I det herrens år 2013 er Sly 67 år gammel og Arnie er et år yngre. De har med andre ord overskredet pensionsalderen i Danmark, men som bekendt er det et politisk ønske at folk fortsætter længere på arbejdsmarkedet end hidtil, og det er lige præcis hvad de to firserikoner har tænkt sig at gøre.

Uden at vide særligt meget om d’herres privatøkonomi kan man gisne, at de faktisk godt ville kunne trække sig tilbage uden tanke på indkomst, men lysten til at arbejde med film hvor de spiller med musklerne og fremstår som helte, er vist et job langt de fleste pensionister kunne være lidt misundelige på og i den nye film Escape Plan har seeren mulighed for første gang at opleve Stallone og Schwarzenegger spille sammen gennem en hel spillefilm - for Anies gæsteoptræden i Expendables-serien tæller vist ikke rigtigt.

Filmen er instrueret af svenskfødte Michael Håfström, der tidligere har instrueret film som 1408 og The Rite. Begge disse blev ganske lunkent modtaget af kapellets anmelderstab, da de var nye. Anderledes begejstret kan man dog være overfor Escape Plan, der (uagtet at de aldrene ikoner er med) virker som en film, der nemt kunne være blevet lavet i slutfirserne eller mindthalvfemserne. Det handler nemlig om flugten fra et højteknologisk, ultrahemmeligt fængsel - med andre ord, så kommer man nemt til at tænke på film som Wedlock, Fortress, No Escape og naturligvis et hav af udbryderfilm hvor Escape From Alcatraz stadig er kongen, tæt efterfulgt af The Shawshank Redemption.

Ulig andre fængselsfilm, er der ikke overladt plads til megen barsk realisme i Escape Plan, ej heller findes der vel nogen tvivl om hvorvidt d’herrers flugtplan i sidste ende vil virke, men det er i actionfilmens natur, at det ikke så meget handler om at være original, som det handler om selve udførslen af dette plot og her er ikke noget at kritisere.

Hører man dog til de biografgængere, der let irriteres over huller i plottet og inkonsekvens i forhold de elementer som fiktionen smider i hovedet på tilskueren (f.eks. da fængselsinspektøren i en scene vælger at overflytte Stallones karakter til en isoleret del af fængslet, idet han mistænker ham for at være flugtkonge, hvorefter Stallone et par scener senere – uden yderlige forklaring - igen kan fortsætte sin planlagte flugt med Arnold), så vil man sikkert blive frustreret hurtigt, men kan man se gennem fingre med denne slags smådetaljer, er Escape Plan faktisk glimrende underholdning, der ikke mister momentum i de små to timer den varer.

Filmen fokuserer på flugtkongen Ray (Stallone) der har gjort det til sin levevej at bryde ud af fængsler. Han arbejder for et sikkerhedsfirma der specialiserer sig i at efterprøve de statsejede fængslers sikkerhed og hans firma opsøges en dag af selveste CIA. De vil have gennemtestet deres nye, formodentligt flugtsikre, fængsel - et sted hvor de i al hemmelighed kan opbevare de særligt farlige terrorister, som truer landets sikkerhed – sættes Rays evner på en hård prøve. Han indvilliger i at forsøge, men hans kompagnoner får ikke noget at vide om fængslet, end ikke hvor det ligger, så de på den måde kan ikke assistere Ray med hans flugtplan.

Værre endnu er det, da Ray pludselig opdager at fængselsinspektøren er en helt anden end den han var blevet briefet om og at hans ultrahemmelige kodeord, som skulle sikre, at han kunne afbryde missionen når som helst, ikke virker. Ray står pludselig i den situation, at han står uden venner, uden at vide hvor han er og uden mulighed for at opgive sit forehavende. Heldigt for ham møder han i fængslet Emil Rottmayer (Schwarzenegger), der er en ressourcestærk fange og som straks indvilliger i at forsøge at bryde ud sammen med Ray. Herfra udvikler filmen sig til en regulær buddy-movie hvor Sly og Arnold bliver nødt til at samarbejde, fyre smarte replikker af, være snu og - ikke mindst - slå og skyde sig gennem forhindringer og en horde af CIA-fængslets sortklædte, maskerede vagter.

Filmen tonser derudaf i et højt tempo, bliver aldrig kedelig og selv om de to firserikoner naturligvis ikke helt kan undgå at spille på deres status og blive foruden en slet skjult kritik over den amerikanske regerings og især CIAs evne til at gøre som de har lyst til udenom Amnesty International og Genevekonventionen. Escape Plan er ikke stor kunst, men det er glimrende tidsfordriv og endnu et bevis for at de gamle gubber kan mere end blot at være parodier på deres tidligere selv.