Den tyske instruktør Olaf Ittenbach hører sammen med Jürg Buttgereit og Andreas Schnaas til blandt de bedst kendte, tyske, independent splatterfilmmagere. Især mandens tidlige film som Burning Moon og Black Past har gjort ham notorisk i splatterfilmskredse, for de voldeligt udpenslede og utroligt overbevisende gore­effekter. Effekternes opfindsomhed er en af de største årsager til at man ser filmene.

Det er altid er interessant, at se hvor meget film der kan presses ud af et budget, som er utroligt lille i forhold til selv de allermindste Hollywoodproduktioner, for selv om man i Garden of Love bestemt hverken finder den mest originale handling endsige det mest overbevisende skuespil – så byder den til gengæld på nok groteske voldsomheder der vil tilfredsstille ens indre splatterfreak.

Filmen er fra 2003 og fortællingen starter tolv år tidligere hvor en, måske flere, maskerede mænd pludselig tiltvinger sig adgang til et hippiekollektiv. Der nedslagtes brutalt alle beboere på nær den unge pige Rebecca. Hun får naturligvis hukommelsestab. Det eneste vidne til forbrydelsen har altså fortrængt hele hændelsen. Hun kommer i fosterpleje og vi springer til nutiden. Rebecca er blevet en ung kvinde, der umiddelbart intet husker om den traumatiske hændelse eller hendes far som blev dræbt, men da mareridtsagtige visioner pludselig begynder at plage hende dagligt, må hendes plejeforældre og kæresten krybe til korset og indrømme, at de i flere år har vidst mere om Rebeccas fortid end hun selv har.

Rebecca bliver naturligvis fortørnet over de hemmeligheder, som hendes nærmeste har holdt fra hende i så mange år. Hun beslutter sig derfor at opsøge politimanden, der i sin tid ledede efterforskningen, for at høre alle grusomme detaljer, men jo mere Rebecca graver i sagen, jo farligere bliver det for hende. Ikke alene presser de genfærd som blev dræbt på for at få hævn over de levende, men desuden er den eller de, der i sin tid begik forbrydelsen aldrig blevet pågrebet.

Filmen forsøger, efter alle kunstens regler, ikke at se ud som om det er en film lavet af semiprofessionelle amatører, men uanset hvor meget den prøver at skjule det faktum, kan den desværre ikke undslippe det helt. For i løbet af filmen bliver der begået en række fodfejl, som ikke ville være sket i mere traditionelle film. Eksempelvis får politimanden lov til at holde en næsten ti minutter lang enetale hvor han fortæller om den skæbnesvangre nat på Verlainefamiliens landsted. Monologen er ikke kun utroligt teatralsk, men den kommer også til at fremstå fuldstændig mystik, idet Rebecca og dennes kæreste på intet tidspunkt afbryder ham i denne dystre ordstrøm. I næste nu kommer politimandens syvårige datter ind på kontoret. På sit mest skolerette engelsk beder pigen om ”money for sweets”. Hvad sådan en bette tøs laver på farmands kontor, midt i arbejdstiden kan man da som småbørnsforælder da godt undres over.

Nu er det jo ikke realisme der er i højsædet, men derimod drabelige mord, spøgelser, der tager grusom hævn og ikke mindst indvolde, hjernemasse, afrevne lemmer og folk der forvandles til fars. Selv om Garden of Love byder på ganske overbevisende effekter, så er de forskellige nedslagtninger nogle man alle har set i andre sammenhænge – hvis man altså har brugt uforbeholden megen tid med at se ekstreme splatterfilm. Der er derfor næppe originalt at se en person slå næven tværs gennem hovedet på en anden – for det sker i Peter Jacksons Braindead, at se en anden fyr blive revet midt over hjalp en større gruppe zombier med i George A. Romeros Dawn of the Dead, osv. osv.

Ikke desto mindre er det imponerende hvor meget gore, der alligevel er blevet plads til i løbet af filmens 86 minutter. Man fanger da også sig selv i flere gange at standse afspilleren, spole lidt tilbage og så gå frem frame by frame, for at se hvordan Ittenbachs effekter er skruet sammen. Det er altså solidt tysk splatterhåndværk, så skidt med at alle filmens tilskuere godt kan se, at det hele er optaget i Tyskland selv om filmen foregiver at foregå i England, at lysdesignet er nærmest ikke-eksisterende og at musikken også indimellem bliver irriterende. Garden of Love er langt fra et mesterværk, men det er et glimrende bud på halvanden times ekstrem splatter, opstyltet skuespil og en handling der på trods af den latente mangel på troværdighed stadigvæk er ganske dragende. I det omfattende bonusmateriale på DVDen siger Ittenbach i ”making of” featuretten, at Garden of Love var en film der blev nødt til at blive lavet. Det kan man diskutere, men underholdende det er den da i al fald.