Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Frygtelig lykkelig (99 min.) Købsfilm / Nordisk Film
Anmeldt 19/5 2009, 11:28 af Kim Toft Hansen

Helt derude, hvor kattene siger mojn


Helt derude, hvor kattene siger mojn

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

En fremmed kommer til byen! Sådan starter et utal af fortællinger, og således også Frygtelig lykkelig. Men hvor den fremmedes besøg på det ukendte sted ofte har for vane at dreje en velkendt fortælling over et udkogt suppeben, så formår Frygtelig lykkelig i den grad at overraske, tviste og bringe nye vinkler ind i dansk films nye darling – provinsfilmen. Frygtelig lykkelig er årets mørkeste og mest absurde komedie.

Det provinsielle har det seneste årti blomstret i litterær form, og turen ind i filmen har været undervejs længe. Nils Malmros har selvfølgelig hele tiden holdt provinsen højt, men netop nu er han jo også aktuel med Kærestesorger. En tv-serie som Sommer trækker i samme retning (dog ikke længere end lige uden for København), hvilket også gælder filmen En enkelt til Korsør. Der er flere eksempler, og det er på ingen måde en ny tendens, men med filmatiseringen af Erling Jepsens Kunsten at græde i kor fik det sønderjyske også sin plads på det danske filmlandkort. Frygtelig lykkelig er også baseret på en roman af Erling Jepsen, men her er provinsen lagt under en underfundig komisk skæppe.

Robert (Jakob Cedergren) er københavnsk politimand, men har gjort noget, som (åbenbart!) er groft nok til, at han sendes til en lille flække uden for Tønder som landbetjent. Vi kender ikke Roberts baggrund, og ved intet om byen, som langsomt bygges op om en landsbysatire. Her møder vi outrerede karakterer, som – som mange andre velkendte stereotyper – har en tråd ind i virkeligheden, men den er så tynd, at satiren og absurdismen bliver tyk. Robert møder her den meget pågående og ligefremme Ingerlise (Lene Maria Christensen), der antyder, at hun får bank af sin mand. Dette skal blive omdrejningspunktet for resten af filmen.

Så langt er filmen tvundet grundigt ind i den provinsielle satire, der trækker på en række amerikanske forbilleder. Vi har danske hillbillies og et dansk svar på politikonflikter provins og storby imellem (hvor Tønder i øvrigt betragtes som storby): Denne inspiration understreges kraftigt af Ingerlises mand Jørgen (Kim Bodnia), der er klædt i et noget nær westernkostume. Westerngenren ligger også som et stiltræk gennem hele filmen, og det er nærmest et tilfælde, at hestene er skiftet ud landrovers. Frygtelig lykkelig er nok det tætteste vi kommer på en dansk moderne western.

Men genrepasticher og ikke mindst genreblandinger har blandet sig i dansk film for tiden, særligt hos Ole Bornedal og i høj grad i Kærlighed på film. Derfor er det nærmest beklageligt, at jeg er nødt til at forklare, hvordan filmens mere nedtonede absurdisme trænger over i thrillerens overtoner undervejs, hvilket ved første øjekast kan fornemmes som modstridende og inkonsekvent. Men som konflikterne spidser til, så viser disse spor – uden at jeg vil antyde hvilke – at absurdismen og spændingsfilmen går ganske godt i spænd. På visse punkter kommer Frygtelig lykkelig – uden øvrig sammenligning – dermed til at ligne Jennifer Lynchs Surveillance, mens landsbybilledet på mange punkter også henter nogle tråde fra en tv-serie som Twin Peaks. Det er i øvrigt også et træk, vi ser hos den danske forfatter Henning Mortensen, der i sin Sondrup-trilogi også spejler provinsen i det absurde. Mødet mellem genrebevidsthed, politisatire og provinsabsurdisme er i Frygtelig lykkelig på bedste vis intakt.

I en sådan film (hvor det virker naturligt, at kattene siger mojn) skal man nærmest være landsbytosse for ikke at more sig kosteligt.


Forrige anmeldelse
« Welcome to the Jungle «
Næste anmeldelse
» Elegy »


Filmanmeldelser