Her i Kapellet har vi med stor glæde tidligere omtalt den engelske børnebogsforfatter David Walliams’ bøger. Walliams, der måske bedst kendes som den ene halvdel af komikerduoen Little Britain, hvor han sammen med Matt Lucas parodierede arketyper og særlinge fra England. Den samme form for generaliserende og let karikerede figurer genfinder man også i Walliams mange, glimrende børnebøger, der til trods for at de i anmelders øjne har elementer der er meget typisk engelske, også sagtens kan nydes af danske børn eller deres højtlæsende forældre.

Farfars store flugt er sat til at foregå i 1980’erne. Bogens hovedperson, drengen Jack, bor sammen med sine forældre og hans bedstefar. Bedstefaderen er gammel og begyndende dement. Han kan sagtens huske detaljer om hans ungdom, dengang han kæmpede mod tyskerne som Spitfire-pilot i RAF, men det kan indimellem være ganske svært for ham at vide, hvor han er lige nu, eller hvem de folk, som omgiver ham, er.

Da farfar endnu engang er gået ud af huset midt om natten, og Jack senere finder ham ballancerende faretruende på den lokale kirkes tag, beslutter Jacks forældre, at de ikke længere kan tage sig af ham og beslutter derfor at indrullere den gamle mand på byens skumle plejehjem. Jack er selvfølgelig ikke enig i den beslutning, især fordi plejehjemmet Tusmørketårnet ikke just er et sted, hvor de ældre medborgere bliver behandlet ordentligt. Tværtimod, så er stedet en veritabel fæstning, bestyret af nogle ret anløbne typer, der bestyrer stedet, som var det et fængsel for pensionister. Af samme grund beslutter Jack sig for at lave en plan, så han kan befri hans farfar.

Som omtalt i tidligere anmeldelser af Walliams børnebøger, så er de kendetegnet dels ved at have ret mange sider, men idet disse er rigt illustreret af den dygtige Tony Ross, og hvor lydord samtidig er strøet gavmidt ud over siderne i sjove skrifttyper, så tager er det ikke langt tid at læse. Walliams’ erklærede mål er da også at få børn til at blive glade for at læse. Hvorvidt det lykkes, kan man jo nærmest se ved at studere antallet af bøger, han har solgt, men også Kapellets anmelder, der jo er i en helt anden målgruppe end den intenderede, er faktisk fint underholdt undervejs.

Farfars store flugt er nok den af Walliams’ bøger, der er den mest ærkeengelske af dem, Kapellet har anmeldt til dato. Dette ikke kun, fordi farfar er en forhenværende Spitfirepilot, men også fordi en væsentlig del af handlingen foregår på The Imperial War Museum i London. Selvfølgelig kan læsere, der aldrig har gæstet dette fremragende museum også godt nyde bogen, men referencerne til både dette sted og til Anden Verdenskrig bliver ekstra levende, hvis man ved lidt om disse i forvejen. Muligvis har ideen også været at anspore de børn, som endnu ikke er blevet undervist så meget om dette i skolen, til selv at blive interesserede i perioden.

Når man læser Walliams’ bøger er det svært ikke at komme til at sammenligne hans historier med eksempelvis Roald Dahls, muligvis fordi flere af de genudgivelser af Dahls populære børnebøger også er illustreret af Tony Ross, men også fordi Walliams på samme måde er i stand til at blande alvorlige emner såsom demens og familieproblemer med letbenede, sjove og actionfyldte begivenheder, der hurtigt kommer til at dominere, i stedet på at fokusere på alt det triste.

Hvad enten du derfor har været fan af Walliams bøger fra starten eller endnu har til gode at læse en af dem, så kan du sagtes starte hér, for Farfars store flugt er en skæg børnebog, der lige som forfatterens andre bøger, har hjertet på rette sted og får fortalt en medrivende historie, der både vil appellere til kernepublikummet og som også er sjov at læse for de, der ikke længere er børn men som sætter pris på velskrevne børnebøger.