For to år siden havde jeg fornøjelsen af at læse og anmelde værket De hængte Hunde af forfatter Jens Henrik Jensen. Denne var den første bog i serien om Niels Oxen, en dansk højtdekoreret krigsveteran, der langt fra havde fundet sig til rette efter hjemkomsten til Danmark og havde bosat sig i Rold Skov, hvor han dag ud og dag ind i sit stille sind kæmpede mod sine indre dæmoner fra Balkan-krigene.

Sagen om Oxen
I De hængte hunde blev Oxen ufrivilligt rodet ind i en efterforskning, der fik jorden til at ryste under de officielle og uofficielle magthavere i Danmark. Igennem denne bog introduceres læseren til den hemmelige danske magthaver Danehof - en magtfuld organisation født af Erik Klippings håndfæstning fra 1282. I De hængte hunde ønskede Danehof et jerngreb om Oxen, men begivenhedernes gang og Oxens snilde, ville det omvendt. Det er i denne kattepine, bogen De mørke mænd tager sin begyndelse.

Oxen har denne gang søgt anonymitet og skjul i det vestjyske, hvor han hos en ældre dambrugsejer tjener til dagen og vejen under dække af at være den rumænske arbejder Dragos. Alt imens myrdes museumsdirektør Malte Bullbjerg – Danmarks mest vidende historiker om Danehof som Oxen i De hængte hunde overdrog en hemmelig kuvert med oplysninger om Danehof. Denne gerning sætter endnu en historie og endnu et mysterium i gang. Inden længe sættes en menneskejagt i gang, og endnu engang forbigåes Oxen ikke.

Kærlighed til detalje, kritik og fortælling
Det er altid interessant, om en forfatter kan få en serie af bøger med samme karakterer til at fungere over flere bind. Kort sagt synes dette heldigvis at være lykkedes for Jens Henrik Jensen, for man kunne kun holde af De hængte hunde. Denne bog nr. 2 fungerer uden tvivl mindst lige så godt som den første. Den har samme tempo, det samme niveau af uvisheder og overraskelser og de samme herlige kritiske refleksioner over det politiske klima i Danmark. Det er skønt igen at følge med i Oxens tanker, hvor forfatteren titter frem og giver sit besyv med på de danske forhold for veteraner.

I denne bog er det også tydeligt, at Jens Henrik Jensen har lavet et godt forarbejde. Udover at karaktererne er genkendelige fra sidste værk, genkender man og forstår deres følelser og motiver. Man er ikke i tvivl om, at grundig research er en dyd for forfatteren, og som i sidste bog er beskrivelserne af de forskellige steder, hvor bogen udspiller sig, meget detaljerede og levende. Det var med et smil på læben og stor genkendelighed, at omgivelserne i Nyborg blev beskrevet, og denne opmærksomhed på detalje levendegør værket på en måde, så man momentant glemmer, at der er tale om fiktion og ikke virkelighed.

Mere af Oxen, tak.
Der er med andre ord tale om, at De mørke mænd er endnu en roman, der kan anbefales til efterårets kolde måneder. Jeg håber, at det ikke er det sidste jeg hører om min yndlingsveteran Oxen.