Rainer Werner Fassbinder (1936-1982) var tysk teater- og filminstruktør, provokatør og ikke mindst ærkehumanist. Sammen med blandt andet Wim Wenders og Werner Herzog stod Fassbinder i spidsen for en genoplivning af den tyske filmindustri efter nazismens og 2. Verdenskrigs braklægning. Han spillede med sine ikke mindre end 41 film – skabt over en kun 14 år lang periode – en afgørende rolle i etableringen af den såkaldte ’Neue Kino’.

Pan Vision har nyligt udgivet et udvalg af Fassbinders film i boksen Fassbinder Collection 1. Boksen indeholder instruktørens to helt tidlige kortfilm The City Tramp (1966) og The Little Chaos (1966), samt 6 af hans mest kendte og anerkendte spillefilm. De to kortfilm udgør starten på Fassbinders filmkarriere. I dem slås en række temaer og teknikker an, som er at finde i hans følgende værker. Derudover indeholder boksen også dokumentarfilmene Fassbinder 1977 (1977) instrueret af Florian Hopf, hvori Fassbinder medvirker og lader sig interviewe, og Juliane Lorenz’ unikke og berømte Life, Love & Celluloid (1998), hvor vægten i vid udstrækning er lagt på Fassbinders indflydelse på sin samtid såvel som eftertid.

Genremæssigt spænder Fassbinder bredt i sine film. Hans samlede produktion indeholder kortfilm og spillefilm, litterær adaptation, drama, thriller, romance, komedie, film noir, science fiction og en enkelt western. Adskillige af filmene har ry af rent mesterværk – æstetisk set såvel som handlingsmæssigt.

Fassbinder er ganske langt fra Hollywoods glamourøse og lette fortællinger. Den stilistiske inspiration fra den franske nybølge og i særdeleshed Jean Luc Godards Pierrot le Fou (1965) og Week End (1967) er klar. Det samme gælder påvirkningen fra Bertolt Brechts æstetiske brug af ’Verfremdungseffect’, som næppe lader sig skjule. Tematisk kredser Fassbinder om menneskelig isolation, ensomhed og længsel efter lykke – anskuet fra forskellige vinkler. Hans særlige varemærke er fusionen af nøgtern socialrealisme, bidende samfundskritik og stiliseret patosfyldt melodrama.

Hovedtemaerne står tydeligt frem allerede i samlingens tidligste film Frugthandlerens fire årstider (1971), som også er Fassbinders første kommercielle succes. Her følger vi en frugtsælgers desperate og mislykkede kamp for at skabe sig en meningsfuld tilværelse trods hans eksistentielle usikkerhed, følelse af fremmedgørelse og manglende selvværd. Især skildringen af søndagskaffen, hvor hele familien er samlet hos moderen, er stærkt og virkningsfuldt fortalt. Som hele byder filmen på en spændende og medrivende portrættering, og virkningsfuldt skuespil over hele linien.

Samlingens anden film Petra von Kants bitre tårer (1972), som er en af Fassbinders mest berømte og anerkendte, byder på en klaustrofobisk fremstilling af lesbisk kærlighed, magt og afmagt. Filmen er berømt for sin scenografi og kameraføring. Handlingen udspilles udelukkende i Petras lejlighed med et fåtal af karakterer til stede, hvorved tematiseringen af menneskelig isolation og afmagt træder ekstra tydeligt frem for seeren. Lejlighedens interiør, karakterernes kostumer, Petras mange parykker, samt ikke mindst kameraføringen er betydningsbærende, og der er skruet helt op for den melodramatiske æstetik i denne film.

I Effi Briest (1974), som er en adaptation af Fontanes klassiske roman af samme navn, følger vi den unge, livlige og sympatiske Effis deroute socialt og menneskeligt, samt til slut også fysisk. Effis følelse af isolation og afmagt starter med indgåelsen af et ægteskab med en langt ældre, særdeles streng, mådeholden og beregnende mand. Han påtager sig rollen som hendes opdrager, og skræmmer hende med spøgelseshistorier. Den elskelige Effi, som gennem hele filmen har seerens sympati, drukner i et samfund bygget op omkring stivnede idéer om rigtigt og forkert. Fassbinder skubber herved dygtigt til seerens egne moralske forestillinger vel at mærke uden at dunke os med specifikke løsninger eller decideret moralske værdidomme.

Samlingens fjerde film Kinesisk Roulette (1976) beskrives bedst som en fanden-i-voldsk satirisk thriller med gotiske træk. Her følger vi et velhavende ægtepar med deres respektive elskere, samt deres uhelbredeligt forkrøblede datter og hendes guvernante. Handlingen udspiller sig i relation til deres besøg på familiens sommerresidens, hvor en midaldrende kvinde og hendes voksne søn residerer. De tre grupper ankommer samme dag uafhængig af hinanden, og de afsløres således i deres løgne. Intrigerne og hemmelighederne er mange, og de kulminerer i et spil kinesisk roulette – et sandhedsspil – der får fatale følger. Filmen adskiller sig på mange måder fra samlingens øvrige. Selvom den indeholder interessante aspekter, så fremstår den mest af alt som en art øvestykke, og som samlingens tyndeste.

Frygt udhuler sjælen (1978) er derimod af mange opfattet som et af Fassbinders absolutte hovedværker. Den er hans stærkeste skildring af klasseskel og racekonflikter, og af individet sat overfor samfundet. Tematiseringer, der spiller ind i hans grundlæggende hovedtemaer om menneskelig isolation og lykke. En ældre rengøringskone møder og forelsker sig i den kun halvt så gamle marokkanske mekaniker Ali. Deres kærlighed er simpel og meget rørende, men fører til social fremmedgørelse og ulykke for dem begge. Som seer sympatiserer vi med begge parter, og fortællingen når helt ind under huden. Stilistisk er filmen dygtigt og effektfuldt fortalt med hyppig brug af rum, indramning og symbolik til at illustrere tematikken.

I samlingens sidste og seneste film Maria Brauns ægteskab (1978) skildres livet i Tyskland fra Anden Verdenskrig og op gennem 1950erne med Fassbindersk ironi. Vi følger den handlekraftige og pragmatiske Maria Braun i hendes færden og bestræbelser på at klare sig godt gennem en lang årrækkes isolation fra sin ægtemand. Først holder krigen, så fængsel og så hans selvfølelse dem fra hinanden. Filmen er i mange henseender først og fremmest en kærlighedsfilm, der tematiserer adskillelse, savn og kærlighedens væsen og kår, når den kommer under ydre pres. Samtidig er den en overbevisende samfunds- og menneskeskildring, der på beundringsværdig vis afslører en række uskønne vilkår, handlinger og relationer uden moralsk fordømmelse eller belæring. Maria Braun er en af Fassbinders mest komplekse, overraskende og interessante karakterer, og filmen er – måske netop af den grund – min personlige favorit i samlingen.

Udvælgelser fra et forfatterskab af enhver slags kan naturligvis altid diskuteres. De seks valgte spillefilm på Pan Visions boks repræsenterer både nogle af Fassbinders bedste og mest kendte værker, og introducerer til de stærkeste og klareste tendenser i hans forfatterskab. De to dokumentarfilm indrammer fiktionsfilmene, og sætter dem på ganske poetisk vis ind i en historisk, politisk og ikke mindst æstetisk sammenhæng.

For kendere og filmelskere med filmhistorisk interesse udgør Fassbinder Collection 1 en kærkommen samling af en række af Fassbinders mest betydningsfulde film. Og for novicer udi hans værker er boksen en fin og appetitvækkende introduktion til en af den europæiske filmhistories største og mest indflydelsesrige instruktører, til hans på én gang kritiske og æstetiske univers, og til hans store humanisme.