Umiddelbart virker Ann & Eve som en typisk sexploitation film. Man kan altså forvente rigeligt med softcore porno, nøgenhed og lummer stemning. Det er da for så vidt også ganske rigtigt, og det er helt sikkert også derfor at Ann & Eve (Ann och Eve - de erotiske) hører til blandt svensk filmindustris større internationale salgssuccesser. I en tid hvor pornografien først lige var ved at blive lovlig, kunne film som viste porno samtidig med at der var en kunstnerisk forsvarlig handling, sælge ganske glimrende.

Ved nærmere studie er filmen dog langt mere kompleks end man lige skulle forestille sig; på en ganske selv-refleksiv måde kommenterer filmen ikke blot filmkritikere, men også selve kunstfilmbegrebet. Selviscenesættelse er et stort tema i filmen, ligesom filmen forholder sig kritisk til de forestillinger folk har om sig selv

Filmen følger to kvinder - Ann og Eve - på deres rejse til Italien. Eve skal snart giftes, og den kyniske Ann har taget hende med for at lære hende at der findes andet og mere end blot at være sammen med en mand, resten af livet. Ann er insisterende og får overbevist Eve om at prøve sex før hun gifter sig. Det tænder et bål i Eve, som pludselig ikke kan få nok og begynder at udforske hele sin seksualitet, uden hæmninger. Det er naturligvis i disse situationer, at filmen får mulighed for at vise sex scener, men det er også klart at dette på ingen måde er en pornofilm. Hvor handlingen i pornofilm er underlagt sex scenerne, er sex scenerne her underlagt handlingen. Desuden er scenerne heller ikke eksplicitte i Ann & Eve. Eve lærer meget om sig selv gennem mødet med andre mænd og kvinder, ikke mindst om hendes forhold til sin kommende mand, som hun stadig elsker.

Ann derimod er på den ene side nymfoman og kan ikke holde sig fra mænd, samtidigt med at hun foragter dem. Filmen begynder med at vi ser Ann myrde en mand, uden at vi dog ved hvorfor. Filmen igennem fortsætter Ann med sit hadske forhold til mænd, og hendes håb er da også at Eve vil udvikle på samme måde som sig selv, og overtage hendes had mod mænd. Der er et vist slægtskab med den svenske Thriller - en grum film, uden at der her er tale om voldtægt.

Ann er filmkritiker og lever af at skrive anmeldelser, så da hun møder en af sine favoritinstruktører, den italienske Francesco, begynder hun straks at fortælle ham hvor gode og dybe hans film er. Han overrasker hende ved at nægte at der findes nogen dybde i hans film, eller de fleste film generelt. Han afskyr filmanalyse som et elitært overgreb mod film, og stiller sig i stedet på det almindelige publikums side. Det er en pudsig og overraskende diskussion at finde i hvad der virker som en eller relativ underlødig film. Men hele filmens pointe cirkulerer netop om de vrangforestillinger man gør sig om sig selv, samtidig med at det helt klart også er en kommentar til de kritikere som tidligere har fordømt Mattssons film som pornografisk makværk.

Hverken skuespil eller kameraføring er overvældende, men filmen har en insisterende dimension som tjener den til ære, og det er dens kredsning om identitet og selvforståelse. Den fordømmer helt klart folks patetiske illusioner om sig selv, og identificerer sig mest med den uskyldige Eve, som tager kontrollen over sit liv, og lever det som hun vil. Som hudfletning af den menneskelige natur, fungerer filmen glimrende, og er langt mere end blot en lummer sexploitation film.