Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Drag Me to Hell (99 min.) Biografversion / Scanbox
Anmeldt 20/6 2009, 17:36 af Claus Krogholm

Drag Me to Hell


Drag Me to Hell

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

De fleste kender nok Sam Raimi for de tre Spider-man film, men vi er en del, der først og fremmest værdsætter ham for hans tidlige trilogi: Evil Dead (1981), Evil Dead II: Dead by Dawn (1987) og Army of Darkness (1992). Det var film, der fornyede horror-genren, og som fik megen omtale for de blodige splatter-effekter. Men de voldsomme optrin havde mere til fælles med Tom & Jerry end med realistiske voldsskildringer. Bruce Campbell blev en alternativ stjerne som den fysisk hårdt prøvede hovedperson Ash. Den egentlige stjerne var dog Raimis opfindsomme og yderst bevægelige kameraarbejde. Det gjorde Evil Dead-filmene fortjent til deres egen genrebetegnelse: Hyperkinetisk skizoid horror.

Nu er Sam Raimi så vendt tilbage til horrorgenren med filmen Drag Me to Hell. Den handler om den ambitiøse unge kvinde Christine Brown (Alison Lohman), der gerne vil have den ledige souschef-stilling i banken, hvor hun arbejder. For at få den må hun bevise, at hun er lige så beslutsom og hård i forretningsanliggender som den nye kollega Stu (Reggie Lee). Derfor nægter hun at bevilge yderligere henstand til den gamle kvinde Sylvia Ganush (Lorna Raver). Denne tager afslaget ilde op, overfalder Christine i parkeringskælderen og kaster en forbandelse på hende. Efterfølgende begynder Christine at opleve mystiske ting: nogen - eller noget - lister omkring huset, hvis da ikke inde i huset. Hendes kæreste Clay (Justin Long), der er professor i psykologi, forsøger at forklare det rationelt som udslag at post-traumatisk stress efter overfaldet. Christine, der ikke er tilfreds med den forklaring, opsøger spåmanden Rham Jas (Dileep Rao), der forklarer at det er dæmonen Lamia, som den gamle kvinde har nedkaldt over hende. De første tre dage vil dæmonen blot drille, men derefter vil den komme efter hendes sjæl.

Drag Me to Hell er genuin, old school Sam Raimi. Historien er rørt sammen af mange af de samme ingredienser som Evil Dead-trilogien: dæmoner, forbandelser, kroppe i forfald - og et redskabsskur. Det er den samme blanding af chokeffekter og grov komik. Kameraet tilter og farer omkring. Budgettet er naturligvis et andet, effekterne mere professionelt udført, og ikke mindst lydsiden er state-of-the-art. Med film som The Quick and the Dead og The Gift beviste Sam Raimi, at han kan lave andet end horror, og med Spider-man demonstrerede han, at han også behersker de store Hollywood-produktioner. Derfor er det også godt at se, at han ikke har mistet sansen for den særlige form for horror, han i sin brød igennem med. Drag Me to Hell har måske ikke helt den samme syge charme som Evil Dead II, men det er stadig en forbandet underholdende horror-film.

Den mangler sådan set kun Bruce Campbell. Sam Raimis gamle 1973 Oldsmobile Delta 88 er skam med.


Forrige anmeldelse
« I Love You, Man «
Næste anmeldelse
» Rejsen til jordens indre »


Filmanmeldelser