapellet er børnebogsforfatter David Walliams efterhånden ved at være stamgæst. Det er der også al mulig god grund til, for de bøger han skriver er, som tidligere nævnt, meget indbydende at bladre i – især takket være de mange dejlige illustrationer af Tony Ross, men også på grund af legen med mange forskellige skrifttyper og lydord. Tillige er bøgerne spændende, letlæselige, og så kan kernepublikummet (børn på omkring 12 år) sikkert også opleve tilfredsstillelse ved at kunne imponere dennes dansklærer og forældre, når de fortæller, at de har læst en bog på næsten 500 sider i løbet af et par dage.

Opfindsomheden er ganske stor i bøgerne, selv om langt de fleste af Walliams’ hovedpersoner har en række fællestræk - de er ofte lidt skæve, ludfattige, eller lever og opfører sig andreledes end de fleste, så har de også alle hjertet på rette sted). Flere af disse karakteristika gælder også for Alfie, hovedpersonen i den seneste bog Dæmontandlægen - Walliams’ mest uhyggelige historie til dato.

Da læseren møder Alfie lever han en ret kummerlig tilværelse sammen med sin syge far. Myndighederne banker på døren og da Jytte fra kommunen får lov til at komme indenfor, så spiser hun de tre kiks, som ellers var den eneste føde Alfie og hans far havde til de næste to dage! I skolen går det til gengæld nogenlunde. Til gengæld var unge Alfies første møde med skoletandplejen i sin tid en meget traumatisk oplevelse. Dette traume bliver ikke mindre, idet den gamle skoletandlæge dør, og hans afløser dukker op. Der er nemlig noget helt galt med den høje, slanke Fru Plombe med de perfekte hvide tænder, det høje hår og de mørke, mørke øjne. Ikke alene deler hun slik ud til skolens børn, men den tandpasta som hun også uddeler er ætsende og tilsyneladende meget giftig.

Nærmest samtidig oplever de børn i byen, der traditionen tro lægger deres tabte mælketænder under hovedpuden, at de ikke længere modtager en lille skilling men i stedet mareridtsfremkaldende ting som levende orme, afklippede tånegle eller det, der er meget værre. Alfie beslutter sig derfor at finde ud af, hvordan det hele hænger sammen, men inden længe er både han, hans far, Jytte fra kommunen, kioskejeren Raj og veninden Gabbi – der, som Alfie gentager utallige gange undervejs, absolut ikke er Alfies kæreste – viklet ind i en historie, der er både vild, voldsom, klam og ret så uhyggelig.

Når en anden af Kapellets yndlinge John Kenn Mortensen på bogens bagside citeres for, at der i Walliams’ bog; ”[…] er skruet helt op for klamhedsfaktoren og jeg elsker det”, så er det jo også svært ikke straks at være nysgerrig og straks komme i gang med at læse. Hr. Mortensen har i øvrigt helt ret, der er ret mange klamme scener i Dæmontandlægen, men i vanlig stil er fortællingens blanding mellem ret så spektakulære actionsekvenser, morsomheder, sjove dialoger og gode, gammeldaws historier om folk, der faktisk reelt holder af hinanden, med til at gøre disse uhyggelige sekvenser en hel del mere hyggelige.

Det virker også som om Walliams konstant udvikler sin legende fortællestil. Det nye i Dæmontandlægen er at fortællingen byder på en lang række ord, som er hjemmelavede. Disse ord (som f.eks. ”øjenvandløbende”, ”kontrakontraplaner” eller ”knuseste”) er alle forsynet med en asterisk (* - red. ) som henviser til en advarsel i bunden af siden om at dette altså er hjemmelavede ord. I visse genrer, mest tydeligt i science fiction- og fantasy-litteraturen, er sådanne ’novums’ – altså ord opfundet til lejligheden - ikke usædvanlige, men det er både morsomt og inspirerende når Walliams konsekvent gør direkte opmærksom på disse. Det er selvsagt en gimmick, men samtidig diss hjemmebryggde gloser måske inspirere bogens unge læsere til selv at lege med sproget.

Før Dæmontandlægen var det Frygtelige faster, som tog prisen som Walliams mest skræmmende bog, og den nye bør heller ikke anbefales til de (børn?) der, lige som bogens hovedperson, lider af tandlægeskræk. Alle os andre, der ikke frygter en tur til tandlægeren kan måske godt være lidt mere rolige, men det dramatiske klimaks er med garanti et, som vil få læserne af Dæmontandlægen til at ignorere alt andet omkring dem og læse løs for at se, hvordan det hele monstro spinner af.

Selv om man godt kan spore fællestræk i den måde, Walliams skaber sine historier på, så er de altid en fornøjelse at læse. Walliams er konstant opfindsom, præsenterer en overflod af vilde ideer, og så husker han altid at have hjertet med. Det bliver aldrig alt for sødsuppeagtigt og Walliams er ej heller bleg for at berøre tunge emner, men disse håndteres altid på en måde, så de aldrig overskygger det eventyrlige eller den gode historie. Som skrevet en hel håndfuld gange før, så kan denne anmelder og hans medanmeldende søn Carl (der i skrivende stund er 12 - jævnaldrende med hovedpersonen Alfie) kun anbefale Dæmontandlægen på det varmeste.