Siden M. Night Shyamalans filmatisering af Nickelodeons meget populære tegnefilmsserie Avatar kom i de amerikanske biografer, har folk stået i kø for at give den klø. Man har blot nødig at opsøge IMDB, finde filmen og så give sig i kast med at læse et par af mange hundrede brugeranmeldelser, hvis man tvivler. Det er faktisk ganske retfærdigt at give filmen et velment, magisk flyvespark, hvis man vel og mærke er passioneret fan af tegnefilmsudgaven.

Filmen står nemlig i kontrast til den animerede serie - en ganske rodet og hårdt nedkogt bouillonterning af animationsseriens første tredjedel (bedre fans kendt som Første bog: Vand). Skal man opleve tegnefilmsversionen skal man afsætte over syv timer af til hele seancen. Denne historie, i grove træk, forsøger live-action udgaven så at nå på lidt under to timer og det er måske netop derfor at de mest ivrige fans - som garanteret i månedsvis har glædet sig til at se deres favoritfortælling omsat til ’rigtig’ film – er blevet skuffede over at se, at der er så meget der mangler.

Det som gør tegnefilmsserien så fantastisk, er at den præcis tager sig den nødvendige tid til at lade det episke drama udfolde sig. Der er tid til at gå i detaljer med alle karaktererne og deres ofte komplekse forhold til hinanden. Især er det seriens hovedperson, den reinkarnerede avatar Aang, som i Shymalans udgave nærmest er blevet reduceret til en skygge af sig selv. Dertil kommer at alle de eventyr og sidehistorier, som der gives plads til i tegnefilmsudgaven naturligvis ikke er inkluderet i filmversionen. Omvendt set så var der vel næppe nogen fans af originalen, der havde forventet at der ville komme en serie af film, der ligesom tv-serien ville ende med at have en spilletid på over 20 timer i alt?

Hører man derimod ikke til blandt de mest rabiate fans af animationsfilmen, så kan det faktisk alligevel godt være, at man kan nyde The Last Airbender, eller Luftens sidste mester, som den er komet til at hedde på dansk. Det kan i øvrigt undre mange at seriens oprindelige navn Avatar er blevet udfaset, men det har sikkert noget at gøre med Jimmy Camerons blå smølfer og storfilm af samme navn. Selv om reklamespots på tv averterer med at filmen kommer i 3D, så har Nordisk Films biografer indtil videre undladt at vise den i dette format – hvilket sikkert er en fremragende idé, for den har i USA fået samme 3D overhaling som overgik Clash of the Titans, der til dato har udmærket sig ved at have den mindst overbevisende dybdevirkning blandt denne nye generation af 3D film.

Luftens sidste mester handler om to søskende Katara og Sokka som er ude for at jage. De to er fra den nordlige vandstamme og søster Katara er den eneste i landsbyen, der har evnen til at kontrollere vand magisk. De falder i bogstaveligste forstand over den mystiske dreng Aang, der har været spærret inde i en stor iskugle i rum tid – og idet han befries starter eventyret. Det viser sig nemlig at de fire kontinenter: ild, luft, vand og jord i århundreder har levet i harmoni med hverandre, men da avataren – den eneste som mestrer alle fire elementer – forsvandt på mystisk vis, gik harmonien fløjten. Aang er den sidste overlevende fra luftens klan og samtidig er der også meget, der tyder på at han er den sagnomspundne avatar.

I Katara og Sokkas verden er det ildens klan, som forsøger at få overherredømmet over hele verdenen og der går ikke længe før en gruppe fra ildlandet også opsøger Katara og Sokkas landsby for at tage fanger. Umiddelbart er det den unge prins Zuko, der er ude efter avataren, for han nemlig blevet forvist fra tronen indtil han leverer avataren til sin far. Det er dog nemmere sagt end gjort, for Aang flygter ganske ubesværet og med Kataras hjælp vil han nu forsøge at mestre det første af de tre andre elementer, før hele deres verden bliver kastet ud i kaos.

Der er altså meget på spil her, men fortællingen er som nævnt både meget rodet, klichepræget og så krummer man også indimellem tæer over de noget ubehjælpelige replikker der optræder nu og da. Dertil kan det undre at filmen ikke udsendes med dansk tale, for den henvender sig jo primært til et publikum, der enten ikke kan læse eller om ikke andet så ikke læser undertekster i samme tempo som os andre. Der er nemlig meget snak i filmen og derfor vil der sikkert være mange biografgængere der vil irriteres over velmenende forældre der giver sig i kast med hviskende at læse undertekster op for deres yngste Avatar fans.

På trods af alle disse skønhedsfejl, er der dog også en del ting der fungerer for filmen. Først og fremmest så er den bragende flot at se på. Industrial Light & Magic har endnu engang vist at de er blandt de bedste i branchen, for filmens digitale effekter er intet mindre end episk flotte. Det fungerer især når man er vidne til de store slag hvor mange af de forskellige magiske kampteknikker kommer i spil. For det andet, så er filmen fyldt med så mange fantastiske scenerier, fra skjulte templer på fjerne bjergtinder til prangende ispaladser, at de som holder af fantasy vil smile bredt over den opulente billedside. Endelig fungerer James Howard Newtons soundtrack fantastisk og løfter filmen tiltrængt på de steder hvor det behøves.

Så kan man se gennem skønhedsfejlene og en række uheldige kompromisser, så er Luftens sidste mester med garanti en som de, der ikke er velbevandret i serien, vil finde ganske underholdende og så afgjort en tur i biografen værd. Husk blot på, at det er første del af tre, så forventer man en lukket slutning, kan man godt forberede sig i at blive skuffet. Endelig så har undertegnede i lang tid været irriteret over M. Night Shyamalans alt for konstruerede slutninger og twists, og er derfor behageligt overrasket over at det ikke viste sig, at alt det som man havde set faktisk bare viser sig at være en amish-havfrue der havde mareridt om korncirkler.