Alle, der på et eller andet tidspunkt i deres liv har boet i etageejendom, har garanteret prøvet at have en vildt irriterende underbo. Hende, der afbryder ens tid i vaskekælderen for at erstatte familiens storvask med en enkelt pink cashmere-top. Hende, der banker i loftet hvis man hører lidt hyggejazz sammen med kæresten. Hende, der ringer på døren og klager over at ens barn tilsyneladende tramper i gulvet når hun skal sove, uanset om hun selv spiller Anne Linnet for fuld skrue klokken fem om morgenen, når nu endnu en af hendes utallige herrebekendtskaber har forladt hende for evigt. (Du ved selv hvem du er A.G.!!) Uanset sådanne traumatiske oplevelser, er det dog intet imod den underbo, som den unge hovedperson i thrilleren The 4th Floor har fået.

Indretningsarkitekten Jane har netop mistet sin tante, der desværre faldt for hårdt ned af trappen, men til gengæld har Jane arvet en stor, billig lejlighed i New York! Den vil hun flytte ind i, til trods for, at hun havde lovet sin noget ældre kæreste, vejrmanden Greg, at flytte sammen med ham i et stort hus i Westchester. Jane ser en mulighed for at bo lidt alene for første gang i sit liv, så Greg må give hende lidt plads til det.

Inden man kan nå at stave til 3x34 flytter den unge dame ind på femte sal i den charmerende lejlighed og begynder naturligt nok at hamre søm i væggene og flytte rundt på hendes tunge møbler, så tingene kan komme til deres ret. Inden ret længe opdager hun dog, at det ikke huer hendes underbo. En person der først venligt men bestemt, efterlader maskinskrevne sedler til Jane på trappeafsatsen. Senere begynder denne eneboer at hamre hårdt i Janes gulv hver gang pigebarnet larmer blot det mindste.

Opgangen er fyldt med aparte eksistenser, der burde genere personen på fjerde mindst lige så meget. Der er det ældre, stokdøve ægtepar, der konstant låser sig ude og derfor hamrer på den låste opgangsdør. Der er den meget sky nabo, der tramper op af trappen, hver gang han ser Jane og så er der den retarderede vicevært, et stort barn, der af uvisse årsager ikke må lege med nøgler, men som virker meget aggressiv. Heldigvis er der også nogle venlige mennesker i opgangen, blandt andet portneren i stuen, spillet af Shelly Duval, som mange sikkert husker som moderen i The Shining.

Den utilfredse underbo, der begynder at opføre sig mere og mere ondskabsfuldt, uden dog at vise sig eller åbne når Jane forsøger at slutte fred, er dog ikke den eneste person i nabolaget, som Jane bekymrer sig om. Når hun tager et pause fra sit arbejdet i lejligheden og ser ud af vinduet til baggården kan hun, ganske som James Stewart i Rear Window, betragte sine genboers gøren og laden gennem deres vinduer. Der er det forelskede bøssepar, de gamle hippier, som ryger bong, men der er også en skummel mandsperson (spillet af Tobin Bell, som de fleste ved er Jigsaw-morderen i Saw filmene). Manden gemmer måske på dystre hemmeligheder. Jane ser i al fald en livløs kvinde på hans seng og en blodrød klud, som han skyller under vandhanen, lige indtil han pludselig får øje på hende og hun skynder sig væk fra sit vindue.

The 4th Floor er en thriller, der starter virkeligt hæderligt ud, men som desværre – som så mange film i denne genre – ødelægges af slutningen. Forholdet mellem Jane og hendes kæreste skildres fint og dialogen mellem alle figurer fungerer godt. Karaktererne har, til et vist punkt i filmen, alle en fin motivation til at handle og agere som de gør, men mod slutningen mister filmen grebet om sin egen historie og dens personer.

Det skal naturligvis ikke afsløres her hvordan det hele hænger sammen, eller hvorfor Janes underbo opfører sig så hemmelighedsfuldt. Det kan blot siges, at kender man til thrillergenren så er det ikke særligt svært hurtigt at gætte sig til hvilke af figurerne som man præsenteres for undervejs, der ikke just har rent mel i posen og hvilke, der viser sig at være uventet venlige.

Den ellers så gode stemning som opbygges i filmens første times tid, pilles fra hinanden af – især i retrospekt – ulogiske plotsammenhænge og et klimaks, der både bliver ganske latterligt og nærmest ufrivilligt morsomt. Det er synd, for filmen havde op til dette punkt både solide skuespilpræstationer, et interessant, aparte persongalleri og ikke mindst den noir-gotiske brownstone bygning til at skabe rammerne for en stram, lille thriller, der i stedet falder helt fra hinanden i filmens sidste øjeblikke.