Faste gæster i Kapellet vil vide, at den engelske komiker, skuespiller og børnebogsforfatter David Walliams er en af vore faste gæster. I samarbejde med illustrator Tony Ross har han skabt en lang række bøger for familiens yngste , der både er sjove og spændende, samtidigt med at de er indbydende at se på i både tegning og typografi. Af samme grund vil det være lettere overflødigt at gentage mange af de ting, som allerede er blevet nævnt i forbindelse med omtaler af hans andre bøger.

Mandens seneste opus har titlen Uhyret på slottet og for en gang skyld er handlingen ikke en der foregår i fortiden eller nutiden, men derimod præsenteres læseren for en dyster vision om et fremtidigt Storbritanien i forfald. Vi skriver 2120. London er i ruiner. Bag de tykke mure på Buckingham Palace bor den unge, svagelige prins Alfred, sammen med sin kærlige mor og kongen, der er meget syg. Udenfor de beskyttende murene er London reduceret til et dystopisk mareridt. Rotter myldrer rundt i gaderne, himlen er konstant mørk og befolkningen lever i sult og armod.

Denne ganske ensomme tilværelse som prins er både trøstesløs og monoton. Alfred overvåges konstant af både tjenestefolk og ikke mindst en flyvende kugle, der holder øje med alt og alle har mulighed for at skyde efter dem, der ikke opfører sig ordentligt. Alfred er et meget svageligt barn, men det forhindrer ham ikke i at finde styrken til at tage affære. Det sker da St. Pauls katedral bombes og kort herefter anklages Alfreds mor for at stå bag og for at tilhøre oprørsbevægelsen. Hun arresteres og føres til The Tower of London. Det er her rigets værste forbrydere er spærret inde, lige som i de ´gode´ gamle dage.

Selv om det egentlig burde være kongen, der styrede landet er han så syg, at det reelt er den skumle Rigskansler, der forsøger at opretholde lov og orden. Han har udskiftet Union Jack med et flag der forestiller en Grif og har – som en slags intertekstuel reference til både George Orwell og Terry Gilliam – luftskibe med sit eget billede på, svævende over byen, mens højtalere med Rigskanslerens stemme forkynder, at man ikke må noget som helst. Alfred trygler og beder om at få lov til at besøge sin mor, men da Rigskansleren forbyder dette beslutter drengen selv at finde en vej ud af paladset. Det bliver starten på endnu et actionfyldt eventyr fra Walliams´hånd.

Selv om det måske kunne lyde som om Uhyret på slottet ikke er en børnebog, så bør det også nævnes at de mange skræmmende begivenheder og den dystre grundstemning selvfølgelig er tilpasset målgruppen. Foruden Ross´ mange og morsomme tegninger af de begivenheder der beskrives, er historien fyldt med både morsomme dialoger, skæve karakterer og bizarre optrin, der gør det hele en anelse mere spiseligt. Så bare rolig, hvis du var bekymret om at der ikke var blevet plads til prutter og andet gak, så kan Kapellets anmelder forsikre dig om, at det er der selvfølgelig!

Walliams viser også i denne bog, at han er rigtig god til at skrive veritable ´pageturners´ til børn - altså bøger hvor man nærmest ikke kan vente med at komme i gang med det næste kapitel. Det er reelt svært at lægge bogen fra sig. Selv denne granvoksne anmelder skulle da flere gange undervejs lige læse et kapitel til, selv om tiden måske ikke rigtigt var til det.

Slutningen er, helt i tråd med den overordnede præmis, ganske episk. Til gengæld virker den for en gang skyld også alt for forhastet. I Walliams´ øvrige bøger har han været god til at få skabt gode slutninger, der får samlet de handlingstråde so optræder. Selvfølgelig er Uhyret på slottet spekulativ fiktion rettet mod børn, men selv om dette måske giver en række friheder rent fortællemæssigt, så ændrer det ikke på, at der synes at være for mange af de problemer som præsenteres, der bliver løst på en lidt for nem og lettere uforklarlig måde.

Eksempelvis (og her følger et par spoilers, der kan undgås helt ved at flytte dine øjne til næste afsnit – red.) får vi aldrig en forklaring på hvad der er skyld i at Alfreds mor pludseligt har mistet synet mod bogens slutning. Det forklares heller ikke hvorfor solen pludselig bryder gennem det ellers konstante tusmørke der hviler over byen, med mindre at det er fordi Union Jack endnu engang vejrer over byen og dette er nok til at påvirke vejret. Det virker også lidt for heldigt at Alfred er i stand til at nedlægge så mange uhyrer der truer verdenen på én gang. Læs selv og se ikke om du vil give Kulturkapellet ret?

Så ud over en slutning, der nok er den svageste blandt alle de Walliams-bøger, Kapellet har anmeldt, så kan den selvsagt stadig anbefales. Den er spændende, sjov og på sine steder også lidt uhyggelig. Af samme grund bør det heller ikke være de alleryngste i familien der skal udsættes for Uhyret på slottet, da målgruppen er de lidt større børn, som har nemmere ved at håndtere både de tragiske begivenheder der sker undervejs og ikke mindst den dystre grundtone, som er en del af bogen.