Kan De li’ Hitchcock? Det kan de fleste med en forkærlighed for spændingsfilm. Den italienske instruktør Dario Argento kan også sin Hitchcock – og han kan li’ ham. For snart et årti siden instruerede han en homage til den store amerikanske instruktør med titlen Do you like Hitchcock? (2005). Og enhver, der kan li’ Argento, og enhver, der kan li’ Hitchcock, vil også nyde denne. Den er (omsider) udkommet på dansk købsfilm.

Filmen indledes med en scene, hvor Giulio som lille dreng ser en kvinde i en skov. Han følger efter og ser en hekseagtig slagtning af en høne. Vi får her etableret Giulios voyeuristiske fascination. Det får han også brug for, da hans nabos mor bliver myrdet. Guilio er filmnørd, læser medievidenskab i Torino, og genkender en film, når han ser den. Hurtigt opdager han blandt de sære ting, der foregår omkring ham, at der er stærke ligheder med en berømt Hitchcock-film.

Do you like Hitchcock skriver sig ind i Argentos store interesse i den særegne italienske krimiform gialloen. Giallo betyder egentlig gul, og henviser til farven på forsiderne af oversættelserne af amerikansk hårdkogte krimier. Filmen her er også en fin oversættelse af en god mængde Hitchcock-referencer, og farven er – trods coverets mørke toner – i høj grad giallo. Denne italienske krimitype karakteriseres gerne af grafisk vold og masser af nøgne kvinder. Det gælder så sandelig også her.

Stilen er så typisk Argento. Pastelfarverne er skarpe og klare, lyssætningen teatralsk, mens blodet er tæt på postkasserødt. Spillestilen er tilpas kantet og overspillet, og synkroniseringen charmerende ringe. Fortællingen er sparsom og til tider ikke-tilstedeværende, mens der også er nogle fortælletekniske lakuner, der trænger til udfyldning. Og Do you like Hitchcock? er bestemt ikke blandt Argentos mesterværker. Men den emmer af alt det, som enhver Argento-elsker altid søger. Og får.

Hitchcock-fans kan også rolig gå på opdagelse i filmen. Referencerne er flere. Strangers on a Train (1950) er mest iøjnefaldende, men Rear Window (1954) og Dial M for Murder (1954) er også til at få øje på. North by Northwest (1959) og Psycho (1960) lister sig også ind i plottet. Men det er ikke kun Hitchcock, der er til stede. På vanlig vis sender Argento også kærlige tanker til flere af sine egne film – og til sin datter Asia Argento. Læg dertil så lige dele tysk ekspressionisme og metafilmenes alfader Manden med kameraet (1929). Ja, filmen er tyk af henvisninger.

Filmen har Argento skrevet sammen med Franco Ferrini, en af Italiens mere produktive og bemærkelsesværdige filmforfattere inden for gialloen – foruden Once Upon a Time in America (1984). Han var også medforfatter på centrale Argento-værker som Opera (1987), Trauma (1993), Argentos segment i Two Evil Eyes (1990) og klassikeren Phenomena (1985). Ja, sæt to personer sammen, der har været med til at definere italiensk sleaze – og se, hvad de finder på at referere til.

Dario Argento er lidt som en italiensk pizza. Det er aldrig så skidt, at det ikke bare er lidt godt.