Dario Argento er en italiensk instruktør med brede interesser og en produktivitet, der overstiger mange. Det betyder, at kvaliteten er svingende fra intetsigende genreværker til sindrige mesterværker. Samtidig er Argento normalvis meget ærlig over for sit publikum, idet han sjældent foregiver at være så meget mere end en genreinstruktør. Han udspringer af en radikal kunstnerfamilie, men har alligevel særligt helliget sig genrer som krimien, thrilleren og horreren. Men han har – ved sit nære forhold til netop disse genrer – også formået at udforske dem, så der ind imellem viser sig banebrydende greb på relativt faste genrer, der synes låst fast. Pokerspilleren (2004) er en film, der på flere måder placerer sig i midtpunktet af hele denne diskussion – den er omsider ude på dansk dvd.

Den kvindelige politibetjent Anna Mari bliver kontaktet af en pokerspiller, der vil spille om en kvindes liv over et online pokerspil. Anna Mari sanser, at hun bør spille med på netop denne trussel og indvilger i at spille med. Men netop som hun skal til at spille med pokerspilleren, med den tilfangetagne kvinde vist over webcam, stopper politichefen hende – han mener, at pokerspilleren bluffer. Han viser sig dog at tage spillet særdeles seriøst, og statuerer over for politiet et blodigt eksempel ved live på nettet at skære halsen over på hende. Politiet sætter en efterforskning i gang, men snart viser det sig, at pokerspilleren har fundet endnu et potentielt offer – denne gang tør de ikke andet end at spille efter hans regler.

Argento har flere gange haft fat på det særlige italienske krimiformat giallo. Navnet kommer af, at en række amerikanske krimiforfattere – fx Raymond Chandler og Dashiell Hammett – efter Anden Verdenskrig blev oversat og solgt i Italien i billigbogsudgaver, hvor forsidefarven var gul. Giallo er italienske ord for gul. Genren udviklede sig herfra til at være en særligt blodig og voldsæsteticerende krimigenre, der trak kraftige veksler på horrorgenren. Mange film i denne genre er derfor fortællinger, der placerer sig i thrillerens mellempunkt mellem regulære krimier, der fokuserer på mordopklaringen, og horrorens flair for kreative mordscener. Vigtige værker i dette genreformat fra Argento er mesterværker som The Bird with the Crystal Plumage (1970) og The Stendal Syndrome (1996).

Pokerspilleren – med den engelske titel The Card Player og den oprindelige italienske Il cartaio – er også på en anden måde en mellemvare fra Argento. På den ene side er det en sofistikeret og blodig udnyttelse af en trend, der for alvor blomstrede op online i starten af 00’erne: online pokerspil. Filmen fremhæver poker som en livsmetafor, fordi man kan lære en persons sande ansigt at kende gennem spillet. På den anden side er den en forudsigelig fortælling, der stort inddrager de krimi- og horrorklichéer, der kan indbefattes i filmens 99 minutter. Tilmed er dens brug af pokerspillet et særdeles svagt plotspor, der ikke bidrager med nogen særlig sofistikeret pokerstrategi. Argento er gentagende gange blevet anklaget for ikke at kunne plotte sine film. Denne er i høj grad plottet, men den er skåret over et spor, som umiskendeligt er prøvet før.

Argentos seneste film har vist en lettere tendens til genrekarikatur, hvilket også i nogen grad kendetegner den måde, som Pokerspilleren placerer sig i forhold til sit genreophav. Han understreger og nærmest præciserer sin genrebevidsthed i Giallo (2009), der netop i titlen bærer filmens egen genre. I afslutningen på trilogien om de tre mødrer – Mother of Tears (2007) – går Argento også væk fra at instruere nyformuleringer af horrorgenren, som de første – Susperia (1977) og Inferno (1980) – i høj grad formåede at gøre. I stedet peger sidste kapitel på selv nærmest som retrohorror. Lidt på samme måde er Pokerspilleren et genreværk, der mest underholder i kraft sin karakter som retrogiallo, hvilket derfor ikke nødvendigvis er skidt. På samme er Claudio Simonettis musik undervejs også fyldt med bevidste henvisninger (til fx Eksorcisten), der understreger filmen genrebevidsthed.

Ethvert fan af Argento vil føle godt hjemme – og særdeles skidt tilpas (i ordenes mest positive betydning). Men kun de færreste vil opleve et værk, der er eller vil noget ud over det sædvanlige.