Tandlægen 2 er - sjovt nok - fortsættelsen til Tandlægen som Brian Yuzna også instruerede to år tidligere (i 1996). Tydeligvis var den første film om den kittelklædte psykopat været en stor nok succes til at man tænkte man ville gentage den, men desværre er fortsættelsen, som er tilfældet med så mange toere, ikke nær så vellykket som den første.

Corbin Bernsen, gentager sin rolle fra etteren, og filmen starter der hvor den første sluttede, nemlig med at vise Dr. Alan Feinstone, der flygter fra den sindssygeanstalt, som han blev spærret inde på i slutningen af etteren. Vi møder ham et par år senere hvor han har antaget en anden identitet og nu kalder sig Caine. Han er taget langt væk fra Beverly Hills til en soveby et sted i USA og forsøger at ernære sig som håndværker.

Da han en dag mister en krone på en tand opsøger han den lokale tandlæge, som han kommer til at dræbe. Nu mangler byen en doktor og selv om Caine bliver spurgt vil han først ikke, da han godt kan mærke sine morderiske tendenser begynder at vise sig, men da en ung, uskyldig pige, som han har set sig lun på, trygler ham, indvilliger Feinstone/Caine og det hele kan potentielt starte forfra. Parallelt er der en historie om en privatdetektiv, der er blevet hyret af Feinstones ekskone som forsøger at opspore ham.

Tandlægen 2 er en af de B-halvfemserfilm, som ikke just efterlader et uudsletteligt indtryk. Den har, lige som forgængeren, et par meget ubehagelige ultra-nærbilleder af tænder der bores ned til roden, eller sprøjter der sættes i tandkød. Dertil kommer et par drømmesekvenser hvor vi ser de vrangforestillinger som vores hovedperson har og selv om de prostetiske effekter er ganske fint lavet, er der lidt for langt mellem dem, til at de bliver virkelig skræmmende.

Til gengæld er Bernsen ganske fornøjelig at opleve i denne rolle, som han synes at leve sig fortrinligt ind i. Eksempelvis er der en skøn, dvælende scene hvor han med et manisk blik smører sit ansigt ind i blod, hvilket både synes ganske unødvendigt, excessivt og sjovt. Det er en film, der på mange måder forsøger at fortælle sin outrere historie med så brede penselstrøg som muligt, men desværre synes filmen at ville kopiere alt for mange handlingselementer fra den første, hvilket gør at den får lidt svært ved at stå på egne ben.

Eksempelvis er forholdet mellem tanddoktoren og den kvinde han møder i lokalområdet meget lig hans forhold til ekskonen: det starter med at han ser pigebarnet som uskyldig og ren, men snart ændres dette til afsky og lede. Dette er naturligvis helt bevidst for filmen spiller eksplicit på lighederne mellem denne nye blondine og hans eks. Hvor den gamle film havde nogle politimænd der efterforskede sagen, er der nu en privatdetektiv – osv. Lighederne er altså mange, men det virker ikke som om budgettet har været til at lave nogle scener med tandlægeborstortur der på samme måde som etteren får seeren til at få tyndt spyt heldt bagerst i munden.

Tandlægen 2 skal derfor ses som en slags kuriosum og bør naturligvis appellere til alle de forstyrrede filmfreaks, der simpelthen ikke kan få nok af skæve, splatterfilm, eller for den sags skyld de der holder af Brian Yuzna. Alle andre kan godt springe filmen over.