Et bjerg. En dreng. En pige. Og lidt tyveri. Krydret med store forskelle på rig og fattig. Turister og vagabonder. Sådan er verden skruet sammen. Og sådan er Ursula Meiers schweiziske bjergeventyr Drengen fra bjerget skruet sammen. Med en rolig og velstiliseret vinkling af problematikken. Og med et tilpas nærvær til, at filmens store overraskelse gør filmen bedre, end den egentlig er. Filmen er netop udkommet på dansk købefilm.

Bjerget er et dyrt schweizisk skiparadis. Drengen Simon er en knægt på 12, der stjæler ski for at forsørge sin fordrukne søster Louise. Pigen. Og tyveriet. De sociale forskelle er trukket skarpt op. De rige rejser frivilligt til bjerget for at stå på ski. De fattige søskende bor for foden af bjerget – nederst! – og må hutle sig gennem tilværelsen. Ufrivilligt, lasteligt og udskældt. På kanten af europæisk velstand, i de riges paradis Schweiz, med kun en fod indenfor. Som rengøringshjælp.

Ursula Meier er et nyt spændende filmtalent. Et talerør for de svage. På film. For de ufrivilligt udsatte. Uden at svinge med den store samfundskritik fortæller hun en lille fortælling. En fortælling, der lister store kritikker ind. Ad bagvejen. I Home (2008) var det forurening – en uforsætlig indånding, der kan være fatal. I Drengen fra bjerget er det rig og fattig. Begge film var – uden at nå hele vejen – de schweiziske bud på en Oscar-nominering. Men hvem vil have nærværende social kritik indenfor drømmefabrikkens glitterverden?

Drengen fra bjerget er ingen glitter, ingen søde fortællinger, ingen større udvikling. Kun nederdrægtig fattigdom, der rationaliserer tyveri. Tag fra de rige – og få selv noget at spise. Alligevel formår Meier at skrue en fortælling sammen med en slags hjertevarme, en slags rytme, der efterlader lidt håb. En gnist. Særligt knægten Kacey Mottet Klein som Simon og det nye stjerneskud Léa Seydoux som Louise giver handlingen fylde. Også når der ikke sker så meget. Klein spillede også med i Home, hvor han – ligesom når at regerer på bjerget i denne film – hed Julien.

Stilen er holdt som en nærværende og nærgående realisme. Rolige overblik i rolige øjeblikke, urolige kameragange i urolige scener. Med en tilstedeværende, men ubemærket musik, der kun momentvist gør opmærksom på sig selv. Den rolige stil er i princippet også filmens akilleshæl. Dens svaghed. Den bliver stedvist en anelse for langsom, for insisterende på at vise fattigdommens nederdrægtighed, dens slumrende årsag til Simons handlinger.

Filmens tilknappede måde at fortælle om turister og vagabonder er interessant. Metonymisk. Tag filmen som en del, og brug den som en analyse af verdens helhed. Bevægelserne op og ned ad bjerget er ufrivillige forsøg på at eksistere i en verden, hvor de rige har råd til afterskiing og dyre ski. Og hvor de fattige må stjæle sig til pasta med ketchup. Måske bliver filmen derved lidt for meget et skoleeksempel på en krads socialrealisme.

Skulle der dog være én helt grundlæggende årsag til at se Drengen fra bjerget, er det filmens store overraskelse undervejs. Med én enkelt scene kan filmens optik vendes 180 grader. Derfor er Meiers film stedvist fortællekunst på et meget højt plan.