Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters

Hacker (95 min.) Købefilm / Another World Entertainment
Anmeldt 5/1 2017, 10:20 af Torben Rølmer Bille

Velfungerende ungdomsthriller


Velfungerende ungdomsthriller

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det er intet under, at der i løbet af de seneste år har været så mange film, der har fokuseret på den digitale verden, vi lever i. For internettet og alle de informationer, der sejler rundt på det, er spændende. Man har for eksempel kunnet vælge mellem film om whistleblowers som Snowden og Julian Assange (The 5th Estate). Man har kunnet se, hvordan forbrydere eller andre skabninger kan belure os i film som Open Windows, Unfriended eller Ratter. Endvidere er det i film som Blackhat blevet vist, hvordan terrorister også kan benytte sig af ændringer i kode, med katastrofale konsekvenser. Især de mange gråzoner, der eksisterer på nettet, synes at være interessante, og det er også hér, at den nye film Hacker tager sit udgangspunkt.

Hacker er ret beset en ungdomsfilm, der (vanen tro) lægger ud med at fortælle, at den er baseret på virkelige hændelser. Filmen handler om den unge mand Alex, der egentlig skal til at starte på college, men som mange andre unge mænd skal han lige nyde sommerferien. Derfor begynder han, efter at have snakket med en kammerat, først lidt for sjov senere mere systematisk at lære sig selv at hacke forskellige computersystemer, mest af alt bare for at se, om han er i stand til at få adgang til disse.

Inden længe har han fået foden indenfor på The Dark Web, nærmere bestemt hos en organisation, der minder meget om Anonymous. Vi følger Alex i hans forsøg på at komme i kontakt med disse meget sky computerentusiaster, og hvordan han langsomt stiger i graderne i deres organisation. Først skal han optages i organisationen. Dette gør han kun ved at hacke nogle sites, få personfølsomme data ud og sende disse videre til gruppen. Inden længe modtager han selv pinkoder, kontonumre og navne, som han kan bruge til at købe ting for på nettet, ting som så forholdsvis nemt kan omsættes til kontanter hos pantelånere.

Denne forholdsvis uskyldige hobby ændres dog en dag, da Alex’ mor bliver fyret fra den bank, hun har arbejdet i. Alex forsøger at hacke deres system, men opdages af bankens IT-mand, der kalder ham ind til en alvorlig snak.

Vores hovedperson er ikke synderligt glad for udsigten til enten en kæmpebøde eller fængsel, så i stedet for at sidde på sine hænder, får han anskaffet sig en masse personfølsomme oplysninger, blandt andet kreditkortsoplysninger, som han så kan bruge til at anskaffe sig penge og komme ud af landet med. Undervejs møder han pigen Kira, og sammen planlægger de et spektakulært, koordineret hackerangreb, mest af alt for at komme til at møde lederen af den lyssky organisation – kun kendt som ”Z”.

Hacker er - for det meste - en utrolig veloplagt historie om en ganske almindelig knægts vej ind i en kriminel underverden. I hackernes verden virker det umiddelbart ikke så skadeligt at stjæle lidt penge eller misbruge personlige oplysninger hos folk, der alligevel har flere penge, end de ved, hvad de skal gøre med. Det bliver for Alex en slags digital Robin Hood-leg, der dog som filmen skrider frem eskalerer til noget, som hverken Alex eller Kira har helt kontrol over.

Filmen er godt fortalt. Den er filmet på location i f.eks. USA, Thailand, Hong Kong, og det kan mærkes, at filmholdet ikke bare har forsøget at genskabe disse steder på en greenscreen eller i et studie, hvilket giver filmen en ganske lækker finish. Den er også velspillet, velskrevet, og så er de forholdsvist uprøvede skuespillere, som indtager hovedrollerne, alle sammen virkelig gode.

Det eneste minus er, at filmen ren dramaturgisk tager lidt af en deroute mod slutningen. Det er som om, at dens fokus på at fortælle om Alex’ og Kiras forhold spænder lidt ben for hovedhistorien, der burde være det væsentligste. Når det så er sagt, så er det også virkeligt forfriskende at opleve en film om hackermiljøer, der faktisk tager sig tid til at forklare de forskellige procedurer omkring identitetstyveri og hacking på en lødig og troværdig måde.

Der kunne måske være bekymrede forældre, der tænker, at en film som denne måske kunne friste deres børn til selv at begynde at bryde ind i databaser eller at misbruge kreditkortoplysninger, som de har downloadet – men omvendt set, så kræver det ikke mange timer på ens PC, før man kan finde frem til hjemmesider, der meget mere direkte og effektivt viser brugeren, hvordan man gør det samme.

Så er man interesseret i denne verden, eller har man blot lyst til at se en thriller, der giver et, i denne anmelders optik, ganske realistisk billede af hackerverdenen, som den tager sig ud i disse år, så kan den varmt anbefales.


Forrige anmeldelse
« Ghostbusters «
Næste anmeldelse
» Vampyres »


Filmanmeldelser