Det var ordene der faldt efter ældstesønnen i hjemmet, sammen med sine forældre fik set Todd Phillips’ fremragende Joker. Anmelder kan kun give ham ret, for som nævnt i biografanmeldelsen er denne alternative oprindelseshistorie til en af skurkeverdenens mest ikoniske figurer, en af de mest vellykkede nogensinde.

Joker er en film, der vil mere og andet end blot at skildre et tegneserieunivers. I Joker bliver tranformationen fra fattig stakkel til stjernepsykopat gjort troværdig, både takket være et fabelagtigt manus, labert kameraarbejde og sidst – men ikke mindst – Joaquin Phoenix’ evne til at leve sig ind i sin rolle. En rolle som gav ham den Oscar™-statuette som Kapellet havde spået han ville få

Som det nævnes i en af de featuretter om filmen, der var med på BluRay-udgaven, så fortæller instruktøren også, at det ikke var så vigtigt for ham, at ramme den figur vi allerede kender så godt fra DCs Batman-univers, men i stedet at lave en troværdig skildring af en fyr, der langsomt går helt i opløsning. En mand, der grundet mange forskellige faktorer bliver nødt til at genopfinde sig selv ved at påtage sig en rolle. En rolle som han, lige som Phoenix, gør helt til sin egen.

I ekstramaterialet får man også et indblik i hvordan filmmagerne har forsøgt at skabe en slags alternativt Gotham (læs: New York) anno 1980, for byen og dens forfald er mindst lige så vigtig en medspiller som alle de levende figurer seeren møder.

Phillips fortæller også om Phoenix’ vilde transformation fra en fyr helt almindelig af bygning, til den senede skeletmand man ser i filmen. Phillips havde spurgt om ikke snart Phoenix skulle til at forberede sig på at gå ned i vægt omkring tre måneder før optagelserne startede, hvortil svaret var: ”Jeg har styr på det!”. Det havde han jo tydeligvis. Hvis du vil følge Hr. Phoenix’ kur (og her tænker redaktøren det er på plads med en lægefaglig advarsel: lad nu være med det, kære læser!), så handler det ganske enkelt om blot at spise et enkelt æble om dagen i et par måneder, på den vis ender du med at være lige så tynd som Arthur Fleck.

Apropos ekstramateriale, så er der ud over en lille håndfuld, forholdsvis korte featuretter ikke meget at komme efter. Du kan blandt andet opleve nogle af de helt tidlige testskud hvor man ser de transformationer som Fleck gennemgår i filmen rent kostumemæssigt. Sagt på en anden måde, to minutters testskud af skuespilleren i fuld makeup iført kostumerne. Der er også en lille film der går tæt på den måde som instruktør og hovedrolleindehaver har arbejdet sammen om at improvisere sig frem i de forskellige scener. Som det viser sig, var Joaquin stor fan af at lave hver scene på ret mange forskellige måder, så hans figur kom til at afspejle den uforudsigelige figur som han portrætterer. Dette var, selv om man kunne tro det modsatte, en gave til Phillips, der, som han siger, kunne have valgt at lave 100 forskellige udgaver af denne film, når der nu var så mange forskellige optagelser, som han kunne vælge imellem. Seeren får som eksempelvis lov til at se hvor mange forskellige måder Fleck dukker op på Murrays talkshow på.

Uanset hvor meget, eller hvor lidt ekstramateriale der er at finde på skiverne, så er det jo hovedfilmen man betaler for. Det er også en film der sagtens kan tåle mindst et gensyn, for uanset om man som Kapellets udsendte er vildt begejstret for filmen, eller man hører til den minoritet der påstår at der er flere skønhedsfejl ved denne film, så er det stadig en helt vild skuespilpræstation man er vidne til. Hr. Phoenix formår, takket være en gavmild instruktør og dennes velvillighed til at lege med på improvisationen, at få gjort den neurotiske Arthur Fleck, med sin nervøse latter, til en slags anarkisk superhelt. Dette er måske i virkelighedens filmens genistreg: at seeren bliver så involveret i Flecks personlige fortælling, at vi stadig holder af ham, idet han forvandles til Jokeren. Der er som bekendt ikke noget interessant ved skurke som blot er ensidigt ondskabsfulde, skal vi kunne relatere til dem, så skal de også besidde nogle sympatiske, medmenneskelige træk.

Ved andet gennemsyn, er det også muligt at lægge mærke til flere af de visuelle hint som filmen giver til hovedpersonens dobbelthed som man måske ikke fangede første gang. Forudsat at man ikke har været rundt i internettets kringelkroge, for at lede efter forskellige fanteorier om bl.a. ure der alle vider det samme tidspunkt og lignende, så kan det godt være at man ikke med det første opdager at Flecks virkelighedsopfattelse er ganske subjektiv. Dette koncept fortælles der også om i en af de småfilm der følger med filmen, men det er faktisk sjovere selv at forsøge at vurdere hvilket virkelighedsplan man befinder sig på, når nu man i forvejen ved, at vores hovedperson er så uligevægtig som han er. Faktisk kunne man i yderste konsekvens godt fortolke filmen, som en fortælling om en traumatiseret person, der ganske enkelt skaber sin egen virkelighedsfortælling og sit helt eget alter ego som en slags forsvarsmekanisme mod den grumme verden som han bor i.

Så fik du ikke set Joker i biografen så gør det nu. Det er ikke blot en virkelig realistisk oprindelseshistorie der skaber sit helt eget parallelle univers der ikke har meget til fælles med de normalt meget kulørte tegnefilmsuniverser, der normalt omkranser den slags historier, det er bare en rigtig god film.