Dansk populærkultur er ved langt om længe at have fået øje på Afrika. En væsentlig gnist, der har været med til at flamme dette op, har med stor sandsynlighed været Jakob Ejersbos seneste – og sidste – trilogi. Som yderligere benzin på bålet fokuserer Susanne Biers Hævnen også på problematikkerne omkring det afrikanske kontinent. Et tidligere filmeksempel vil være Kristian Levrings mesterværk The King is Alive, der på yderst subtil vis formår at diskutere postkoloniale problemstillinger. Den danske instruktør Vibeke Muasya føjer sig nu til denne voksende liste med spillefilmsdebuten Kidnappet, der netop er sendt på gaden på dvd.

Simon er en 12-årig kenyansk knægt, der er adopteret ind i en dansk familie. Hans mor tager ham derfor med til Kenya, selvom – eller måske fordi – Simon ikke viser den store interesse for sine rødder. Han er mere fokuseret på at spille fodbold i Danmark. Der går derfor heller ikke længe under rejsen, før Simon kommer til at kede sig. Han begynder derfor at spille fodbold med nogle andre børn på hotellet, men hans bold forsvinder ud til fattige børn uden for hotellets område. Da han forsøger at få fat på bolden igen, løber ungerne væk – og han følger efter. Han ender dog uventet med at spille bold med dem, men flere af børnene har kriminelle fortsæt – og snart ser Simon sig fanget i et slumkvarter, hvor han ikke kan finde ud, og hvor flere hurtigt indser, at han kan være penge værd.

Titlen efterlader ikke de store uvisheder om, hvad der kommer til at ske – og det er da også filmens største svaghed: forudsigeligheden. Selvom den er troværdigt og i mange tilfælde særdeles godt spillet af særligt de mange børn fra Kenya, og selvom den fremstår velproduceret og visuelt ganske godt skruet sammen, så er fortællingen fra starten ganske gennemskuelig. Det betyder ikke, at fortællingen er uvedkommende, idet den i høj grad sætter en finger ned, hvor dansk film sjældent tør få hænderne beskidte. Fokus på slum i Afrika og Simons mere essentielle identitetsfornemmelser, der langsomt blomstrer op i Kenya, er temmelig spændende. Men handlingen formår ikke at skabe fremdrift og overraskelser – i stedet falder strukturen ud helt som ventet.

Filmen er af selskab såvel som flere biografanmeldere blev sat i bås med børnefilm. Det er en kategori, der er svær at definere præcist, og det er da også en kategori, der langt fra vil stå mål med det, som Kidnappet rent faktisk beskriver – og ikke mindst viser. Den eksplicitte vold, der er finder sted i filmen, harmonerer ikke med børnevenlighed. Tematisk er det måske endda lidt en hån over for en film, der stiller nogle lidt mere komplekse spørgsmål, at kalde det en børnefilm. Omvendt er det måske derfor, filmens struktur er så gennemskueligt komponeret. Den eneste grund til, at det faktisk vil give mening at kalde den en børnefilm, er, at den handler om børn – og ikke nødvendigvis henvender sig til børn. Måske er det derfor, at mange anmeldere har vist så stor begejstring for filmen: Det er en voksenfilm forklædt som børnefilm – og henvender sig derved måske endda (for) bredt.

Lars Mikkelsen og Connie Nielsen spiller fint som forældrene, mens Simon Larsen – der i filmen faktisk også hedder Simon Larsen – fremstår som en vordende barnestjerne. Samlet set viser Vibeke Muasya nogle elementer, der fint falder på plads i nutidens danske filmtendenser, men skiller sig ud ved at turde fokusere så indædt på afrikanske problematikker. Et godt råd til seeren er dog at stoppe filmen fem minutter før slutningen – de sidste scener bliver ikke kun klæge og sovset sentimentale – de bliver også temmelig utroværdige. Stilmæssigt, spillemæssigt og tematisk er Kidnappet dog en yderst sympatisk produktion.