Den franske instruktør Jean Rollin er en broget figur med en indædt forkærlighed for den erotiske gyser, og med en sådan interesse kan det ikke overraske, at han kaster sig over subgenren, der beskæftiger sig med vampyrer. Vampyrer er et unikt møde mellem den udøde og det kødelige, der på sin vis peger i hver sin retning, men forenes i vampyren, der på den ene side drager mennesket til det kødelige, men samtidig frastøder gennem det dødelige. Denne forlening giver tilsammen en udødelighed, der – i visse nuancer – hæver vampyren over andre monstre. Det fik Jean Rollin tidligt øje på, og til dato har han instrueret et utal af film om vampyren. Rollins anden film The Nude Vampire fra 1970 – der bærer den franske titel La vampire nue – er netop udgivet på dansk dvd side om side med Rollins Grapes of Death fra 1978 – som på fransk hedder Les raisins de la mort. Grapes of Death er dog blandt de få af Rollins film, der ikke beskæftiger sig med vampyrer – her kaster Rollin sig over zombiegenren.

Jean Rollins samlede filmografi er som sagt broget. Der er langt imellem lavpunktet såsom Jomfruer og vampyrer og højdepunktet som fx debuten The Rape of the Vampire. Derfor er det ikke altid driften mod kvalitative b-film, der hele tiden skal drive en mod Rollin, selvom det også i mange tilfælde gør sig gældende. I stedet er det fascinationen og hengivelsen til beskæftigelsen med den interessante mytologi, der viser bag, i og gennem vampyren. Det er nemlig kendetegnende, at Rollin interesserer sig for både at teste, undersøge og udvide mytologien. Han undersøger ontologien i det udøde kød, mens han i flere film også tillader sig at gå kvasividenskabeligt til værks. Sidstnævnte gør han i The Rape of the Vampire, og dette tager han også delvist med sig ind i The Nude Vampire.

En nat støder Pierre på en besynderlig kvinde, der flygter gennem gaderne i nattely. Kortvarigt kærtegner hun ham under flugten, og han forsøger at tage sig af hende i et forsøg på at flygte fra en række folk, der jager hende iklædt dyremasker. De omringes, forfølgerne skyder hende, men der viser sig ikke et sår. Pierre stikker af, men følger efter de maskeklædte til et stort hus, hvor han ikke bliver lukket ind. Nysgerrigheden er vagt, og hans næste træk må være at komme ind for at finde frem til, hvad der foregår. At dømme efter filmens titel er det nok ikke noget overraskelse, hvad det er, der venter Pierre på den anden side, men hvordan hendes flugt, hendes venden tilbage og ikke mindst, hvem der viser sig at hjælpe hvem, viser sig at være overraskende – der er nemlig flere, der er interesseret i pigens skæbne.

The Nude Vampire er en påfaldende original vampyrfilm, men den skal ikke forstås som en ruskende uhyggelig gyser – det er ikke meningen. Den virker mest som om, Rollin for alvor er ved at finde sig selv i denne film. Rollin er dog også i flere af sine film mere interesseret i at komme tættere på sit vampyrvæsen gennem nogle mere eller mindre surreelle tendenser, der kan være mere eller mindre fremskudte. The Nude Vampire er her blandt de mere tilgængelige værker, selvom der i denne så sandelig også er plads til manglende forklaringer og pudsige visuelle passager, der mest er med for det visuelles skyld. Det betyder dog på ingen måde, at The Nude Vampire er en svag film, idet Rollins visuelle stil virker særdeles betagende. Ved første øjekast kan lyssætning synes utilfredsstillende, idet den er meget selvpåpegende og tydeligt teatralsk. Men efter at have vænnet sig til stilen kommer den faktisk til at fremstå en anelse charmerende (om end det er ganske vist, at det nok i den sidste ende vil være en smagssag).

Jean-Jacques Renons cinematografi er yderst overbevisende. Rollin spiller her på dobbeltheder, hvilket er underbygget af de medvirkende Castel-tvillinger. De brugte indstillinger bliver intentionelt holdt ”lidt for længe”, men det betyder blot at filmens visuelle stil tangerer nogle poetiske elementer. Rollin er kendt for at balancere i en position mellem pulp og art house – og The Nude Vampire viser i høj grad, hvor godt denne konstellation går i spænd.

Grapes of Death, som er den næste – og nu tiende – film af Jean Rollin, som Another World Entertainment har genudgivet. Filmens titel spiller selvfølgelig på John Steinbecks klassiker The Grapes of Wrath fra 1939, men det er sparsomt, hvor meget mere end titelinspiration, der ligger i det. Grapes of Death handler godt nok om landbrug i Frankrig, i dette tilfælde vinindustrien, og på samme måde som familien Joad hos Steinbeck vender hjem til et øde og forladt område, så vender Elisabeth også hjem til et fransk vinbrugsområde, der er forladt. Årsagen er dog ikke af social karakter, men i dette tilfælde – som titlen tydeligvis antyder – er landsdelen blevet ramt af dødens druer. I filmens begyndelse får en fyr feber efter at have arbejdet i marken, hvilket allerede antyder, at noget er galt på egnen. Dernæst springer vi til en togscene, der synes at være Argento-inspireret, hvor Elisabeth og en anden kvinde rejser gennem landet. Her stiger fyren med feber ombord med besynderlige sår på halsen, og da den anden kvinde ikke vender tilbage fra sit toiletbesøg, indser Elisabeth, at fyren har slagtet hende – og hun stopper toget og tager på flugt ind i et ukendt land.

I denne øde landsdel forsøger Elisabeth at finde sin kæreste, men farerne lurer bag hver en sten. Ret hurtigt udvikler Grapes of Death sig herpå til et genrebevidst zombiedrama, hvor folk fra nær og fjern er blevet inficeret af et ukendt stof, der får deres hjerner til at rådne. Dette får dem, selvom de stadig har en anelse selvbevidsthed tilbage, til at dræbe sine kære og andre, der kommer i vejen. Elisabeth må nu kæmpe for sit liv – et liv, der er truet af folk ramt af ’vinens glæder’. Med andre ord er denne vinøse trussel, dårlige druer, der inficerer folk, hvilket er en ganske god undskyldning for at sende folk på flugt fra sultne zombier med hang til menneskekød. Vi kunne derfor insinuere nogle kritiske perspektiver på den franske vinindustri, men det vil ganske sikkert være at skyde langt over målet – det her handler om at drysse nogle friske zombier rundt i det franske landsbylandskab.

Grapes of Death er heller ikke blandt Rollins stærke værker, men igen behandler den genren med forkærlighed og charmerende opfindsomhed – også visuelt. Grapes of Death er nok blandt Rollins bedre værker, hvad angår special effects, hvilket han viser tydeligt i en tilfældig mands drab på sin kone med en greb. De gennemførte effekter holder ikke hele vejen, men der krydres med behændigt udførte drab undervejs. Desuden får Rollin – som i flere andre af sine film – her lejlighed til at afklæde den franske pornostjerne Brigitte Lahaie. Udgiveren har fremhævet hende som den eneste på forsiden, men hun spiller hun en birolle undervejs.

The Nude Vampire og Grapes of Death er helt igennem karakteristiske Jean Rollin-film, der visuelt og fortællemæssigt pletvist klart viser, hvor meget han kan – og hvor han var på vej hen. Mødet mellem gyseren og det erotiske er lidt nedtonet i disse film, men de peger i høj grad på andre film i samme stil. Det erotiske og det udødelige er også et møde, som viser sig særligt i The Nude Vampire, mens de udøde – selvom det måske ikke er helt den rette term – i Grapes of Death er mere utyske og urene. Det stærkt gotiske miljø og den langsomme kamerastil, der dvæler – og i visse tilfælde måske dvæler lidt for længe – er også at finde. Så er du til erotisk horror af en art, som det ikke altid ses, så bør Jean Rollin være et oplagt sted at stikke den blodige interesse indenfor.