Kandidaten vil ikke blive husket som en film, der satte nye tanker i verden, men den har i stedet skrevet sig ind i kritikernes historiebøger på grund af den praktiske modtagelse af den. Det var nemlig den film, som Lars Bukdahl i filmmagasinet Ekko trak gennem sølet for til sidst at endevende plottet, så der ikke – tilsyneladende – var en eneste god grund tilbage til at se filmen. Så tarveligt et stykke håndværk, som Bukdahl fremhæver det som, er det nu ikke, men snarere er Kandidaten et stykke blød mellemvare, der ikke vil mere end at risle et gådefuldt efterforskningsplot igennem uden yderligere kant.

Krimien leder hele tiden efter nye karaktertyper, der kan sendes i vælten for at opklare mysterier. Privatdetektiven og politibetjenten er her selvfølgelig de vanligste inkarnationer af den sandhedssøgende, mens der også efterhånden er en del journalister med hang til efterforskning. En anden lidt mindre brugt type er juristen, der enten søger skyld eller uskyld i en sag, der skal for retten. Det ser vi eksempelvis hos Yrsa Sigurðardóttir i Den der graver en grav, eller senest er det blevet relanceret for alvor som et delelement i Stieg Larssons Luftkastellet der blev sprængt. Mest kendt er nok forsvarsadvokaten Perry Mason i tv-serien af samme navn. Kandidaten er også en jurakrimi, der understreger juristens sandhedsprofil på linje med andre typer efterforskere.

Den talentfulde forsvarsadvokat Jonas Bechmann, der – som sin afdøde far – har specialiseret sig i at sætte drabsmænd fri, har svært ved at lade fortiden ligge. Han har sin fars ulykke mistænkt for at være drab, og fortsætter bestandigt med at grave i denne sag, selvom alle omkring ham råder ham til at lade være. Efter et skænderi med sin kæreste tager Jonas i byen med en ven, og vågner – til sin store forundring – i en fremmed seng. Men da han vil underrette nattens knald om, at han lusker af sted, finder han hende død på badeværelsegulvet. Alt, inklusive den dvd med en optagelse af mordet, peger på, at han selv har gjort det, uden han kan huske det.

Hertil og ikke længere! Der er selvfølgelig lagt i kaklen til mange besynderlige twists undervejs, der til sidst skal efterlade seeren mistroisk over for hver en fortælleteknisk udvikling. Det er selvsagt udtænkt med en matematisk akkuratesse, der får fortællingen til at ligne et stykke metafysik, som er hentet fra dengang, hvor store filosofiske sammenhænge gav mening. Det betyder derfor, desværre, at plottet kommer til at virke ikke godt tænkt, men i stedet fortænkt. Det går for fuld skrue gennem den enes jagt af den anden, den tredje genopstandelse, og den fjerdes mystiske indfinden sig på steder, hvor denne ikke skulle være. Det skal dog understreges, at en række twists undervejs er så usandsynlige, at det nærmest bliver utroværdigt.

Denne type tvistede fortællinger kan være interessante, når der under hele denne fordækthedsstruktur findes et subtilt lag af merbetydning. Skræller vi, hos fx den svenske forfatter Arne Dahl, de yderste lag af plotteknik væk, så udfolder der sig en kinesisk æske af kulturelle og intertekstuelle betydningslag. Skræller vi det organisatoriske raffinement væk i Kandidaten, efterlades vi med et blank intet. Filmen bliver derved rent plot, hvilket også kan have sin underholdningsværdi, men man skal ikke forvente sig mere end et tilsnerpet, mere eller mindre uforudsigeligt plot.

Derfor fungerer filmen selvfølgelig også efter hensigterne, idet det sgu er spændende, hvem pokker, der driver gæk med Jonas. Kandidaten er således den bløde mellemvare, der er sat i verden for at underholde i de halvanden time, den varer – derefter kan vi lige se, hvem der røg ud af aftenens X-factor.