Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre

De hængte hunde / Jens Henrik Jensen / 413 sider
Politikens Forlag. ISBN 9788740007145
Anmeldt 3/10 2012, 21:44 af Christina Mohr Jensen

De hængte hunde


De hængte hunde

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

En række hunde findes klynget op i træer i Danmark og Spanien, hvorefter deres ejere snarligt efter omkommer på mystisk vis. Videre møder man en traumatiseret, højtdekoreret, tidligere jægersoldat Niels Oxen, der efter en forhutlet tilværelse i en etværelseslejlighed i København, pakker knive, pot og sprutten og sætter kursen mod Rold Skov i Nordjylland. Hvordan alt dette hænger sammen skal stå ubeskrevet her, men skæbnen vil det, at den tidligere jægersoldat involveres i en efterforskning, der sætter gang i både officielle og uofficielle magthaveres cirkler i lille Danmark. Jens Henrik Jensen er forfatteren bag værket De hængte hunde og er ikke ny på den danske litterære scene. Han er journalist og forfatter af bl.a. værket Kællingen i Krakow mfl.

Endnu en krimi?
Danmark og resten af Skandinavien har de seneste år oplevet en sand tsunami af krimier, der er væltet ind på danskernes sengeborde og som har toppet bestsellerlisterne. For nogle er det sagen, for andre, er hele krimigenren ved at være en smule triviel og spørgsmålet ved lanceringen af De hængte hunde, der er udgivet under kategorien krimi hos Politikens Forlag, er derfor også, om bogen er endnu en i rækken af de mange krimier der udbydes for tiden?

Umiddelbart har bogen De hængte hunde alle ingredienserne. Der er mord, mystik, massere af politi, PET og politik, der kommer i spil for at trævle hændelsens forløb op. Dog er en række af de klassiske krimielementer erstattet af, hvad der med en terminologi hentet fra film-genren, nok bedst beskrives som thriller. Bogens thriller-element skabes ved, at der i værket skabes lag på lag af spænding, og så snart du tror du ved, hvad det hele handler om, vendes perspektivet og plottet, og hvad først virkede koldt og hensynsløst virker pludseligt menneskeligt, forståeligt, og man overraskes og underholdes derfor hele vejen igennem.

Intelligent og samfundskritisk
Med disse tvists i bogen føler man, at man sidder med et værk, der er underholdende på en intelligent måde, skrevet af en forfatter, der kender sine virkemidler og forstår sin læser. Videre er værket heller ikke udelukkende domineret af at optrævle og beskrive vold og menneskelig ondskab. Forfatteren benytter nemlig gennem sit valg af den tidligere jægersoldat Niels Oxen som hovedperson, også den skønlitterære genre til at nuancere og oplyse læseren om, hvordan vi som samfund har tendens til at beskrive og forstå de soldater, der kommer skårede hjem til hverdagen i Danmark igen. Han benytter ligeledes lejligheden til at lange ud efter det danske forsvar ift. deres manglende initiativer og ansvarsfølelse over for de soldater, der særligt efter krigen på Balkan er dybt påvirkede af deres oplevelser, samt til at lange ud efter det danske samfund som hele, der paradoksalt nok både rynker på næsen, dekorerer, kriminaliserer og ynker de soldater, der ikke kommer tilbage, som de blev sendt af sted.

Nogen vil måske mene, at det er et upassende sted at hænge sine holdninger til skue, og at Jens Henrik Jensen i stedet burde skrive et læserbrev, men personligt synes jeg det er bogens absolutte største styrke, at forfatteren benytter et populær-medie som en skønlitterær bog til at ruske op i lille Danmark og gøre os opmærksomme på et emne, der lidt for let glemmes. Det gør både bogen til en god skønlitterær historie og til en realistisk samfundsbeskrivelse.

De varmeste anbefalinger til det kolde efterår
Det er på grund af balancen mellem skønlitteratur og samfundsbeskrivelser, at værket De hængte hunde skiller sig ud og bliver mere end bare en krimi. Bogen kan læses af de fleste, også de, der ikke er hoppet på krimibølgen. Den er velskrevet, intelligent, veldisponeret og har en god vekselvirkning imellem at skabe tempo i historien og at dvæle ved særligt hovedpersonens psykologi i detaljen. Den tager nutidens debatter om krig, magtspil i politik, tavshedspligt hos psykologer, PTSD-ramte soldater mv. op, hvilket gør bogen interessant, fordi bogens forfatter får lov at træde frem mellem linjerne, og fordi man føler, at man læser om noget, der sker her og nu. Bogen er godt researchet både ift. til sine emner og ift. beskrivelser af de omgivelser som værket udspiller sig i, hvilket giver en dejlig genkendelighed og realisme midt i værkets uforudsigelige plot. Det er på baggrund af detaljen, originaliteten og den høje underholdningsværdi, at værket varmt anbefales til den mørke tid, vi nu går i møde.


Forrige anmeldelse
« Fifty Shades of Grey – Fanget... «
Næste anmeldelse
» Stoleleg »


Flere prosaanmeldelser