Splatterfilmen Beyond the limits er oprindeligt fra 2003, men der skulle gå næsten ti år før Another World Entertainment sendte den ud til et dansk, splatterhungrende publikum. Det skal også siges med det samme at filmen, til trods for dens ganske overdådige middelaldersekvenser, ikke hører til instruktørens stærkeste film, ikke så meget fordi mængden af blod og smadrede hoveder er for begrænset, men snarere fordi filmen har svært ved at finde et egentligt narrativt ståsted.

Faktisk kan den bedst beskrives som et par kortere novellefilm, der er bundet sammen af en rammehistorie, der skal fungere som bindeled mellem de to. Rammehistorien viser os en ung, kvindelig journalist, der har fundet frem til en opsynsmand på en kirkegård, som gemmer på et par interessante historier fra fortiden.

Den første historie han fortæller er sat i nutiden, og her møder vi et tilsyneladende helt normalt, forholdsvis velhavende par, der skal fejre konens fødselsdag. Festen bliver dog brutalt afbrudt af en samling psykotiske banditter, der pludselig braser ind for at afkræve hendes mand det, som de mener han skylder dem. I den anden historie springer handlingen tilbage til den mørke middelalder, og her er det igen et ungt kærestepars forhold, der bliver sat på alvorlig prøve, denne gang takket være en bestemt del af Inkvisitionen, der ikke just synes at være udsendt af Vorherre.

Hvor den første historie tager sit udgangspunkt i traditionelle gangsterklicheer, med den forskel at disputten mellem fraktionerne i denne film ender i et veritabelt, sadistisk blodbad, er denne del af filmen også den mindst effektive. Selv om Ittenbachs forbrydere er ganske interessante, så udnytter han ikke det ellers meget brogede figurgalleri optimalt. Hvilket gør at man har lidt svært ved at forstå, hvorfor disse voldsmænd handler så psykotisk, som de gør.

Bedre går det i middelalderhistorien, for selv om visse af actionscenerne, især de med fægtning, virker lidt gumpetunge, så er karaktererne her meget mere interessante at følge. Måske er det i sagens natur nemmere at lave groteske scener, når handlingen også forflyttes til en mere dyster og brutal tidsalder. Særligt interessant er både de unge elskende og især skurken, den magtsyge inkvisitor Demming, der lige som gangsterne i første del mest af alt søger et magisk relikvie, som han tror vil være i stand til at give ham utrolige kræfter.

Begge fortællinger er centeret omkring et helt bestemt artefakt, men uden at afsløre for meget, bliver dette magiske objekt også filmens veritable MacGuffin, førnævnte magiske artefakt, der egentlig ikke har andet formål end at drive fortællingen frem, men uden at seeren reelt får indsigt i, hvad dets egentlige formål er. Det kan sagtens være at dette har været et bevidst valg fra manuskriptforfatternes side, idet de helst så at tilskueren danner sine egne teorier i løbet af filmen, men det ender blot med at være mere frustrerende, end det er spændende. Dertil kommer at rammehistorien også afrundes på ganske mærkværdig vis. En afrunding, der selvsagt hører hjemme i en gyserfilm, men som så mange andre elementer i filmen forekommer sært umotiveret og ubegrundet.

Det kunne have været fedt, hvis Ittenbach havde fokuseret på at skrive en enkelt og ikke hele tre historier, der udelukkende hænger sammen fordi de har nogle delelementer til fælles. I denne anmelders optik burde instruktøren have satset mere på middelalderfortællingen, for den del fungerer nemlig langt bedre end de andre. Det er også tydeligt at se at Ittenbach gerne vil imponere tilskueren med monumentale scenerier, men at budgettet ikke har været til det.

Kort sagt så skal man se Ittenbachs film, hvis man kan lide splattereffekter for deres egen skyld, ikke for den gode historie eller det gode skuespil. Og er man tilmed interesseret i, hvordan man kan lave indie-film, der virkelig får noget ud af sit budget, eller har man blot har lyst til at nærstudere de mange groteske splattereffekter, er det en film der uden tvivl vil appellere. Det er også en af de film, der kan nydes, hvis man er interesseret i at se en samling skuespillere overspille helt hysterisk (i filmens fødselsdagssegment). Leder man efter en stemningsfuld gyser med en medrivende historie, skal man dog lede andetsteds.