Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




No Right Turn (91 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 16/4 2010, 18:16 af Kim Toft Hansen

Syre, sex og selvstændighed


Syre, sex og selvstændighed

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Danskproducerede, lavbudgetterede indiefilm har det efterhånden bedre og bedre. Der er flere, der selvstændigt tager kameraet i hånden for at producere små film for egne eller relativt få støttepenge. Noget af det udspringer af en simpel lyst til at forsøge at lave film, mens andre aspekter fokuserer direkte kritisk på Det Danske Filminstitut som synderen, der fokuserer for meget på det etablerede. Mere etablerede figurer på den danske indiescene er industrielt perifere men kunstnerisk skarpe instruktører som Jytte Rex og Christian Braad Thomsen. Men den danske undergrund – der helst ikke vil kaldes amatørfilm – vokser også for tiden. Flere og flere af filmene, der udspringer af dette miljø, udkommer i bred (sågar også oftere international) distribution. Seneste skud på undergrundens grumsede himmel er David Noel Bourkes No Right Turn, der netop er udkommet på dvd.

Instruktøren David Noel Bourke er oprindeligt fra Irland, men anser sig selv for at være mest dansk. Han skrev, instruerede og producerede selv i 2003 den smalle, lidt skæve film Last Exit. Så helt ukendt er han ikke i den danske undergrund. No Right Turn er hans anden spillefilm, der samlet set er et væsentligt skridt i den rigtige retning: No Right Turn er blandt de bedste danskproducerede indiefilm fra den seneste smalle undergrund. Der er stadig lang vej til kvalitetsfilm som hos fx Thomsen og Rex, men der er i Bourkes film så meget styr på humoren, stilen og detaljen, at den vinder på sin nerve og sin vedholdende ærlighed over for sine inspirationskilder.

Hvor andre indiefilm på dansk grund har gået en relativt slagen og uselvstændig vej, hvad angår stil og tematik, så er No Right Turn mere sin egen. Tidligere film på denne scene er eksplicitte danificeringer af velkendte udenlandske formler. Ikke dermed sagt, at det ikke fungerer, tværtom. Det er i flere af de seneste tilfælde særdeles charmerende actionfilm. Men No Right Turn har mere at arbejde med fra Bourkes manuskripts side, hvilket også betyder en del for det færdige resultat. Historien er tilpas syret – og overdrevent sexet – til, at den kræver lidt ekstra eftertænksomhed. Den fortjener det, fordi den ikke forsøger at forklare alt – i stedet vil den efterlade nogle spor, der hjælper lidt på vej, helt bevidst uden at alle symboler, replikker og vinklinger bliver nemme at tolke.

Det betyder ikke, at filmen er en anspændt art house produktion. Fortællingen opbygger nogle fint tilgængelige kriminalistiske tråde, der er ganske velkendte fra klassisk noir. Fra starten har vi tre tråde: Vi møder Nina, der er prostitueret, og besøges i starten af den outrere fyr Teddy, der udgør det andet spor. Nina bor sammen med kæresten Johnny, der er narkokurér, men har samtidig problemer med sin næse (kræft i næsen, som han siger). Det betyder, at han gentagne gange – på opfordring fra sin dealer – spænder et stykke lever under næsen for at modvirke smerterne. Uden berøring for disse spor følger vi også den depressive og suicidale Monella, der synger fødselsdagssange for sig selv, mens hun spiller russisk roulette. Da Monella redder Nina ud af en voldtægt, krydser sporene hinanden – og besynderlige koblinger opstår.

Filmen er castet med primært danske skuespillere, som vi kender fra mindre biroller i danske tv-serier. Ganske ung spillede Sira Stampe, der her spiller Nina, med i Hjem til fem, og forsøgte sig – uden held – internationalt med Hideous Kinky i 1998. Laura Bach, der spiller Monella, har haft mere konsistens i sine roller i Danmark, men har endnu ikke fået sit gennembrud. Lidt det samme kan vi sige om Tao Hildebrand, der spiller Johnny. Lars Lippert, der spiller Teddy, er nok den, der – også selvfølgelig pga. sin alder – har nået mest blandt de castede, og er et relativt velkendt birolleansigt i Danmark. Derud over er der eksempelvis også et par kendte ansigter – Mads Koudal og Kim Sønderholm – med fra det danske undergrundsmiljø.

Filmen er indspillet på engelsk, hvilket gjorde denne anmelder lidt loren fra starten. Et uheldigt eksempel på dette så vi i Kim Sønderholms ellers interessante Craig, der ikke er særligt sprogligt troværdig. Men i modsætning hertil formår No Right Turn (næsten!) at undgå danske vejskilte og danske nummerplader med videre, hvilket Craig ikke forsøgte på. Derfor kan det engelsksprogede miljø her næsten overbevise – lige bortset fra, at danske pas spiller en rolle undervejs. Sproget er også relativt fint, og der skal nok en dansker til at kunne høre, at Hildebrand og Stampe er danske. Laura Bach er lidt svagere med sin mere danske accent, der smyger sig omkring de engelske gloser. Men samlet set formår No Right Turn derfor – som den første indiefilm på dansk grund – at overbevise nogenlunde om det engelske miljø.

Fortællingens lidt sære logik og de syrede, pudsige indslag hæver også niveauet betragteligt. Den depressive Monellas karakter og oplevelser indskyder bizarre scener, såsom fundet af et sæt englevinger, de arrangerede selvmordsscener og spredningen af urneaske. Filmens tema minder ellers vældig meget om Ole Christian Madsens Nordkraft, og Hildebrands rolle som Johnny er også relativt tæt på Thomas L. Corneliussens version af Asger heri – Corneliussen, som i øvrigt også var med i den lavbudgetterede Krokodillerne. Men versioneringer undervejs skaber en hel anden stemning end i Nordkraft trods en meget lignende brug af musik. Jacob Moths musik er dog i No Right Turn særdeles campet, og fungerer temmelig godt – Teddys tema er morsomt og velvalgt, mens filmens generelle ”franske” tema også lægger en rar ironisk vinkel på det samlede billede. På den måde henter filmen tilsyneladende en inspiration fra David Lynchs univers: Den selvironiske genrepastiche er helt vinklet.

Det kan selvfølgelig ses, at filmen ikke har haft det samme budget, som en gennemsnitlig dansk spillefilm. Det kan høres undervejs, at filmen er castet af danske skuespillere. Men en god fortælling og en særegen stil, som dansk film yderst sjældent byder på, holder niveauet højt for denne indiefilm. Den var derfor også velfortjent udvalgt til CPH:PIX 2009, og blev for et halvt år siden sendt i distribution i USA. Derfor er No Right Turn et godt bud på, at det danske indiefilmmiljø er ved at få flere strenge at spille på. Et gennemgående element er dog efterhånden det pulpede, der er ved at være brugt op – nye vinkler må gerne vise sig for at den bredere offentlighed også skal få øje på, at man ikke behøver at gå på filmskolen for at lave film. Men ganske fortjent får denne undergrundscene efterhånden mere og mere opmærksomhed – og No Right Turn bør da også få sin.

Dvd-versionen har også en god mængde ekstramateriale, der desværre ikke er særligt interessant. Den obligatoriske ’making-of’ er kun optagelser på settet uden kommentarer fra produktionsholdet. Interviewet med David Noel Bourke fra screeningen under CPH:PIX er en god idé, men lyden er så dårlig, at det kræver for meget koncentration at høre, hvad han siger. Så selvom filmen fortjener ekstramateriale for at formidle, hvad det er for en filmproduktion, så fungerer det her ikke særligt godt.


Forrige anmeldelse
« De vilde svaner «
Næste anmeldelse
» I Love You, Phillip Morris »


Filmanmeldelser