Anders Matthesen er en mand med mange talenter. De fleste kender ham som en glimrende standupper og skaberen af både Terkel i knibe og Jul på Vesterbro (hvor han i begge tilfælde spillede næsten alle roller). Foruden en kort karriere i musikbranchen, kan han nu også kalde sig forfatter, for Matthesen har skrevet en børnebog, der nok især vil tiltale alle raske drenge, der holder af den form for grove løjer som er blevet Matthesens varemærke.

Den ternede ninja starter virkelig voldsomt ud, med drabet på en børnearbejder Quang (ham som Matthesen synger om på en af sangene i Terkel i Knibe). Quang arbejder fra tidlig morgen til sen aften et sted i Asien med at sy ninjadukker til det europæiske marked. Det er fabrikkens bestyrer, der begynder at tæske drengen, men en dansk legetøjsfabrikant er på visit og leverer de dødelige slag. Dette sker udelukkende fordi den arme knægt kommer til at sy en ninjadukke af legetøjsfabrikantens fine cashmere-lommetørklæde ved et uheld.

Langt fra dette uhyggelige scenarie – der i øvrigt også er en af grundene til at bogen fra forlagets side anbefales til børn over 11 (hvilket samtidig er en ganske god ide, bogens meget farverige sprog taget i betragtning) – skiftes der spor til mere hjemlige himmelstrøg. Nærmere bestemt møder læseren nu Aske, der går i 7. klasse i en unavngiven dansk by. Askes liv er langt fra perfekt. Han har en irriterende papfar og papstorebror, der konstant er på nakken af ham og som er møgforkælede. Han er vildt forelsket i Jessica fra 8. og skolens største bølle Glenn truer hele tiden Aske med tæsk. Hans mor Sirene, er speltmor med stort ”S” og har hun ikke travlt med krystalhealing, laver hun holistisk mad, som ingen rigtigt kan lide at spise.

Aske er faktisk så nedtrykt, at han ikke engang glæder sig til sin fødselsdag, men da han får at vide at onkel Stewart (jeps, den Matthesen-kyndige læser har regnet det ud: Aske er Terkels fætter) kigger forbi, bliver vores hovedpersonen virkelig glad. Stewart har været på langfart og et sted i Asien har han fundet en meget speciel ninjadukke i ternet stof. En ninjadukke der pludselig viser sig at have sit helt eget liv, ikke kun i Askes hoved - den er ganske enkelt levende.

Det skal vise sig at den ternede ninja, eller T.N. som den hurtigt kommer til at hedde, forandrer mange ting i Askes verden. Ikke alene har T.N. en mission, han har også brug for Askes hjælp til at fuldføre den. Skal dette lykkes, går det ikke at Aske er så sky som han er, så på flere forskellige måder får T.N. sørget for at Aske både får selvtillid og ændrer status i skolens hierarki. T.N. har nemlig den særlige egenskab – foruden at være en levende dukke – at han kan imitere folks stemmer, så foruden at træne Aske fysisk og lægge planer, får T.N. også sagt en masse af de ting, som Aske ellers aldrig kunne finde på.

I den henseende har Den ternede ninja et budskab, der handler om at turde tage chancer, selv om man måske synes noget er pinligt, eller udfordre sig selv, selv om opgaven umiddelbart virker umulig. Det er ganske opbyggeligt, men i de situationer hvor Aske ikke har lyst til at gøre som T.N. vil, viser historien også hvordan det er muligt for andre (især små, besjælede tøjninjaer) at manipulere og gøre ens liv endog meget svært. For T.N. er nemlig ikke kun en figur der vil Aske det bedste – nægter drengen at føje sig, så sørger T.N. for at Aske får det virkeligt svært. Det er faktisk ganske sympatisk på den måde at vise hvordan en ny ven både kan være en velsignelse og en forbandelse.

Den ternede ninja fungerer både som højtlæsningsbog og som læs-selv børnebog, forudsat at den unge læser altså er ganske god til at læse. Matthesen har altid været kendt for at lege meget med sproget og finde finurlige måder at sige tingene på. Det kommer også til udtryk i Den ternede ninja hvor man på udsatte steder finder flere passager der, selv for en ganske erfaren læser (læs: nærværende anmelder), kan være svært at få til at ligge ordret i munden (ikke mindst i kapitel 16, der oversvømmes af japanske navne og titler). Samtidig er det også intimiderende at skulle forsøge bare tilnærmelsesvis at læse historien højt og forsøge selv at ”lave stemmer” til de forskellige figurer, når man altså ikke hedder Matthesen til efternavn.

Det skal dog ikke afskrække nogen fra at anskaffe sig bogen, for selv om den måske hverken er lige så grov som Terkel i knibe eller Jul på Vesterbro for den sags skyld, så sprudler den af både fortælleglæde og scener, der er reelt morsomme, hvad enten man er 12 eller 46. Der er scener som er bevidst ganske tåkrummende og andre situationer der opstilles, hvor man under læsningen ikke kan undgå at tænke over hvordan forfatteren monstro får løst de mange pinlige problemer for Aske som T.N. får skabt undervejs.

Reaktionerne fra hjemmets medanmeldere (på 12 & 8) var, at det var en virkelig god, sjov og spændende bog, men at det, som nævnt før, mest af alt var til de lidt større børn, da nogle af tingene godt kunne være for vilde for de helt små. Deres far var også rigtigt godt underholdt hele vejen igennem og vurderer derfor at der nok bliver meget tæt løb mellem denne roman og Riisings seneste når næste års Orla-pris skal uddeles. Matthesen må i al fald meget gerne fortsætte som forfatter, for hans på en gang skæve og barske, men også sært genkendelige univers, er virkelig flere besøg værd.