Det skal fanges på kamera, ellers eksisterer det ikke - så simpelt kan det siges. Det er derfor også en af grundpræmisserne inden for dokumentarisme: Det, der ikke bliver optaget, kan ikke skabe samme troværdighed. Denne betingelse har også efterhånden været brugt vidt og bredt i filmsammenhænge, hvor det dokumentariske look skal snyde os til at tro, at det, vi ser på, er virkeligt. Derfor er det selvfølgelig også blevet brugt som indgangsvinkel til gysergenren. Vi så det i høj grad i The Blair Witch Project, senere fx i Diary of the Dead, og nu er tricket gentaget i det seneste store fænomen Paranormal Activity.

Filmen – der i øvrigt er fint gennemgået i denne sides biografanmeldelse – har derfor også sine momenter af sandsynlighedsspil, altså tidspunkter hvor seeren forblindes i sin indlevelse til at tro, det faktisk har fundet sted. Det betyder overordnet set, at filmen dermed har fundet en teknik, som fungerer: realistisk skuespil; skuespillere der – i hvert til at starte med – ser ud og opfører sig ganske almindeligt; og en kamerastil vi kender fra dokumentarfilm, der benytter sig af forefaldende materiale uden skelen til, om det er æstetisk pænt. Derfor opbygger filmens indgangsvinkel – selvom vi fint efterhånden kender fidusen – en isoleret troværdighed, som filmen gennemgående forsøger at udnytte.

Plottet er også ganske simpelt og genkendeligt, på trods af at vi starter direkte ved de første hjemmeoptagelser: Micah har købt et videokamera, og filmer sin kæreste Katie, der kommer hjem. Dagligdagen forsvinder dog hurtigt, eftersom vi finder ud af, at grunden til alle disse optagelser er, at Katie oplever nogle sære ting, som hun ikke kan forklare – og dem vil Micah dokumentere. Dermed er det, som vi kender det, et klassisk spil mellem den, der ved, at noget uldent foregår, og tvivleren, der vil have konkrete beviser – der er her kameraet kommer ind. Plot, form og handling har vi set før – det hjemsøgte hus er klassisk – så det handler om, hvor effektfuld filmen samlet set formår at være.

Her skaber Paranormal Activity fra starten en fin, klaustrofobisk stemning, der i høj grad er kamerateknikkens fortjeneste. Vi er helt inde på de to personer, der på skift filmer det, vi ser. De natlige seancer, hvor de fleste hændelser finder sted, er velopbyggede og vældigt uhyggelige – selvom de er relativt banale. Det er dog netop også i de elementære banaliteter, den mest gennemførte uhygge gestalter sig: Det hjemlige, der pludselig bliver alt andet end hjemligt pga. nogle entiteter, der opfører særdeles fjendtligt. Så selvom de dokumentariske optagelser i sig selv selvfølgelig også er en tematisk ratificering af den dårlige billedkvalitet, så formår filmen faktisk at bruge dette til at cementere nogle rammer, der fungerer tilpas skræmmende.

Filmen knækker – så at sige – bare undervejs. Der opstår selvfølgelig flere og flere mystiske hændelser, som parret ikke kan forklare. De tilkalder en ghostbuster, der dog ikke kan hjælpe dem – og dæmonknuseren er ikke til at få fat på. Så langt fungerer det godt. Men efter hændelsernes intensitet er steget til truende højder, begynder Katie at tvivle på de dokumentariske muligheder, og beder derfor oftest Micah om at slukke for kameraet. Alligevel har hun, når nattens uhygge spidser til, sindsnærværelse nok til selv at tage kameraet op, når Micah ikke selv har det i hånden. Her har filmens handling selvfølgelig brug for, at vi som seere kan følge med, men den handlingsmæssige bevæggrund for, at Katie filmer, er forsvundet. Den fint opbyggede troværdighed lider under dette brist.

Derfor bliver filmens afrunding langt mere ordinær, end filmen selv lægger op til. Her vender filmen sig i retningen af mere klassiske gyserfilms effektjageri – den ulmende, klaustrofobiske effekt tipper over i en søgen efter det ene gode gys. Afslutningen er dog også skræmmende og effektiv, men – i forhold til filmens samlede udtryk – falder slutningen lidt ved siden af. Blu-ray-udgaven er her suppleret med en alternativ slutning, som faktisk passer langt bedre til, hvordan filmen samlet ser ud. Alligevel er der ingen tvivl om, at filmen formår det, som er gyserfilmens vigtigste opgave: at skabe stemning. Uden det latente sitrende ubehag fungerer gyset sjældent – og Paranormal Activity er ubehagelig.

Filmen har dog fået et enormt fokus efter udgivelsen. Det er en af de mest indtjenende film nogensinde, hvis man måler indtjeningen på baggrund af og i forhold til, hvad filmen har kostet: Efter sigende har filmen ikke kostet mere end $15.000, hvilket i størrelsesorden til sammenligning svarer til en gennemsnitlig dansk indieproduktion. Derfor er det selvfølgelig væsentlig mere bemærkelsesværdigt, at filmen er nået så bredt ud, som den er. Her ser det ud til, at opskriften på succes – netop at nå bredt ud som smal, lavbudgetteret indiefilm – er dette spil med fakta- og fiktionskoderne et vej ud. Det gjaldt også The Blair Witch Project, det gjaldt Cannibal Holocaust, og det gælder nu Paranormal Activity, som spiller på det så langt, at hovedpersonerne hedder det samme, som de gør i virkeligheden. Den allerede hypede, danske indiefilm Final Solution spiller i sin pr – uden de første skud er optaget – også på lignende tangenter.

Der er langt mellem virkeligt effektive gysere, og genren har – bortset fra visse asiatiske traditioner – kørt lidt på tomgang de seneste år. Paranormal Activity viser, at det stadig godt kan lade sig gøre at skabe et filmunivers, der opbygger tilpas megen troværdighed til, at vi tror på handlingen – og derfor bliver skræmte. På trods af nogle tematiske inkongruenser, fungerer den ganske godt.