Det er nærmest blevet en trend at lave film om dæmonisk besættelse for tiden. Indenfor de seneste fem-seks år har vi set film som blandt andre The Exorcism of Emily Rose, Drag Me to Hell, til dels Paranormal Activity og ikke mindst den utroligt stemningsfyldte The Last Exorcism fra sidste år. Den nye biograffilm Ritualet tager også eksorcismen seriøst, idet den følger et nærmest klassisk mønster for denne subgenre af gyserfilm.

Kampen står nemlig ikke kun mellem dæmonen og den stakkels person som er blevet besat, men lige så meget mellem skeptikeren og den, der stålfast tror på dæmonernes eksistens. I Ritualet følger vi således den unge mand Michael, der ikke har ret meget lyst til at overtage faderens bedemandsforretning. Han siger til sin kammerat, at familietraditionen foreskriver at han enten bliver bedemand eller præst, så han søger ind på præsteseminaret, selv om han ikke tror rigtigt på Gud.

Umiddelbart før han skal aflægge sit præsteløfte, hvorved han bliver fuldbyrdet katolsk præst og dermed samtidig skal vinke farvel til det verdslige liv, sender han en mail til hans mentor, hvori han skriver at han ikke ønsker at blive præst, da han ikke er overbevist om at Gud eksisterer. Hans lærer presser ham dog til at tage en tur til Rom i et par måneder at deltage i et undervisningsseminar, der skal træne præster til at kunne foretage eksorcismeritualet. Det viser sig nemlig at mængden af besatte bare stiger og stiger, men Michael er naturligvis overbevist om at det er folks psyke den er gal med, snarere end usynlige dæmoniske kræfter som invaderer almindelige mennesker.

Hans underviser i Rom fornemmer straks Michaels tvivl og sender ham derfor på besøg hos en garvet eksorcist, Fader Lucas Trevant, som bor i udkanten af Rom. Her får Michael på første hånd mulighed for at se besatte og spørgsmålet er nu om han er i stand til at finde rimelige, videnskabelige eller naturlige forklaringer på det han bliver vidne til her?

Ritualet er en ganske dyster film, der langt hen af vejen ikke synes at tillægge megen magt til Gud. Som filmen skrider frem synes det onde faktisk at få mere og mere magt over både de besatte, men også over de to primære hovedpersoner, både den unge rationalist og den garvede eksorcist. Det er forståeligt, for det giver både plads til at tvivleren Michael, lige som tilskueren, må afgøre om det der sker omkring ham er overnaturligt eller kan forklares rationelt.

Filmen er løseligt baseret på Matt Baglios bog af samme navn som angiveligt er baseret på virkelige oplevelser og på fader Gary Thomas’ oplevelser under sin egen træning som eksorcist i Vatikanet. Det er naturligvis en tilsnigelse at sige at filmen er baseret på virkelige hændelser, for filmen bruger også ordet ”inspired by a true story” i stedet for ”based on a true story” og den skynder sig umiddelbart efter at rulleteksterne har nævnt de vigtigste skuespillere at gøre tilskuerne det klart, at filmen er fiktion, så denne indledende gimmick ryger lidt fløjten. At filmen indledningsvis hævder at have relationer til en empirisk virkelighed, for så at dementere det så snart filmen er ovre kunne man forestille sig var af primært af juridiske årsager, så Gary Thomas ikke har nødig at ringe til sin advokat.

Ritualet er ikke nogen fabelagtig gyserfilm. Det er snarere et drama med en portion dæmoni smidt oveni, for fokus er ikke på gruen, men snarer på de karakterer vi møder. Nuvel, der er da et par gedigne chokeffekter i løbet af filmen, der er flere scener som bygger en trykket stemning op og de der besættes kan da også godt virke ganske væmmelige, men når det så er sagt, så er filmen faktisk ganske realistisk i den forstand, at den aldrig kammer over i, som fader Trevant siger i filmen ”hoveder der roterer og ærtesuppe i metermål”. Det klæder faktisk filmen at der er sparet på effekterne, men det gør så også at garvede gyserfans, der måske forventer en mere brutal film må gå skuffede hjem.

En ting der taler voldsomt i filmens favør, er Anthony Hopkins i rollen som den garvede eksorcistpræst. Selv om man kan mene at han er typecastet i den forstand at han får lov til at vise at han kan være utroligt charmerende den ene øjeblik for at blive frygtindgydende det næste, så er det også i alle nuancerne mellem disse to poler at man forstår hvor dygtig en håndværker Hopkins er.

Desværre gør Hopkins’ spil og karismatiske fremtræden også at mange af de øvrige medvirkende virker dilettantiske i sammenligning med ham, dette gælder især Colin O’Donoghue, der spiller den unge tvivlende præst. Hans figur bliver aldrig helt overbevisende, men han har også en svær opgave, for hans rolle går mest på at fungere som en tilskuer til de dramatiske begivenheder, en observatør. Derfor bliver det i stedet de flashbacks man ser fra Michaels opvækst, der tegner ham som figur, snarere end de replikker og handlinger voksne Michael udfører. Kort sagt er det ganske svært at kommer ind under huden på vor unge præst og når denne nu er filmens egentlige hovedperson trækker det ned i den samlede bedømmelse.

Ritualet er bestemt ikke nogen dårlig eksorcist film, faktisk er den både velspillet og stemningsfuld, men lad os være ærlige, uanset hvor god en eksorcistfilm man sætter sig for at lave, så kommer den uvilkårligt til at stå i skyggen af William Friedkins mesterværk fra 1973, til trods for denne films ærtesuppe og roterende hoveder!