Sidst kapellet fik en zombiefilm til anmeldelse (nærmere bestemt Navy Seals vs. Zombies) brokkede nærværende anmelder sig ganske meget over, at filmen nærmest udelukkende benyttede sig at digitale effekter til at skabe blodsprøjt og skudeffekter. Hvis dette i sig selv var eneste grundlag for bedømmelsen ville også Daylight’s End være en katastrofe, men til trods for at den også benytter sig af digitalt blodsplat, så er den uendeligt mere underholdende.

Filmen kan allerbedst beskrives som et low budget mix mellem Mad Max og en zombiefilm. Filmens hovedperson Thomas Rourke (spillet at Johnny Strong – og nej, Kapellet har ikke byttet om på navnene) er fåmælt og kører i en stor, sort muskelbil med gitter i stedet for vinduer. I åbningsscenen, hvor han stopper for at måske finde lidt benzin og et kig på den tilsyneladende forladte benzintank, siger han ikke et eneste ord, men til gengæld ser vi ham håndtere udøde på en meget effektiv måde.

I denne film er zombierne – lidt som væsenerne i I am Legend - meget lig vampyrer, for de kan tilsyneladende ikke bevæge sig rundt i dagslys, da de så bryder i brand. Til gengæld opfører de sig som zombier i alle andre henseender. Det er også denne egenskab, der efter alt at dømme har givet filmen sit navn. Ulig mange andre skildringer af zombier har de dog et monster i deres midte der virker som om det er lidt sejere end de andre. En slags over-zombie, der kan styre de andre. Igen her mindes man om I am Legend.

Vores helt løber helt tilfældigt ind i en gruppe sympatiske overlevende, der bliver angrebet af en anden gruppe langt mindre sympatiske overlevende. Disse skurkagtige banditter nedlægges effektivt af vores helt, der dog kun meget modvilligt tager med til den base, hvor de han har reddet holder til. Han følger dem til hjertet af en storby, hvor menneskene har forskanset sig mod monstrene på en gammel politistation. Denne gruppe af overlevende ledes af Lance Henriksen, der her spiller en forhenværende politiinspektør og det går hurtigt op for seeren, at det er svært at være så mange egoer samlet på et sted, uden at der opstår interne problemer.

Størstedelen af filmen foregår på politistationen eller andre mere skumle interiører, hvor menneskene forsøger at lokalisere og tilintetgøre monstrene, eller kæmpe for deres overlevelse når dette ikke går helt efter hensigten. Det er lidt en skam med de mange indendørsscener, for der hvor filmen faktisk fungerer bedste er i de sekvenser, der viser den kollapsede civilisation uden for politistationen. Sådanne optagelser er selvsagt både ganske besværlige og dyre at skabe, så det kan være indlysende, at de ikke fylder så meget i filmen.

Til gengæld er det lidt af et scoop at Another World Entertainment allerede har været i stand til at udsende filmen, for ifølge IMDB fik den verdenspremiere i september 2016, altså samtidig med at AWE kunne præsentere den for os. En hurtig premiere gør måske ikke filmen bedre, men for genrefans er det altså fedt at kunne få adgang til filmen så hurtigt.

Det gode ved filmen er, at folkene bag har fået presset det mest muligt ud af de forholdsvis få locations, medvirkende og skabt en film der langt hen af vejen fungerer. Dette sker takket være gode, opfindsomme kamerafolk og instruktøren/manuskriptets sans for spændingsopbygning. Der er dog scener, især midt i filmen, som er en anelse trivielle, men de er heldigvis få. Filmen er ikke spektakulær, men den formår at være ganske underholdende for alle os, der ikke kan få nok af de levende døde.

Filmen er vellavet, uhyrerne er hæderlige og de førnævnte digitale effekter er idet de er godt udført ganske velfungerende. Det er også skønt at se Lance Henriksen igen, for selv om han gennem sin karriere har været meget produktiv og at hans medvirken ikke altid er garant for at filmen er af høj kvalitet, så er Lance stort set altid god i det han er med i.

Daylight’s End er dog en film der meget nemt ryger under radaren i disse tider, hvor zombiefilmen og ikke mindst diverse tv-serier med zombier, har skabt et marked som bogstaveligt talt oversvømmes af film, der forsøger at lokke publikummet til – ganske som det også skete i startfirserne. Det ville dog være lidt en skam, for selv om den nemt kunne have været langt mere dramatisk, så holder konceptet om at kombinere en postapokalyptisk fortælling a la Mad Max med netop zombier, som en virkelig vindende idé. Det kunne til gengæld have været rigtigt fedt at se samme film med et virkeligt stort budget.