Selv om ordet ”gotisk” efterhånden benyttes om alt fra tøjstil til Giullermo Del Toros film, så dækker udtrykket i sin oprindelige betydning over dels en bestemt type af arkitektur, kendetegnet ved blandt andet masser af spidse buer ofte brugt i slotte og enorme katedraler. Samtidig benyttes det også i forbindelse med en helt bestemt type af litteratur, der var en slags modsvar til romantikkens ofte meget sukkersøde fortællinger.

I de gotiske hovedværker som The Castle of Otranto og The Monk finder man en række historier, der som oftest foregår på skumle slotte, hvor ungmøer er taget til fange af nogle dæmoniske modstandere. Disse modstandere er som oftest klamme mænd, der af forskellige årsager vil gøre de smukke ungmøer ondt. Selvom grundstemningen er dyster, grænsende til det reelt uhyggelige, er der også næsten altid en form for kærlighedsfortælling gemt i romanerne. Det skal nok lige præciseres, at det naturligvis ikke er de klamme mænd, der bliver objektet for denne kærlighed, men som oftest er det den unge helt, der pludselig dukker uventet op for at redde ungmøen, som de forelsker sig i.

Umiddelbart lyder denne noget hjemmegjorte definition af gotisk litteratur som en type af fortællinger, forældre næppe ville have lyst til, at deres børn skal læse, men Kapellet har fået tilsendt en børnebog, der både opfylder ovenstående kriterier, og som i den grad kan anbefales til læselystne børn og deres (højtlæsende) forældre. Det drejer sig om David Walliams’ Frygtelige faster.

Ulig de to andre bøger af David Walliams som Kapellet tidligere har set på (Øv, Far og Gangster Farmor), er handlingen i Frygtelige faster hensat til begyndelsen af det sidste århundrede. Læseren befinder sig på en stor, afsidesliggende herregård i England. Her møder vi den 12-årige Stella, der vågner konfus op i sin seng. Døren går op og der, som en ildevarslende skygge, dukker hendes frygtelige faster op med sin store, olme hornugle på armen.

Engang var godset, som er Stellas fødehjem, et velhavende sted, med masser af tjenestefolk, antikke skatte og horder af gæster. Dette ændrede sig dog i løbet af Stellas barndom, hvor fasteren begyndte at ødsle familiens formue væk i loppespil. Tjenestefolkene blev afskediget (med undtagelse af en enkelt tudsegammel butler, der ikke forstod, at han var fyret), og familien måtte sælge ud af deres ejendele. Værre er det dog, da det går op for Stella, at hun er viklet ind i så mange bandager, at hun ikke kan bevæge sig. Hun har været ude for en ulykke, fortæller fasteren, en tragisk bilulykke, der samtidig kostede Stellas mor og far livet.

Stellas faster har kun et mål i sit liv: At finde skødet stil Saksby gods, for på den måde kan hun fortsætte med at spille sit loppespil. Faster har desuden lavet en vild plan om, hvad der skal ske med godset, såfremt hun kan bevise, at det er hende, der ejer det. Gode råd er derfor dyre, for selv om Stella godt ved, hvor skødet befinder sig, vil hun aldrig lade det grufulde kvindemenneske få fat i, hvad der er Stellas retmæssige arv.

Så for at sammenfatte elementerne i Frygtelige faster, så er det en bog der både byder på en stor, dunkel herregård, dødsfald, spøgelser, en virkelig væmmelig faster, tortur, en skummel hornugle, vilde flugtplaner, en kulkælder og meget, meget mere.

Det kunne godt lyde som om, Frygtelige faster vil være en bog, der vil give dine børn mareridt, men selv om den på udsatte steder er ganske dyster, er den også fortalt i et meget veloplagt sprog og i en tone, der gør det hele en del mere letbenet. Dertil kommer Tony Ross’ morsomme tegninger, der også tager brodden af den tristesse og dystre gotiske grundstemning, der i øvrigt præger fortællingen. I vanlig David Walliams-stil er bogen ligeledes pacet så tilpas meget, at den ene side hurtigt tager den næste, og læseoplevelsen bliver en ren fryd.

Frygtelige faster er den bog af David Walliams, der til dato har begejstret anmelder mest (og faste læsere ved godt, hvor glad undertegnede har været for de øvrige). Dette skyldes nok den gotiske grundtone, og at bogen ikke er bange for også at fortælle om ting, der ikke er rare. Anmelder har altid ment, at børn ikke bør skånes for de mere ubehagelige sider af tilværelsen, men ulig Brdr. Grimms eventyr, så er det ikke Walliams’ idé at skræmme ungerne fra vid og sans. Det er jo også lidt af en genistreg, at placere handlingen i gamle dage, da dette måske også tager lidt af brodden af læserens møde med den Frygtelige faster. Det er en både medrivende, sjov og spændende børnebog, der hermed får vores varmeste anbefaling.