Morten Giese er en fyr, der længe har gjort sig pænt bemærket på sidelinjen af dansk film. Som klipper på Per Flys trilogi slog han for alvor sit navn fast, efter at have klippet et utal af kendte film rundt omkring i Skandinavien. Han var med på den svenske krimiserie Beck, mens han også vandt indpas gennem sin producerrolle på tv-serien Hotellet. Nu har Morten Giese forsøgt sig som spillefilmsinstruktør, hvilket tilsyneladende kun var på tide: Vanvittig forelsket er et overraskende, nærværende og intensivt drama om at være i kærlighedens vold. Den slovenske filosof Slavoj Žižek har engang provokatorisk skrevet, at den ægte kærlighed er analog med guddommelig vold. Når vi ser Gieses spillefilm, er vi tilbøjelig til at give ham ret.

Filmen handler om pianisten Daniel, der er et af konservatoriets mest lovende talenter. Han har dog svært ved samtidig at prioritere det sociale liv, selvom hans ven ihærdigt forsøger at trække ham med ud efter en stopprøve – som Daniel selvfølgelig består. Daniel har også et andet, måske værre problem, idet han for alvor er præget af en omsiggribende nervøs holdning til sine omgivelser. Han skal ikke presses meget, før han smelter af febrilsk anspændthed. Tilmed er hans familie – han bor sammen med sin mor – for nyligt blevet amputeret, da hans far begik selvmord. Faren havde også et enormt musikalsk talent, som Daniel efter alt at dømme har arvet – men spørgsmålet er, om han har fået mere med i denne arvepakke. Faren led også af nervøse trækninger og et problematisk talent for vrangforestillinger.

Alt sammen ser dog væsentlig mere lyst ud, da Daniel efter stopprøven alligevel ender med at gå ud – han er nemlig ved et tilfælde stødt på en pige, han hører skal til koncert. Han opsøger koncerten, og falder i snak med hende – og vågner hos hende dagen efter. De indleder et forhold, der dog viser sig at være alt andet end let – Daniels sind og nervøsitet udvikler sig til en sygelig jalousi. Uden at sige for meget, så udvikler filmen sig fra at være et kærlighedsdrama til en tragedie om menneskeligt forfald. Bagsideteksten på filmen røber desværre mere end det, men ud over det, så taler filmens alt for utvetydige titel jo også et klart sprog: at være vanvittig forelsket, skal åbenbart tages helt bogstaveligt. Suppleret af gode uddrag fra den klassiske musik, bygges tragedien fint op til det bristepunkt, hvor det kommer til at gøre ondt for seeren selv.

Men når promoveringsstrategier og bagsidetekster har fået den obligatoriske røffel, fordi de – næsten som sædvanligt – røber alt, alt for meget, så skal filmen fremhæves som det intense og anspændte drama, den er. Morten Giese viser her, at han – selvom filmens plot ikke nødvendigvis er dybt og kompleks – kan instruere de bærende karakterer, der er de bærende piller i en sådan film. Rollerne Daniel og kæresten Sofia er velkonstruerede, så der er plads til at indføre den dybde, som filmens fortælling fraviger fra, i netop karaktererne. Det er her nærværet dukker op. Det betyder samtidig også, at især Cyron Melville, der spiller Daniel, viser, at han har et større skuespilstalent, som vi tilsyneladende kan vente os mere af.

Vanvittig forelsket er ikke en dybsindig kærlighedsfilm eller en overraskende thriller. Den forsøger i stedet på noget andet, nemlig at skabe en film med kød på gennem velspillede og fine karakterer, som kan bære det hele. Forventningens sorg over endnu en romantisk kammerkomedie blev derfor langsomt gennem filmens hjerteknusende psykopati vendt til glæden over en film, der går andre veje, end vi i dansk film har vænnet os til. Vanvittig forelsket tværer sjælen rundt i kærlighedens voldsomme, eruptive eksplosioner. Kærligheden er en guddommelig vold.