Med Den som dræber forsøger TV2 at skrive sig ind i det, der ellers hidtil kun har været DR-domæne: krimiens søndagsalter. Lanceringen og markedsføringen af serien har været omfattende, og de første afsnit viste da også særdeles fine seertal, hvilket formentlig primært var motiveret kraftigt af den omfattende eksponering og veltilrettelagte reklamestrategi. Undervejs gennem de nu – i skrivende stund – ni afsnit er seertallet dog faldet lidt, og opmærksomheden er ikke længere på samme niveau, men samlet er det under alle omstændigheder (endelig!) lykkedes TV2 at udfordre DR’s monopol på sendetiden mellem 20 og 21 søndag aften.

Serien bliver parallelt med, at den sendes på tv, også udsendt på dvd, hvor de dobbeltafsnit, der hver anden uge behørigt afsluttes med en fremtrædende cliffhanger, nu samles til hele film i spillefilmslængde. Strategien er god, og denne dobbelteksponering hjælper formentlig med til, at serien fastholder opmærksomheden uge efter uge. Serien køber sig derved plads i medialiseringens parkeringshus, hvor den samlede omtale på tværs af forskellige udgivelseskanaler, tvinger seere – på godt og ondt – til at tage stilling til Den som dræber. Nu er seriens fjerde dobbeltafsnit Øje for øje havnet i denne opmærksomhedsspiral. Dvd’en er netop landet.

Serien har fået en noget blandet kritikermodtagelse, der har vist alt fra begejstring over den institutionelle udfordring til udsagn som ”den som dræber spændingen”. Serien er også et pudsigt miks af heldige indfald og ganske undermålte resultater. Det største problem har meget simpelt været spændingen, der i de første tre dobbelthistorier basalt set er forsvundet på det tidspunkt, hvor seeren får at vide, hvem gerningsmanden er – hvilket har været alt, alt for tidligt. Når det punkt nås i fortællingen, skal spændingen etableres ved, at vi – som kåde, videbegærlige krimielskere – selv spiller med på spillet om, hvem der ved hvad. Det, at vi ved mere end efterforskerne skal alene opretholde suspense – og det har serien ikke hidtil formået.

Det vigtigste ord er her hidtil – for Øje for øje er serien indtil nu bedste dobbeltafsnit. Det, der her til en vis grad redder filmens – som vi nu skal kalde den – spænding er, at psykiateren Thomas bliver involveret særdeles personligt. Det er – uden udpræget succes – forsøgt tidligere med vicekriminalkommissæren Katrine, men et tilpas kompliceret plot kombineret med den spænding, der etablerer sig omkring Thomas’ karakter, hæver niveauet. Problemet, der dog stadig er til stede, er, at niveauet fra starten har været for lavt – derfor bliver det aldrig helt godt. Serien bidrager med absolut intet nyt, og bliver til en lang række gentagelser af det, som krimigenren normalvis gør – og gør betragteligt bedre andetsteds.

Laura Bach, der spiller hovedpersonen Katrine, har tidligere gjort sig rigtig positivt bemærket i indiefilmen No Right Turn, og har tidligere været et velkendt ansigt i film- og seriebiroller. Den som dræber vil formentlig være hendes større gennembrud i dansk film: Uden at gøre særligt væsen af sig spiller hun hæderligt. Jakob Cedergren har vist fine, fine takter i fx Frygtelig lykkelig og i særdeleshed Submarino, men viser formentlig i Den som dræber, hvor svært det er at arbejde metodisk i serieformatets indskrænkede produktionstid – rollen som Thomas er et overraskende tilbageskridt for Cedergrens hidtil pæne karriere. Seriens mest problematiske karakter er dog betjenten Molbeck, der er spillet noget skematisk af Frederik Meldal Nørgaard – årsagen er dog efter alt at dømme den ubehjælpeligt ubrugbare rolle, og ikke (kun) Nørgaards evner.

Derfor er Den som dræber egentlig kun interessant som fænomen og ikke som samlet værk. Fænomenets omfang bedømt ud fra lanceringens karakter og forsøget på institutionelt at udfordre DR er alene spændende. Spændende er det dog næste ikke. Øje for øje er godt nok seriens mest spændende dobbeltafsnit, men alligevel fremstår det symptomatisk for en serie, der er mere interesseret i succes end i at skabe et nævneværdigt, unikt krimiværk.