I kølvandet på fænomenet Twilight er der kommet en veritabel syndflod af vampyrfortællinger henvendt til et teenpublikum. Den irske forfatter Darren Shan (Darren O’Shaughnessey) har siden år 2000 skrevet på vampyrromaner der har ham selv i hovedrollen – kendt som Darren Shan sagaen er der her tale om hele fire trilogier af ungdomsbøger, som alle handler om en ung knøs’ møde med et mystisk omrejsende freakshow og en verden af vampyrer. Muligvis har Universal set muligheden i at surfe med på den aktuelle teen-vampyrbølge, for filmen Cirque du freak: The Vampire’s Assistant er en adaption af Vampyrblodtrilogien- den første i seiren, som omfatter bøgerne Ondt blod, Vampyrens assistent og Blodets tunneller (forlaget Sesam har udsendt disse på dansk).

Når man komprimerer hele tre bøger til en enkelt film på lidt over halvanden time må der i sagens natur være en hel del ting man bliver nødt til at undlade. Har man ikke læst bøgerne (som nærværende skribent ikke kan prale med), så ser man jo blot filmen uafhængigt fra sit forlæg – og det fungerer faktisk nogenlunde.

En af de ting som undertegnede gætter på er mere til stede i bøgerne, er det fokus som filmen mangler på det venskab, der er mellem vor helt Darren og dennes allerbedste ven Steve. For uden at afsløre for meget, så går de to fra at være allerbedste venner i filmens start til at være nærmest episke fjender mod slutningen. I filmudgaven spørger man derfor sig selv, hvad det egentlig er der har udgjort deres fælles grund før i tiden, for man kan ikke undgå at undre sig over hvad disse to meget modsætningsfyldte karakterer, i det hele taget vil med hinanden som udgangspunkt.

I dette forhold er filmens appel til teens og tweens så begravet, for filmen handler jo ikke kun om vampyrer (ganske som Twilight), det handler i lige så høj grad om medmenneskelige relationer og de forvirrende tanker og følelser man har når man er i puberteten… eller i dette tilfælde når man skal vænne sig til at leve som vampyr.

Cirque du Freak: The Vampire’s Assistant starter da Steve og Darren en dag er ude og gå. En mystisk bil kører op på siden af dem og en behandsket hånd stikker drengene en flyer – en invitation til Cirque du Freak – et vaskeægte freakshow, der har til huse i en kondemneret biograf. Selvom deres lærer og Darrens forældre på det stærkeste forbyder drengene i at tage derhen gør de det nu alligevel. Showet byder på mange bizarre væsener blandt dem sprechstallmeisteren Larten Crepsley, der laver et nummer med en meget stor og meget giftig, lilla edderkop. Darren er tilfældigvis vild med araknider, så for at få et nærmere kig på det ottebenede vidunder sniger han sig backstage efter forestillingen for at ”låne” bæstet. Da han må gemme sig i et skab da Larten ankommer, oplever han også Steve der pludselig braser ind i lokalet og anklager Larten for at være vampyr. Steve er nemlig vild med vampyrer og vil hjertens gerne være en, men Larten tager et snif til Steves blod og nægter at forvandle ham.

Senere bliver Darren imidlertid tvunget til at blive halvt vampyr. Det sker fordi Steve ved et uheld bides af førnævnte edderkop og da Larten er den eneste der har modgiften, er ultimatummet at Darren lader sig forvandle, så han kan hjælpe Larten med forskellige sysler. Da Steve mister sin bedste ven bliver han naturligt nok rasende og indlader sig med den dystre bagmandsfigur Mr. Tiny, hvis motiver forbliver mere eller mindre utydelige gennem filmen.

Der er altså nok intriger og fantasy-agtige forviklinger til at holde sin teen-seer interesseret, men filmen er også en del mere dyster, end det man ser i det tøsede Twilight univers. På mange måder kan man ikke helt undgå at drage paralleller med 80’ernes klassiske teen-vampyrfilm som Lost Boys og måske især Fright Night, men hvor disse havde reelt bid, blod og på udsatte steder faktisk formåede at være både uhyggelige og reelt morsomme, så er Cirque du Freak: The Vampire’s Assistant ganske tam i sammenligning.

Det har sikkert noget med den amerikanske censurlovgivning at gøre, men det er nu engang meget sært at have vampyrfilm, der ikke viser så meget som en eneste blodsdråbe, for er det i virkeligheden ikke blod man forventer at se, når man sætter sig til rette for at lade sig underholde af vampyrer? Dette alene gør naturligvis ikke filmen dårlig, men der er flere aspekter ved filmen, der gør den utrolig ujævn.

For det første har filmen ikke rigtigt tid til at få præsenteret sine figurer ordentligt. Lidt som i Clive Barkers Nightbreed er der for mange freaks i løbet af for kort tid og selv de primære karakterers baggrunde bliver kun ridset groft op. For det andet er slutningen i sagens natur ganske åben, idet filmen sikkert er tænkt som den første i en serie. Dette medfører at der er en masse handlingselementer seeren aldrig får uddybende svar på. Så selv om effekterne er ganske gode og alle elementer er til stedet for at fortælle en medrivende, neogotisk fortælling om unge vampyrer og den evige kamp mellem godt og ondt, så ender Cirque du Freak: The Vampire’s Assistant desværre med at være en lidt rodet omgang vampyrdrama, der forsøges solgt med navne som John C. Reilly og William Dafoe (sidstnævnte er i øvrigt kun med i ca. fem minutter af den samlede spilletid) på rollelisten. Så med mindre man bare skal se alle film med vampyrer, så kan man godt springe denne over i første omgang.