I slutningen af firserne, starten af halvfemserne var enhver videogeek med respekt for sig selv ude efter de mest groteske splatterfilm, som penge kunne købe. Selv om mange tror torture porn er et nyt fænomen, kunne man i denne periode se film som den japanske Ginî Piggu og Evil Dead Trap serie men også Nordeuropa var leveringsdygtig i uhyrligheder. Især Tyskland udmærkede sig ved at være leveringsdygtig i særdeles ubehagelige film som Jurg Buttgereit’s to NekRomantik film og i længere mod syd i samme land dukkede film som Burning Moon, Black Past og Premutos op – signeret af Olaf Ittenbach.

Ittenbach har tidligere gæstet kapellet med filmen Garden of Love, der fungerede til trods for at den stadigvæk emmer af indiefilm. Det som er iøjenfaldende ved Ittenbachs film, er at selv om de blodige goreffekter fungerer upåklageligt, så halter hans film ofte hvad angår skuespil, klipning og ikke mindst handlingsforløbene, der ofte er både usammenhængende og som mange gange allermest minder om en tyndbenet undskyldning for at vise en række ofre blive maltrakteret. Sådan er No Reason også i hovedtræk.

Det er svært at give et egentligt fyldigt handlingsreferat af filmen, for selv om Ittenbach forsøger at kreere en nærmest metafysisk historie, der handler om en person, som går gennem sit eget personlige helvede for mod slutningen at nå frem til en form for erkendelse, tilsat et twist, så er og bliver denne historie dybt uvedkommende, idet det utroværdige skuespil og klipningen er så træg, at tilskuere, måske især de der selv har lidt erfaring med at sætte videosekvener sammen, må ryste på hovedet over Ittenbachs valg. Dette er dog mest tydeligt i handlingssekvenserne, for når blodet begynder at flyde, er det som om han pludselig langt bedre formår at sætte de enkelte scener sammen.

No Reason er i bedste von Trier stil delt op i kapitler, endda kapitler der hver især har farver tilknyttet. Vores kvindelige hovedperson starter ud med at leve en forholdsvis tryg middelklassestilværelse med en mad, en søn og udsigten til at flytte til nyt og større, men da hun tager sig et karbad pumpes der gas ind på badeværelset og kapitel 1 starter med farven rød.

Den nøgne kvinde vågner op på sit stuegulv omgivet af ligdele og en dyster stemme beordrer hende til at trykke på sin computer. Her ser hun videoklip med venner og bekendte der tortureres til døde af en figur i en cthulhu-lignende lædermaske. Drabene er væmmelige, kronet af det drab, der indledes med at en ung, nøgen mand får klippet pikken op - fra urinrøret og frem mod maven. Hun tvinges endelig til at læse op af en bog om farvesymbolik som hun modstog med pakkepost tidligere på dagen, før næste kapitel – grøn løber over skærmen.

Her slår vores splitternøgne veninde gækken løs i en slags S/M-snuff klub, hvor folk dræbes til højre og venstre af småliderlige torturbødler, og sådan fortsætter det til sekvensen er slut og der skal læses mere op fra ovennævnte bog. Suk. Efter et stykke tid slutter filmen.

Det er svært at finde den dybere mening med No Reason, måske ligger det i titlen at det har været svært for Ittenbach at finde en egentlig årsag i sit manus som kunne forsvare de mange meningsløse, sadistiske voldsudgydelser. Modsat andre torture-porn film, kommer volden aldrig til at fungere hverken allegorisk eller i en sammenhæng der gør at den kan forsvares. Det er en film, der udelukkende er lavet med henblik på at chokere og vise hvor god Ittenbach og hans kollegaer er til at lave prostetiske effekter for ganske billige penge. En anden udgift filmen har haft er den afsluttende obduktionssekvens, for her dukker Timothy Balme op i en ganske akavet rolle som patolog (han skal jo tale tysk og det er bestemt ikke noget Balme er vant til). De fleste gorehounds kan sikkert huske Balme fra sin hovedrolle i Peter Jacksons fantastiske Brain Dead (aka. Dead Alive) og det er derfor ærgerligt at hans navn dukker op på filmens cover, selv om han er med i omkring to minutter. Summa summarum : titlen antyder at der ikke er nogen grund…til at se denne film.